Sommercamps
De var på Pinsecamp
Stella Musembi, Kenya:
– Hvorfor er du med her?
– Jeg kommer fra en forstad til Nairobi i Kenya, men jeg har arbejdet halvandet år for Teen Challenge på Elleruphus behandlingshjem på Fyn.
– Vil du blive i Danmark?
– Måske. Men det er en god oplevelse, hvor jeg lærer meget.
– Hvad fik dig til at komme?
– Det er i mit hjerte at hjælpe mennesker. Jeg fandt det på internettet og Gud har sørget for mine behov.
Majken Mortensen, Holstebro:
– Jeg er her sammen med min kirke, som er Holstebro Pinsekirke. Jeg har været med på Sommercamp de sidste 5-6 år, hvor jeg er kommet i kirken.
– Hvorfor er du her?
– Fordi det er fedt at være sammen med sin åndelige familie. Der er et fedt fællesskab og en fed lovsang. Jeg er med i lovsangsgruppen i kirken.
Det er rart at møde andre, og her er nogen gode rammer for at møde Gud.
– Hvad laver du til daglig?
– Jeg er pædagog på et familiecenter.
Kenneth Jensen, Vejle:
– Hvorfor er du med her?
– Det er både fællesskabet og møderne. Det er noget helt specielt, som jeg ser frem til hvert år og som jeg helst ikke vil gå glip af.
– Er det første gang?
– Nej, jeg har været her næsten alle år. Jeg har også gået på Alterna efterskole.
– Møder du kammerater?
– Ja, der er altid mange.
– Er du på Camp Zero?
– Ja, jeg er med i lovsangen. Det er for unge fra 17-23. Man får en masse undervisning og hænger ud sammen.
– Er du under uddannelse?
– Ja, jeg flytter til Sverige nu for at uddanne mig til musical-performer det er en 3-årig uddannelse med sang, dans og drama.
– Kan du synge?
– Ja, jeg er også sanger i lovsangsgruppen.
Mette Villerup, Holstebro:
– Plejer du at komme her?
– Ja, jeg har nok været med i 6-7 år.
– Hvorfor kommer du?
– Primært på grund af fællesskabet med kirken. Vi har en speciel Holstebro-gade, hvor vi mødes til kaffe og leger med børnene osv.
– Er du aktiv i kirken?
– Ja, det må man sige. Jeg er faktisk præst. Det har jeg været siden maj 2007.
– Så er du næsten forpligtet til at komme…?
– Ikke i år, hvor jeg er på barsel. Men jeg kommer gerne frivilligt.
– Hvornår skal du føde?
– Om to uger.
Susanne Krogh, Svendborg:
– Vi er her fra Elleruphus, som jeg er leder for. Det er et kristent behandlingsted for voksne misbrugere over 18 år. Det er det nye Teen Challenge behandlingsted på Fyn. Det startede for to-et-halvt år siden i Gudbjerg 15 km nord for Svendborg.
– Vi tager imod mennesker, som har problemer med alkohol, stoffer, psykiske problemer. Og vi er godkendt af amtet nu under tilsyn af Midtfyn kommune.
Vi laver vafler her på sommercamp og lader folk selv om, hvor meget de vil betale. Pengene går til arbejdet.