Tv-reklamer for Udfordringen
I disse uger kan seerne på DK4, Kanal København og en ekstra prøvekanal se reklamer for Udfordringen.Det er første gang, Udfordringen forsøger at skaffe nye læsere med tv-reklamer.
– Vi har altid som mål at nå længere ud end de kirkelige kredse. Derfor annoncerer vi også jævnligt i kupon-hæfter, som uddeles til husstande i hele landet, fortæller redaktør Henri Nissen.
– Vi har ikke hidtil brugt tv-reklamer, fordi det i starten var meget dyrt. Men med de mange kanaler er priserne blevet mere overkommelige – hvis man ikke lige skal ind på TV2. Vi har valgt at prøve med to ugers reklamer på DK4, som vi tror har mange tænksomme læsere i vores målgruppe. Det er ikke den mest sete kanal, men den er næsten landsdækkende, siger Henri Nissen. I alt sendes reklamen her 40 gange.
– Desuden har vi lagt reklamen ind før og efter Familie Kanalen på Kanal København. Disse programmer har også et kristent indhold, så det er oplagt at knytte til ved dem. Og endelig er vi med på en digital prøvekanal, som sender i Københavns-området, siger Henri Nissen.
I alt vises reklamen ca. 100 gange i de to lokale kanaler, som desværre ikke kan modtages af alle, fordi de kræver husantenner (eller at de er lagt ind på fællesnet).
Men de 24 timers programmer på prøvekanalen sendes også på hjemmesiden KKR-tv.dk.
Budskabet i reklamen – som kan ses på Udfordringens hjemmeside – er: Prøv Udfordringen gratis i to måneder.
Håbet er, at de nye læsere så får smag på avisen med de kristne nyheder.
John