Religiøs indeni
I sidste uge var kørte jeg gennem det ortodoks-jødiske kvarter i Jerusalem. Her går mændene klædt i typiske jødiske sorte hatte og pingvin-jakkesæt, ligesom de har snoet håret i tindingerne til lange krøller.Der står ikke noget i Bibelen om, at man skal gå sådan klædt. Men sådan gik velhavende og lærde jødiske mænd klædt i 1700-tallets Østeuropa, og det dannede skole.
Ifølge min verdslige jødiske guide bestiller mændene ikke noget nyttigt – bortset fra at studere de jødiske skrifter dagen lang (og tale i mobiltelefon). Kvinderne tjener til føden. Guiden brokkede sig også over, at de fik for mange børn. Det var lige før, jeg måtte minde hende om ikke at være for anti-jødisk, selv om hun altså selv var jøde…
Moderne tolerance gælder sjældent det religiøse.
Senere mødte jeg en chef fra turistministeriet, som bekræftede, at der bliver stadig flere ortodokse jøder i Israel på grund af indvandringen fra Rusland og Østeuropa. Men det skulle vi ikke bekymre os om, sagde han, for på grund af det moderne samfunds umoral og pornografi, bliver det sværere at være religiøs – indeni.
Udenpå er de stadig sortklædte, men indeni er de… hvide, konkluderede turistmanden kynisk.
Lyserøde, rettede den kvindelige guide.
Jesus sagde til sine jødiske disciple, at de ikke skulle forsøge at gøre indtryk ved at klæde sig på en bestemt religiøs måde eller ved at bede og faste offentligt. For det er jo det indvendige, der betyder noget. Gud ser på hjertet.
Kristendommen er netop ikke en religion, man bærer udenpå. Det er slet ikke en religion. Det er en relation.
Desværre popper vores religiøsitet hele tiden op – også i kristne kredse. Som fx når lovsang og prædiken bliver til et show, hvor vi viser vores åndelighed frem. Eller når vi går til alters eller tænder et lys i den moderne lysglobus – så alle kan se, hvor fromme vi er…
Jeg er bange for, at den slags udvendig religiøsitet giver kvalmefornemmelser – deroppe.
