Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Spørgsmål:

Hvad er det at salve?

Kære Orla Lindskov
– Hvad mener du, når du taler om olie og om at salve med olie?
Det vil jeg gerne vide lidt mere om.
Kærlig hilsen
Olivia.

Svar :

Bibelen taler om olien
som symbol på Helligånden

Kære Olivia
Jeg mener det samme, som Bibelen taler om en hel del steder, nemlig olien som billede på eller som symbol på Helligånden. Pladsen tillader mig ikke et dybere bibelstudium for at vise dig dette. Men lad mig komme med en to-tre henvisninger:
Da profeten på Herrens befaling gav sig på vej for at kåre en ny konge over Israel, tog han oliehornet med sig. Da han traf den, som Herren havde udvalgt, tømte han oliehornets indhold over hans hoved. Bag denne ydre ceremoni lå der en forunderlig indre realitet: – lige så virkeligt som profeten lod denne salveolie flyde over mandens hoved, lige så virkeligt lod Gud sin Helligånds livgivende strøm flyde ind i mandens indre.
Vi læser også i Det Gamle Testamente, at da salmisten skulle beskrive sin åndelige fornyelse, skrev han: – ”Du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over.”
Og i Det Nye Testamente skriver Paulus: – ”Og den, som salvede os, er Gud, der også har sat sit segl på os og givet os Ånden som pant i vore hjerter.”
Så Olivia, når jeg taler om olie og om at salve med olie, så er der en virkelighed bag det, nemlig Guds egen livgivende og helbredende Helligånd.
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Kan jeg vaske den?

Kære Orla Lindskov
Jeg har netop modtaget det nye nummer af Udfordringen i dag, og jeg er simpelthen så glad for din Brevkasse.
Også mange tak for salvedugen, som du sendte til mig for et par måneder siden. Jeg har det bedre nu, men jeg vil meget gerne bede om din forbøn endnu engang, for jeg vil selvfølgelig gerne have det endnu bedre og være helt rask.
Hvordan skal jeg bruge salvedugen? Kan jeg godt vaske den?
Som du skrev i et svar i et tidligere nummer af Udfordringen, så er salvedugen jo et symbol, men alligevel …
Kærlig hilsen og godt Nytår fra
En glad læser

Svar:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sådan bruger du salvedugen

Kære glade læser
Tak for dit glade og opmuntrende brev.
Jeg forstår godt, at du gerne vil være helt rask. Det er faktisk også det, jeg sigter imod, hver gang jeg beder for en syg.
Nogle gange kommer helbredelsen med det samme ved forbøn. Men andre gange kan en helbredelse fra Gud og Jesus Kristus strække sig over tid. Det kan der være mange forskellige årsager til.
F.eks. kan der være indre forhold, som skal helbredes, før den syge er i stand til at modtage fysisk helbredelse.
Disse indre forhold kan være fx sår og traumatiske oplevelser, som ligger og blokerer for helbredelse, ofte uden den syge selv er bevidst om dem.
Jeg ser det på denne måde: Gud er i Jesus Kristus altid parat til at frelse og helbrede mennesker. Men det er ikke alle mennesker, der er parat til at modtage frelse såvel som helbredelse på det givne tidspunkt.
Vi mennesker kan nemlig lukke af og begrænse vores liv på mange måder i forhold til Gud. Ofte sker det helt ubevidst. Det kan være på grund af mindreværds-følelser.
Det kan skyldes, at vi helt fra barnsben er blevet vænnet til at have fokus på vores egne begrænsninger og manglende evner, frem for at have fokus på Guds storhed og rigdom. Vi skal i den forbindelse blot huske, at det vi tror på og har fokus på, det får vi mere af. Det er troens lov. Dette har fået mange menneskers liv, også kristnes liv til at gå nedad i stedet for opad.
Du spørger også om, hvordan du skal bruge salvedugen?
Der er mange muligheder. En, der led af dårlig ryg, gik med den tapet til ryggen. En anden, som havde psykiske problemer, gik med den i lommen om dagen. Mange har salvedugen liggende under hovedpuden om natten. Andre igen har den liggende under lagenet nær det sted på kroppen, hvor de har brug for helbredelse. Men man kan ikke sige, at den ene måde er mere rigtig end den anden. Brug salvedugen på den måde, som du tror, er den bedste for dig.
Du kan godt vaske salvedugen. Sagt humoristisk: – der findes ikke noget vaskepulver, som er stærkt nok til at vaske den helbredende kraft ud af salvedugen. Den kraft, der er i salvedugen, er nemlig en åndelig kraft. Det er Helligåndens kraft, som udgår fra Jesus. Denne kraft bliver knyttet til salvedugen gennem bøn og tro. Derfor kan du som sagt trygt og roligt vaske din salvedug.
Salvedugen er som sådan blot en genstand, vi støtter vores tro til. Det samme er salveolien. Der er mange eksempler i Bibelen på, at mennesker fik noget konkret at støtte deres tro til. Jesus lavede dynd og smurte det på den blindes øjne. Paulus’ tørklæder og bælter blev bragt til de syge o.s.v. Disse konkrete ting har ikke nogen kraft i sig selv. De er ikke magiske.
Med venlig hilsen og ønsket om et velsignet nytår til dig og til Brevkassens øvrige læsere.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:

Smerter over lænden

Kære Orla Lindskov
Jeg har før skrevet til dig om en salvedug, når jeg var plaget af smerter, og det har altid hjulpet, når jeg fik salvedugen.
Nu er det skidt med mig igen, og jeg er igen plaget af smerter over lænden. Det er særlig over lænden og i bækkenpartiet, og smerterne stråler ned i benene. Nu vil jeg så bede dig om at sende mig en ny salvedug.
Med hilsen og ønsket om et godt nytår fra J.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Svar:

Salvedugen er håndarbejde

Kære J.
Jeg er glad for at høre, at den forrige salvedug hjalp dig, og jeg har også sendt dig en ny. Men jeg vil dog bede dig om at passe på salvedugen, som du nu har fået.
Salvedugene er nemlig håndarbejde udført af en billedkunstner. Det er faktisk forbundet med omkostninger, og det tager tid for hende at få salvedugene fremstillet.
Så hvis du igen skulle få brug for forbøn, så send salvedugen tilbage til mig til fornyet forbøn. Det koster ikke noget, men husk at medsende en frankeret svarkuvert.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov