Norea sendte første gang for 40 år siden

Her er Norea Radio Danmark. Vi byder velkommen til den første danske udsendelse fra Norea Radio. Der vil blive sendt på dansk hver mandag kl. 18 på 31 meterbåndet. Som indledning til denne aften skal vi lytte til sangen ”Frem haster en dag så herlig og stor”.

Norea Danmarks daglige leder, Ole Sørensen, sammen med medarbejderne Britta og Berit. Nu sender de bl.a. internet-radio.

Sådan begyndte den første udsendelse den 2. februar for 40 år siden – i 1970.
Norea var pionér inden for kristent radio-arbejde. Norea Radio Danmark havde direkte taget navnet efter det norske forbillede, Norea, som man samarbejdede med.
Den første danske udsendelses hovedindhold var simpelten en andagt af Luthersk Missions daværende formand Aage Jensen fra Gram i Sønderjylland. Bibelteksten var fra Mattæusevangeliet kapitel 25 om verdensdommen.
Sådan lavede man kristen radio dengang. Det handlede først og fremmest om at forkynde. Radioen var en elektronisk talerstol. En måde at komme ud med evangeliet.
Aage Jensen sagde bl.a. ”Dette er ord, som er ilde hørt i vores tid, men de står i vores Bibel og er ikke til at komme udenom”.

Fra Monte Carlo

De første mange år blev de danske udsendelser sendt fra kortbølgesenderen i Monte Carlo på grund af Danmarks Radios monopol, som først senere blev brudt med nærradioerne.
Monte Carlo-senderen var under anden verdenskrig blevet bygget med det formål at sende nazistisk propaganda. Men fra 1960 sendte den i stedet kristne radioprogrammer på mange europæiske sprog – en årrække altså også danske programmer.
70’ernes kortbølge-udsendelser var krydret med støj fra atmosfæriske forstyrrelser. Men for de kristne danske lyttere var det lidt af et mirakel, at de nu endelig kunne høre kristne forkyndende udsendelser i deres radio.

Fra kortbølge til net

Norea Radio fulgte med udvikling fra kortbølgeradio over mellembølgeradio og lokale FM-stationer til i dag, hvor Norea siden 2008 har sendt WebRadio over internettet.
WebRadio er i modsætning til ”gammeldags radio” næsten i cd-kvalitet. Kvaliteten er på højde med de moderne DAB-radioer. Norea har valgt at kalde det WebRadio, nogle kalder det WiFi radio, andre kalder det Internetradio.
WebRadio/Internetradio adskiller sig fra DAB og alm. analog FM-radio ved at bruge internettet og ikke radiobølger gennem luften, fortæller Ole Sørensen, som er daglig leder af Norea.
– I dag sælges apparater i mange forskellige udformninger, som kan modtage internetradio. Tiden, hvor man var henvist til PC’eren for at lytte til WebRadio, er for længst forbi. Internetradio/WiFi radioer kan i dag købes i supermarkeder og radio/tv-butikker.
I dag kan man på en internetradio finde mange tusinde radiostationer. 90 % af alle danskere har adgang til internettet og kan dermed også lytte til WebRadio fra Norea Radio. Danskerne er da også begyndt at få øje på internetradioens mange muligheder, hvilket afspejler sig i et stigende salg af internetradioer. Mange mobiltelefoner er også i dag i stand til at modtage WebRadio fra bl.a. Norea.
Programfladen på Noreas WebRadio går fra bibelundervisning over foredrag til lette programmer med meget musik. Radioen vågner kl. 8 om morgenen og sender til kl. 23 hver aften, i weekenden dog lidt længere.

Radio-mission

På den internationale scene har Norea været aktiv helt siden oktober 1971, hvor man begyndte et 30 år langt samarbejde med Jancu Moscovici om at producere radioprogrammer til Rumænien, der dengang var kommunistisk.
I dag er Norea involveret i radiomission på 24 sprog i Europa, Asien og Afrika. Hertil kommer samarbejdet med SAT-7 omkring tv i Mellemøsten og Nordafrika, fortæller Ole Sørensen fra Norea.
Henri