Arvid ’tegner’ Jesus

Lovsang er at tegne et billede af Jesus, siger lovsangslederen i Århus Valgmenighed, Arvid Asmussen, som netop har udgivet sit første album, ”Hører du min sang?”Arvid Asmussen så et billede af Jesus blive tegnet, da han bad. Han vil gerne skrive ærlige sange, der tegner hele kristenlivet i et nyt og friskt sprog.

Arvid Asmussen holdt release-koncert på sit nye album i Århus Valgmenighed i mandags.

– Jeg så et billede af, at Jesu ansigt blev tegnet som sådan en slags blyant-tegning. Jo mere jeg så, desto tydeligere trådte han frem, og jo flere detaljer var der i hans ansigt. Der kom mere perspektiv og dybde – det var en lang progression, som ikke stoppede, fortæller Arvid og tilføjer:
– Jeg tror, at det er sådan, det er som kristen. Vi ser ham mere og mere, som den han er.
Det fik Arvid til at skrive sangen ”tegningen”, som er den første sang på hans nye album, ”Hører du min sang?”.
– Sangen udsprang af et visuelt udtryk, så jeg kontaktede Arnt Uhre (som maler Kristus-billeder, red.), og sammen lavede vi en musikvideo til sangen, hvor han laver en kul-tegning af Kristi ansigt.

Fik guitar af Gud

Arvid er lovsangsleder i Århus Valgmenighed, men han begyndte med at lede lovsang i sin cellegruppe.
Da han egentlig er trommeslager, havde han ikke selv en guitar og måtte låne sig til en hver gang. Derfor bad han Gud om at give sig en guitar – og det gjorde Gud.
– En af mine venner glemte sin guitar på banegården og tænkte, at hun nok aldrig fik den igen. Den var som tabt for hende. Så hvis hun fik den igen, ville hun give den væk.
Og det gjorde hun. Arvid har den stadig, selvom han nu bruger en nyere og bedre guitar. Men han vil gerne give den videre til en anden, ligesom han selv fik den som en gave.

Ærlige lovsange

Meget er sket siden da. Arvid har skrevet en del lovsange. ”Lad din godhed” og ”Jesus, du er verdens håb” er nok de mest kendte.
På sommeroase oplevede han, at flere hundrede mennesker sang ”Lad din godhed”. Han følte det som en bekræftelse på, at Gud havde givet ham en gave, men samtidig var det også udfordrende for ham at høre sin egen sang.
– Jeg synes ikke, at jeg på det tidspunkt var et sted i mit liv, hvor det med at vente på Gud var noget, jeg var specielt god til. Og jeg tænkte: hvad tænker folk om mig, når jeg har skrevet denne sang? Tror de, at jeg er sådan en, der er fantastisk til at holde andagt og stilletid med Gud, at jeg er så hellig og gudfrygtig?
– Måske er det også derfor, jeg har haft lyst til at lave disse ærlige sange, hvor jeg giver mig selv lov til at udtrykke svaghed. Jeg synes, at det ville være det mest ærlige og rigtige. Hvis ikke de sange var med, ville jeg føle, at det ikke ville være hele mig, fortæller Arvid om sangene på det nye album, som rummer kærlighed og håb, men også spørgsmål og klage. Fx er titelsangen ”Hører du min sang” et langt spørgsmålstegn til salme 139.

Hele kristenlivet

– Det har været mit mål at skabe en plade, som kommer hele vejen omkring. For sådan er vores liv jo. Det er med forbillede i Davids salmer, David, som også har skrevet mange klagesange og spørgsmål, fortæller Arvid.
Han mener, at folk, som ikke er helt afklaret med Gud, kan have svært ved at synge med på mange af sangene i kirken.
– Min kone og jeg havde engang en cellegruppe for søgere, og der var få sange, som man kunne forvente, at de kunne synge med på. Jeg har også mødt mennesker i sorg, som ikke kunne finde udtryk i lovsangen, der rummede deres smerte og spørgsmål til Gud. Der dækker vores lovsang måske ikke nok.

Nye ord og udtryk

Arvid forsøger også at bruge nye ord og vendinger i sine sange.
– Der er noget i det bibelske sprog og de bibelske billeder, som jeg har sunget så meget, at jeg næsten ikke kan høre det længere. Det er ikke, fordi vi bare skal skrotte det, men vi bliver nødt til at holde udtrykket friskt, så Guds ord får lov til at blive tydeligt for os selv, forklarer han.
I sangen ”tegningen” synger han fx, at han vil give Gud sin ”udelte opmærksomhed”.
– Det er ikke, fordi det er den dybe tallerken. Jeg synes bare ikke, jeg har hørt det i en lovsang før – jeg har hørt ”jeg vil give hele mit liv til dig”. Men jeg har sunget den vending så mange gange, at jeg helt glemmer, hvor radikalt det er.
Et andet sted har han skrevet ”I din bolig har jeg helle”.
– Ligesom helle, når man leger ’ta-fat’, hvor man er i tryghed og kan vide sig sikker og beskyttet, forklarer Arvid.
– Når jeg snakker om Guds hus som et sted, der er helle for mig, lægger det ikke en ny mening til, hvordan jeg opfatter Gud, men det åbner det op igen på en ny måde.

Lovsang former os

– Jeg tror, lovsang er noget af det, der former vores spiritualitet allermest, måske mere end prædikener, så jeg føler et virkelig stort ansvar for det.
Selvom der er flere af mine sange, som kan siges at være subjektive, så forsøger jeg altid at referere eller omskrive noget fra Bibelen. Det er også en måde at smide sig lidt på sikker grund, føler jeg.
Jeg skal ikke opfinde et nyt gudsbillede. Jeg skal bare udfolde det billede af Kristus, som allerede er tegnet for os i Bibelen og så give nogle nutidige og ærlige billeder på, hvordan vi forholder os til Gud, slutter Arvid.