Ikke noget for sladdertasker?
Så vidt det har kunnet konstateres, er der ikke tidligere på dansk udgivet en bog om sladder. Det kan undre, da vi jo ellers er begavet med en H. C. Andersen, der i en af sine historier kraftigt bedyrer, at en lille fjer godt kan blive til fem høns! Og var det ikke hos Kierkegaard, at man kunne se løgn og sladder omtalt som tvillingsøstre? Ligesom det heller ikke må glemmes, at den del af ugepressen, der har de højeste oplagstal, er stærkt sladder-baserede.I kristent regi er talen om sladder heller ikke lige det emne, der ligger først for. Det er, som om der går en skamfuldhedens sky ned over folk, når emnet en sjælden gang forsigtigt bringes på bane. Jeg tror, det er tabu. Men det hverken må eller bør det være. Derfor har det stor signalværdi, at Birgitte Dinesen Delfs nu på eget forlag har udgivet denne bog. Så vidt, så godt.
Jeg kan således fuldt ud tilslutte mig forfatterens egne ord: Jeg er sjældent enig i alt, hvad en forfatter fremkommer med af tanker eller idéer, men hovedbudskabet kan grundlæggende være godt nok (s. 66). Jeg er fuld af sympati over for bogens projekt: på bibelsk baggrund at give kristne undervisning og vejledning i, hvad man siger til hvem, hvordan og hvornår. Hun opfatter selv sit budskab som profetisk tale (i betydningen sandt og givet i kærlighed) og henviser samtidig til Paulus ord om modenhedens nødvendighed både i kirken og hos den enkelte kristne. En modenhed, der er uforenelig med sladderens tyranniske fremfærd.
Bogen er naturligvis skrevet med harme som delvist brændstof, men også med bedrøvelse som ingrediens. En bedrøvelse, forfatteren fandt beskrevet i Esajas 59,14-18, og som hun netop kunne forbinde med sladder og bagtalelse.
Desværre må jeg tage afstand fra bogens meget uforsonlige holdning, som også risikerer at virke mod hensigten. Så selv om jeg som sagt sympatiserer med bogens idé og hovedbudskab, tror jeg desværre ikke, den vil finde mange læsere eller lyttere. Dertil bringer den nok for mange i forsvarsposition. Med andre ord: lidt mere dialog-vilje ville formentlig have fremmet den gode sag.
Birgitte Dinesen Delfs:
Så hold dog MUND!
69 sider 185 kr.
Forlaget Klippen