Et menneskeliv taler

Den kristne tro har op gennem historien fastholdt, at Gud ”talte” gennem Jesus, ikke kun ved de ord Jesus talte, men gennem den måde, han levede sit liv på. Michael L. Lindvall
Amerikansk præst
og forfatter

Hans barmhjertige helbredelse af syge, hans forargelige samvær med de udstødte og synderne, hans manglende overbærenhed over for hykleri, hans villighed til at give sig fuldt og helt for andre, ja, hele den måde, han levede på, forstås som et billede på Guds sande natur udtrykt på menneskevis. Således har kristendommen gennem historien fastholdt den forståelse, at Jesus “åbenbarer” Gud. Pr. definition er Gud naturligvis uden for rækkevidde af menneskelig forståelse; alligevel er den traditionelle kristne forståelse af Jesus den, at han er Gud, personificeret som menneske. Det vil sige: Gud talte til os på det eneste sprog, som vi virkelig kan forstå, det sprog, et menneskeliv som vores taler.
Kristendommen har gennem tiderne opfattet lidelseshistorien, døden og opstandelsen som den definitive historie om, hvordan Gud elsker verden. Et berømt vers i Johannesevangeliet siger det ligeud: “For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn.” Jesu lidelse og død afspejler dybden af den guddommelige kærlighed til menneskeverdenen. Gennem lidelseshistorien og korset erklærer Gud, at han ikke kun er med menneskene i livets glæder, men også i vores smerte og tab; og korset bliver derigennem forstået som noget, der på en eller anden måde genopretter det fremmedgjorte forhold mellem Gud og menneskeheden.
Denne forståelse førte i den kristne historie til, at Jesus ikke kun kaldes ”Herre” men også ”Frelser.” Det sidste ord i historien om Jesus er ikke lidelse og død. Den sidste, ultimative erklæring er ordet “liv.” I årene efter Jesus blev den største dag i den kristne kalender ikke langfredag, men påskedag med sin kompromisløse erklæring om, at Gud mere end alt andet er livets Gud.
Endelig, og måske mest afgørende, har kristendommen op gennem historien ikke kun forstået Jesus som grundlægger af den kristne tro, men som en stadig levende tilstedeværelse i verden og i den enkeltes liv. Opstandelsen bekræfter ikke kun livets triumf; den lover også, at Jesus er mere end et dødt minde. Han er Guds stadige og vitale nærvær i livet og i historien. Således har kristendommen i tidens løb ikke opfattet historien om Jesus som afsluttet, men vover derimod at tro på, at Gud i Jesus fortsat lever og handler – især gennem dem, der følger ham – idet de, med eller uden held, kæmper for at leve, som han levede, at elske, som han elskede, og give sig selv, som han gav sig selv.
Fra bogen ”Hvad Jesus gjorde”
af Michael L. Lindvall.
Forlaget Scandinavia.