Stille og stærk roman

Ann Tatlock fortæller i sin roman ”Jeg vil holde øje med månen” en gribende historie om tro og tvivl og kærlighed.”De elskede ikke desto mindre hinanden, fordi de delte et bånd af tillid og fortrolighed. De var forenet i deres tårer og deres vrede og deres håb.”Sådan siges der om Catherine Tierney og Josef Karski. Catherines far sendte hende til en tante og hendes mand, da moderen var død, og hun genså aldrig sin far igen. Hendes stedfar misbrugte hende seksuelt. Hendes senere mand var hende utro. Hun oplevede et liv fyldt med svigt og mistede troen på Gud.
Josef blev reddet fra lejren i Dachau efter at have opholdt sig en stor del af krigen i Auschwitz. Han havde været med i den polske undergrundshær. Han led mange kvaler i lejrene, men overlevede mirakuløst for efter krigen at finde ud af, at hans kone, hans datter, hans søn og flere andre familiemedlemmer var blevet dræbt af nazisterne. Trods disse lidelser mistede han aldrig troen på Gud.
I USA flytter Josef ind i det pensionat, som Catherine driver sammen med sin søster, og bliver en stor hjælp for hele familien, da Catherines søn Dewey får polio. Josef har bevaret troen på grund af en samtale med en rabbiner, han mødte i Auschwitz. Historien er fortalt af Catherines datter, Nova, Deweys lillesøster.
Det er en velskrevet, stille og rørende roman uden at være sentimental. Men det er også en fængslende roman, en gribende roman, som jeg varmt kan anbefale. Det er en roman om tro og tvivl, om Guds trofasthed trods alle odds, en kærlighedsroman, der udvikler sig meget anderledes, end man forventer undervejs.

Ann Tatlock:
Jeg vil holde øje med månen
368 sider • 249,95 kr.
Lohse