Bøn og banan…

I mandagens afsnit ser man mig bede sammen med de andre deltagere…Jeg siger tak for en fantastisk dag, hvor vi havde vundet mad og telefonopkald til DK. Jeg siger tak for det, Gud gi’r os, selvom det måske ikke er så meget, som vi får i Danmark, og at det måske må hjælpe os til at sætte lidt mere pris på det. Jeg be’r om, at vi må bevare os selv og tælle til mere end 10, så vi kan være overfor hinanden, som vi inderst inde ønsker, og som vi måske havde planlagt hjemmefra.
Når jeg sidder og ser det, kan jeg godt tænke, at det der bare slet ikke hører hjemme i Robinson, og sådan tror jeg også andre kan tænke. I samme scene som min bøn ved aftenbålet hører man også nogle af mine holdkammeraters taktiske overvejelser, og det hele slutter af med, at jeg siger ”i Jesu navn, Amen”.
Den scene fortæller måske egentlig meget godt, hvad Robinson er, for Robinson er det, vi deltagere gør det til. Det vil sige, at jeg har ligeså meget ret til at fylde programmet med det, jeg synes er fedt, som alle andre. Så det er ok ikke at bagtale, svine folk til og brokke sig, selvom det måske er det, Robinson har fået mest ry for at være garant for.
I min ansøgning til Robinson skrev jeg, at jeg ønskede at vise en positiv måde at leve på, som også kunne udleves under lidt mere ekstreme forhold. I Danmark er det ofte dem, der stikker næsen længst frem, som folk lytter til. Derfor syntes jeg også, at der skulle en person med vinderchancer med, som ikke nødvendigvis også var et stort røvhul.
Hvis alle folk er klædt ud som agurk, er det ikke også nødvendigvis min opgave at klæde mig ud som en agurk, men måske som en banan. Jeg ved ikke, hvor meget jeg har fået lov til at præge de andre og programmet. Du ved heller ikke altid, hvor meget du præger folk, når du er sammen med andre. Men eet ved jeg. Hvis vi tør at være banan bare en gang imellem og lader Gud få lov til at hjælpe os, så kan andre se, at der er et alternativ.

Tør du og jeg at være banan i dag?