Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Spørgsmål 1:

Kan jeg få hjælp gennem hypnose?

Kære Orla L.,
Hvad er hypnose? Og kan man få hjælp både fysisk og psykisk gennem hypnose? Det har nogle kristne venner sagt til mig. Selv ved jeg intet om det. Jeg har det dårligt både fysisk og psykisk, og jeg vil faktisk gøre meget og forsøge meget for at få det bedre, nu da julen nærmer sig. Min tilstand er en belastning både for min mand og for mine børn. Vil du under alle omstændigheder bede for mig og sende mig en salvedug.
På forhånd tak.
”Karen”

Svar:

Guds ord og ånd har en
mægtig hjælpende kraft

Kære ”Karen”
Jeg vil med glæde bede for dig og sende dig en salvedug, da jeg også ønsker, at du og din familie må få en god og glædelig jul. Men jeg vil også gerne sige et par ord om hypnose, selv om jeg ikke har nogen tilbundsgående viden om emnet.
Hypnose er en slags bevidstheds-tilstand, som må siges at være mærkelig. Man hverken sover eller er vågen, og det virker, som om personens egen vilje bliver overtaget af en anden, nemlig hypnotisøren. Alene det synes jeg virker meget betænkeligt. Jeg er ikke tilhænger af, at vi får vores fri vilje indskrænket, hverken på den ene eller anden måde.
Når jeg kalder hypnose for mærkeligt, så skal det ses i lyset af, at ingen indtil nu har kunnet give en tilfredsstillende og fyldestgørende forklaring på, hvad hypnose egentligt er. Der findes forskellige teorier om emnet; men de afviger ret meget fra hinanden.
Med hensyn til hypnose som terapiform:
– Det ser ud til, at den hypnotiserede under hypnosen kan bringes tilbage til sin egen fortid. Der er således eksempler på, at voksne er begyndt at opføre sig som små børn under hypnose.
Der er også eksempler på, at for længst glemte episoder fra fortiden, ofte episoder af traumatisk art kan bringes frem under hypnose.
Jeg vil sige det sådan, at det, du under hypnotisk terapi og behandling modtager og får frem, er meget din fortid, dine vaner og opfattelser. Det foregår alt sammen på det menneskelige plan, og derfor kan der være blandet meget menneskeværk og megen usandhed ind i det.
Der er ganske vist også eksempler på, at nogle er sluppet af med dårlige vaner gennem hypnose. Det i sig selv er jo meget godt. Men det har så måske kostet en pris på et andet område.
Generelt er hypnose i tidernes løb blevet opfattet som destruktiv, når hypnose blev anvendt på et menneske og på den menneskelige hjerne.
Jeg synes, at der er en behandlingsform, som er langt stærkere og bedre. Den vil jeg varmt anbefale dig. Den har med Guds ord at gøre. Guds ord, som er sandheden. Jesus siger jo, at sandheden har en kraft, som kan frigøre os mennesker. Den frigørelse kan du også opleve. Hvordan sker det?
Jo, det at læse Guds ord, høre Guds ord og tale Guds ord er aldrig af hypnotisk virkning. Disse tre terapiformer, hvis jeg må kalde dem det, er nemlig indbegrebet af Guds skabende og helbredende kraft.
At tale Guds ord er et spørgsmål om at tale sandheden og erklære det for sandt, der ifølge Gud altid har været og altid vil være sandt for et menneskes liv.
At læse Guds ord, som du finder dem i Bibelen, er at hente Gud frem og at hente Guds helbredende kraft ind i dit liv. Guds ord er sandheden for alle, uanset omgivelser og uanset baggrund.
Jeg kan ikke overskue, hvilke konsekvenser og hvilken virkning, det ville få for dig at forsøge med hypnose. Derfor synes jeg, at du skal lade være.
Jeg ved godt, at mange mennesker, også kristne, forsøger at hente hjælp mange forskellige steder. En del af de steder finder jeg ret betænkelige, og jeg tør ikke anbefale dem. Dette gælder også for hypnose. Sådan er min holdning, selv om jeg godt ved, at andre har en anden holdning til spørgsmålet.
Jeg ved, at Guds ord, Guds ånd og også bøn og forbøn har en mægtigt virkende kraft, som kan hjælpe dig og dit liv. Jeg synes, du skal gå i den retning, i retning af Gud.
Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har behov for det. Du må gerne kontakte mig igen. For øvrigt vil jeg også bruge denne anledning til at ønske dig og din familie, samt alle min Brevkasses læsere en rigtig glædelig jul.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Skizofreni næsten væk

Kære Orla
Du har bedt for mig flere gange på møder og mest gennem salvedugen, og jeg fik det lidt bedre hver gang.
Min skizofreni er næsten væk sammen med min paranoide tilstand.
Angsten er også mindre, og jeg er glad her op til jul. For eksempel har jeg lavet noget, jeg ikke har kunnet gøre før. Jeg er taknemmelig til Gud og til dig. Men du må gerne bede for mig lidt mere. Derfor sender jeg salvedugen, så du kan bede for mig på den måde. Jeg sover også lidt bedre om natten med Guds hjælp.
Mange tak og hilsen fra A.

Min oplevelse:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Prostata er i bedring

Kære Orla Lindskov
Jeg har den glædelige meddelelse, at mit prostata antigen (mål for grad af cancer) ved en blodprøvekontrol viste sig at være halveret (faldet fra 17 til 8.89), hvilket jeg tilskriver din behjertede forbøn i Jesu Kristi hellige navn.
Lægerne kalder det naturligvis for ”uforklarlig spontan remission”. Og til journalen dikterede sygehuslægen blot: – Patienten selv siger, at det nok skyldes ”kristen forbøn”, hvilket i henhold til lægens diktat netop skulle anføres i ”citationstegn”, da det efter lægens opfattelse måtte stå for patientens egen ”regning”. SOLI DEO GLORIA, siger jeg bare (Gud alene æren).
Det minder mig om, at jeg for nylig har læst nogle beretninger fra mennesker, der har oplevet besøg af Gud. Således blandt andet fra en kvinde, der var meget nervøs for en operation, der skulle finde sted den efterfølgende dag. Om natten fik hun besøg af Jesus, som beroligende sagde til kvinden: ”Husk at det er mig, der er den egentlige overlæge her på sygehuset. Uden mig kunne lægerne slet intet udrette.”
Med taknemmelig hilsen, og glædelig jul fra
En prostata patient

Vores oplevelse:

Nyder de ældre år

Kære Orla Lindskov
Min mand og jeg nyder stadig de dejlige ture ud i skoven og ud i naturen, og vi er meget taknemmelige for, at han fik sine led og ankler helbredt for gigt gennem en salvedug fra dig.
Der kan altså ske noget godt, også i de ældre år.
Du ønskes fortsat Guds rige velsignelse over dit arbejde i tjeneste for Gud og din næste.
En hilsen med ønsket om en glædelig jul fra
En taknemmelig hustru


Artiklen fortsætter efter annoncen: