Min Mor…

Klokken er blevet mange. Aftenens afsnit er for længst forbi, og mens jeg sidder her og stykker en 20-30 liniers skrift sammen, ligger min mor i min seng, 7 timer før hun skal flyve til Grønland, og glæder sig over sin vel overståede TV-debut.
Min mor kom i fjernsynet i aften. I kappestriden var der udlovet en præmie, som alle ville kæmpe som vilde dyr for at få fingrene i: Videohilsener hjemme fra. En mudderdyst, hvor det gjaldte om at samle mest mudder i sin spand, afgjorde udfaldet. En fed dyst, som selvfølgelig kun blev bedre af, at jeg vandt, og foruden videoer sikrede mig immunitet i det næste Ø-Råd.

Videoerne blev smidt i maskinen efter solnedgang, og jeg kunne så sidde der med mine 3 indbudte gæster, og nyde forestillingen. I min video ser man et (lidt ældre) billede af min mor, mens man hører hendes stemme igennem en telefon. „Husk at tælle til 10, eller endnu bedre; sig „Jesus, Jesus“ 5 gange, så får du og dine omgivelser det bedre“. Disse var nogle af de udvalgte ord til videoen, og tillad mig så her at stille dig et spørgsmål: Kender du det der med at krumme tæer på sine forældres vegne? Min mor kunne da jeg var mindre finde på at bede for turen inden hun skulle køre os fodbolddrenge til kamp, pinligt!..? Den dag i dag kan hun stadig gøre mig flov. Til afskedsfesten for „Specialistholdet“, hvoraf jeg nu er den eneste overlevende, valgte min mor at holde en tale. Der stod jeg så i hjørnet med korslagte arme og anspændt mine, mens min mor stod og ønskede os alle Guds velsignelse, og et løfte om, at hun ville bede for os.

Uanset hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid være en dreng i min mors selskab, men forskellen fra da jeg var mindre til nu er væsentlig. Jeg ved nu, at hun ofte har ret og glæder Gud og folk med de ting hun gør, men jeg er stadig ikke god til at indrømme det overfor hende, og jeg tør (næsten) kun skrive det her fordi jeg ved hun befinder sig på Grønland på torsdag. Langt væk fra den nærmeste „Udfordringen“.
Det kan og vil være svært at give dem al den credit de har fortjent de kære forældre, og „Ær din Far og din Mor“ vil være en god slutreplik. De 20-30-40 år ekstra de har i forhold til os, må give et eller andet, det håber jeg da selv. Lad os øve os i at sige tak til dem, det kan sagtens lade sig gøre, også med krummede tæer.