Gud er aldrig ligeglad
Anders Jensen er sognepræst ved Ansgarskirken i Aalborg.Hvis man lige har oplevet et eller andet rigtig spændende, som man brænder efter at dele med andre, så er det irriterende, hvis man bare bliver mødt med ligegyldighed og trækken på skulderen.
Det er nedslående med mennesker, som man ikke kan imponere med noget som helst. Mennesker som bare er ligeglade og uden reaktion.
Det er det billede, Jesus giver af sin samtid i Israel. Med hvad skal jeg sammenligne jer, spørger Jesus og så vælger han at sammenligne dem med sure børn, der hverken gider lege det ene eller det andet. Bryllup gider de ikke lege og heller ikke begravelse. Sådan er det med jer, siger Jesus. I er hverken til at hugge eller stikke i. Først kom Johannes Døberen til jer. Han ville have jer til at tænke alvorligt over tingene. Han advarede jer mod den synd, I sidder fast i. Men det var for voldsomt for jer, så I vendte ryggen til ham. Nu kommer jeg, siger Jesus, og prædiker budskabet om syndernes forladelse, kærlighed, glæde og fred. Jeg spiller fløjte for jer, byder op til dans, indbyder jer til kongesønnens bryllup; men det duer åbenbart heller ikke. Lige meget, hvem Gud sender, vil I ikke høre på ham.
Mange af disse mennesker havde nok en overgang været betaget af Jesus og det, han sagde og gjorde, men disciple blev de ikke. De ville ikke gå til ekstremer, men holdt sig til midten. De var ligesom børnene, som ikke kan gøres tilfredse, som sidder på torvet og keder sig – uanset hvad man foreslår, er de sure og ligeglade.
I virkeligheden afviste de Jesus, fordi de ikke kunne se, hvad de skulle bruge syndernes forladelse til.
Man kan næsten ikke lade være med at tænke på, hvad Jesus kunne finde på at sige om vores folk. Vi tilhører et folk, hvor det kristne evangelium er blevet forkyndt i tusind år. På en stor runesten i Jelling står der, at Harald Blåtand gjorde danerne kristne; og hver gang vi ser Dannebrog, bliver vi mindet om, at vi har et kors som symbol for vores danskhed. Rundt omkring i vort landskab kan vi se den ene smukke landsbykirke efter den anden, og vi siger, at den danske kultur bygger på den kristne arv.
Men sagen er jo nok, at for flere og flere danskere er den kristne arv ved at blive et fortidsminde på linje med den store runesten i Jelling. Vi er glade for den som et kulturmindesmærke, men den har ingen betydning for vores daglige liv. Kaj Munk siger et sted: Alle vil gerne tro på vor Herre, men helst ikke for meget.
Gud er aldrig ligegyldig over for os, han er aldrig ligeglad. Igen og igen vil han vække os fra ligegyldigheden, for at vi kan få glæden af alt det gode, som han vil give os. I vores dåb kom han første gang for at sige: Jeg holder af dig, sådan som du er, uden at du skal gøre dig fortjent til det. I vores bibel finder vi ord for, hvordan Gud vil gøre godt imod os; om den kærlighed og tryghed jeg kan finde hos ham, uanset, hvor skævt livet former sig for mig. Og når vi samles ved nadverbordet kommer han igen for at sige: Jeg ser dig, du betyder noget for mig.
På trods af vores ligegyldighed vandrer Gud stadig på sin jord for at besøge os for at blive modtaget af os og for at give os så meget godt, for at frelse os. Lad os derfor åbne os for ham og give ham mulighed for at gøre godt imod os.
