Fantasy – den over naturlige litteratur
Kronikøren fascineres af litteraturen, hvor kampen mellem det gode og det onde er fysisk manifesteret.Denne sommer bød på endnu et par rejser ud i det fantasiens univers, for mit vedkommende i mødet med nogle fantastiske romaner af forskellige danske forfattere. 
Josua Christensen
Lærer på Lukasskolen,
den kristne friskole i Vejle.
At dykke ned i et helt andet univers, hvor geografiens stednavne er Narnia, Helvede, Dunark , og hvor personerne mestrer mystiske kunster, og kampen mellem det gode og det onde er fysisk manifesteret i kød og blod – det er fascinerende.
Kenneth Bøgh Andersen er navnet på en af de nyere danske fantasy-mestre. Titlen på hans trilogi: Den store djævlekrig, pirrede mig i en sådan grad, at jeg måtte læse disse bøger. Jeg vidste, at manden kunne skrive, da jeg tidligere havde læst og brugt bogen De hvide mænd i undervisningen, men det er science-fiction, en helt anden boldgade end fantasy.
Som i den klassiske og skattede fantasy-fortælling Narnia (mest kendte bind i serien er Løven, heksen og garderobeskabet) og den moderne Harry Potter-serie bevæger hovedpersonen Filip sig mellem den kendte og realistiske verden (henholdsvis Danmark og England) og et parallelt univers. Det specielle ved Djævelens Lærling, Dødens terning og Den forkerte død, som er titlerne på de enkelte bind i trilogien (et afsluttende fjerde bind kommer i 2010), er, at det univers, vi bevæger os i, ikke er helt ukendt. Forestillinger om Helvede, Dødsriget og Himlen er jo mytologiens grundstof, og i kristendommen er det ikke et fantasiens frirum. Helvede er i bogstavelig forstand Helvede. Kenneth Bøgh Andersen lader sig dog ikke begrænse af faste forestillinger eller dogmatik om dette sted. Humoren er i bedste galgenstil. Når han lader fantasien udfolde sig, møder vi Pontius Pilatus, hvis pandeskal indgår i dørhammeren til helvedes forgård – så kan han vel få banket ind i hovedet, at han ikke burde korsfæste Jesus.
Helvede må være himmelens modsætning. Dette synes at være den grundlæggende præmis, når dagen bruges til at sove i, og natten bruges til onde handlinger, og alligevel sættes der alvorligt spørgsmålstegn ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Kan Gud undvære Djævlen? Kan livet have værdi uden døden? Kan synden medføre noget godt? Kan en evighed i himlen være kedelig? Er menneskelivet en brik i et spil mellem højere magter, og hvor passer den frie vilje ind her? Det er vel spørgsmål, som filosofien har tumlet med i århundreder, og som ikke umiddelbart lader sig affærdige med standardsvar.
En af de absolutte klassikere er serien om Skammerens børn af Lene Kaarberbøl. Heri beskæftiger vi os med et andet klassisk fantasy-element, nemlig beherskelsen af overnaturlige kræfter. Dina er Skammerens datter, og Skammeren er en kvinde, som kan se ind i et andet menneskes sind, og der finde det, vedkommende skammer sig over. En egenskab, som er frygtelig magtfuld, og som Dina arver. Nogle læsere forarges, fordi de tænker, det er okkultisme. Læst ud af den fiktive ramme og ind i en verden med diverse alternative behandlere, er det heller ikke uproblematisk, at det er i et menneskes magt at beherske det overnaturlige. Men det er jo netop fiktion, og fantasy er genren, hvor personernes karakter afprøves i deres brug af disse evner.
Det interessante er altså ikke Dinas evne til at få folk til at skamme sig, Harry Potters magiske evner, eller Filips dæmoniske evner, men den måde, de forvalter disse egenskaber på, fordi det fortæller noget om deres karakter. Lige som i eventyret er hovedpersonen ofte ung, og igennem de udfordringer livet – både det naturlige og det overnaturlige – byder på, udvikles denne i bevidstheden om valget mellem det gode og det onde. I fantasy-genren er virkeligheden grumset-grå, som i megen anden skønlitteratur, og det, der står på spil, er ofte både den personlige integritet og andre menneskers skæbne, som afhænger af, at hovedpersonen træder i karakter. Således er det, at Harry Potter må indse, at kampen mod ondskaben kræver, at det onde besejres i ham selv først. Frodo må bære magtens ring helt til dommedagsbjerget. Filip må gøre en god gerning og dermed opgive sine djævelske kræfter.
Min fascination af genren skyldes vel – udover den eventyrligt fantastiske underholdningsværdi – at det overnaturlige i mange former er genstand for den menneskelige forestillingsevne. Sagt med andre ord: Mennesket er mere end blot kød og blod, og det er forfattere med vidt forskellige holdninger, som bringer den åndelige og overnaturlige verden til live i mentale billeder.
Forskellene mellem en forfatter som C.S. Lewis og Kenneth Bøgh Andersen ligger altså ikke i beherskelsen af genren med den overnaturlige vinkel, men i det forhold, at Lewis i sin allegoriske fortælling bekræfter os i, at Jesus (Aslan) findes i den virkelige verden, mens Andersen vel nærmere opfatter det åndelige som en afspejling af menneskers mest essentielle karaktertræk. Det betyder også, at de kristne forfattere peger hen mod et rigtigt valg og en absolut sandhed, mens de sekulære forfatteres konklusioner ofte bliver mere tvetydige.
Når jeg læser skønlitteratur, er det også for at lade mig rive med af litteraturens skønhed. Det er skønheden i maleriske beskrivelser, finurlige personligheder, som alligevel vækker genkendelse og rammende pointer, som sætter et utal af tanker i gang og rejser flere spørgsmål, end de giver svar. Var det ikke for denne åbenhed, forsvandt muligheden for at digte med. Altså er det en fornøjelse, uanset om forfatteren hedder Kaaberbøl, Andersen, Broberg, Tolkien, Lewis eller Rowling.
