500 år siden Luthers tro på Romerkirken krakelerede
I disse dage er det 500 år siden, dvs. engang i november 1510, at den da 27-årige Martin Luther sammen med en anden munk på vegne af sit Augustiner-kloster i Erfurt rejste til Rom for at forelægge et internt klosteranliggende for paven.
Af Jørn Nielsen
Forfatter og kommentator.
For Luther personligt var det en søgen efter mere fromhed og opnåelse af en klækkelig eftergivelse af skærsildens straffe, som også kunne erhverves på andres vegne. Luther nærmest beklagede, at hans forældre ikke allerede var i skærsilden, så at han ved religiøse fromhedsøvelser kunne udløse dem eller forkorte deres lidelser.
Luther var således på det tidspunkt endnu 100% loyal mod Romerkirken og drømte ikke om en fremtid som reformator eller ny kirkeleder. Han var dog ingenlunde en krybende, autoritetstro munk, men en reflekterende jurist fra universitet i Erfurt i 1505, samme år som han blev klosterbroder. Han var overbevist om, at Gud efter en dramatisk uvejrsoplevelse med lyn og torden tidligere på sommeren havde kaldet ham til munkelivet. Sankt Anna, hjælp mig! Jeg vil være munk! havde han råbt.
I de efterfølgende år havde han som præsteviet munk både celebreret sin første messe (1507) under overværelse af sin far, Hans Luther, og uddannet sig teologisk til at kunne undervise i Bibelen på universitetet i Wittenberg, hvor han senere tilbragte resten af sit liv.
Luther havde bedyret sin far, at Gud havde kaldet ham til klosterlivet, men fået til svar: Gud give, det ikke var Djævelen i forklædning! Det var ord, som aldrig slap Martin. Det var måske da, hans munketro fik det første, smertelige grundstød?
Hvad den unge fromhedssøgende munk imidlertid nu så i Rom, rev ham brutalt ud af alle illusioner om Rom som fromhedens højborg. Den var lige så rådden indvendig, som den udadtil imponerede med pomp og pragt. I folkemunde hed det da også, at den evige, men depraverede by var bygget oven over helvedet selv. Det spartanske, selvfornægtende munkeliv, han selv levede, genså han ikke hos sine nydelsessyge og umoralske munke- og præstekolleger, som ofte tog godt og vellystigt for sig af retterne sideløbende med en bespottelig indstilling til deres præstegerning.
Vore dages sørgelige sex-skandaler i den katolske kirke og dens skoler, nonne- og munkeklostre florerede også dengang, ej mindst hos renæssance-paverne, blandt hvilke pave Alexander VI (1431-1503) var den mest berygtede. Det naturstridige cølibat-løfte tog de mildt sagt ikke så tungt. Heller ikke dengang.
Luther var naturligvis ikke uvidende om alt dette, men var foreløbig overbevist om, at kirken som suveræn formidler af Guds nåde og helgeners fortjenstfuldheder ikke anfægtedes af visse medlemmers umoral. Luther var for optaget af sin egen frelse til at stirre sig blind på de gejstliges fejl og brist. For uden for Romerkirken og dens relikvier fandtes alligevel ingen frelse, og derfor måtte andres synder ikke distrahere ham. Han havde nok med at feje for egen dør, og hans fromhedsøvelser var da også næsten ved at tage livet af ham. Hvis en munk nogensinde skulle kunne komme i Himlen i kraft af sit munkeliv, måtte det blive mig, erklærede han senere i retrospekt.
I Rom skulle det religiøse højdepunkt være, at man på sine knæ kravlede op ad den hellige 28-trins Pilatus-trappe i marmor (hvor Jesus engang havde stået) – La Scala Santa som den kaldtes og bad sit Pater Noster (Fadervor) på hvert nyt trappetrin.
Dette berømte relikvie (trappen) fra Pilatus palads var efter sigende blevet fragtet fra Jerusalem i år 334 til Rom på foranledning af den kristne kejser Konstatins frue. Den besværlige trappeopstigning skulle så belønnes med så og så mange års eftergivelse af skærsildslidelser. Han kunne som sagt ikke udløse sine forældre, som stadig levede, men hans bedsteforældre kunne så i stedet komme i betragtning!
Da Luther omsider havde bedt sit sidste pater noster på det øverste trin, sagde han til sig selv: Hvem véd, om det forholder sig sådan? Et sundt tvivlens kim var plantet i hans sjæl. Selve evangeliet om retfærdiggørelse ved tro var endnu ikke dæmret for ham trods hans intense religiøsitet, men pilgrimsrejsen til Rom havde rystet ham. Ikke for tusind gylden vil jeg sælge den lykke at have set Rom, sagde Luther senere. For han var trods alt tilfreds med at have fået øjnene åbnet for vrangsiden af pavekirken. En afstandtagen, som i øvrigt moderne, katolske historikere er enige i.
I året 1512 tog han en doktorgrad i teologi, og i efteråret 1515, fem år efter det ulyksalige besøg i Rom, begyndte han at holde forelæsninger over Romerbrevet i Wittenberg. Man regner med, at det var omkring den tid, at han fik sit evangeliske gennembrud ved dybere forståelse af det kendte Paulus-ord Den retfærdige skal leve af tro (Rom. 1:17). Dette skete ved stilfærdigt studium af Skriften uden videre dramatik, men blev alligevel gnisten, der antændte den største og mest skelsættende, åndelige vækkelse i Europa. Den ydmyge munk forvandledes til en reformatorisk bulldozer, der satte den kirkelige dagsorden også i Danmark med lutherdommens indførelse i 1536.
Samtidig opstod selvstændige reformerte kirker i bl.a. Holland og Schweiz.
Tilbage bliver dog spørgsmålet: Er den kirke, som 500 år efter endnu bærer Luthers navn, fortsat en vækkende, reformatorisk kirke, eller er den trods orgelbrus og ritualer mere eller mindre blevet til et imponerende, men livløst monument?
Så kategorisk enten-eller kan spørgsmålet heldigvis ikke stilles. Inden for rammerne af den evangelisk-lutherske kirke har der op til vor tid og med mellemrum været åndelige vækkelser, som berørte og fornyede vore skandinaviske lande. Ikke som importerede vækkelser, men som friske Åndens vindpust, der blev formidlet af originale lutherske forkyndere, og som fik tag i folkesjælen. Her kan i flæng nævnes mænd som Danmarks Vilhelm Beck fra Indre Mission, Hans Nielsen Hauge i Norge og Rosenius i Sverige. Hvem siger, at ikke nye vækkelsesformidlere kan stå frem fra uventet hold? Både inden for og uden for den lutherske kirke! Længslen er sikkert latent til stede.
Et læserbrev:
LUTHER VILLE GIVE BAPTISTER DØDSSTRAF.
BAPTISTERNES REFORMATOR FORFULGTE JØDER.
SØREN KIRKEGAARD VAR INDÆDT ANTISEMIT.
Ville Luther slå alle baptister ned som hunde?
For nylig var der en debat i Kristeligt Dagblad (d. 23/8 og 30/8), som gik på, hvorvidt Luther have givet ordre til, at anabaptisterne skulle udryddes. Selv tror jeg, at den store reformator opfordrede til folkemord på den tids baptister. Men er det rigtigt? Mente han virkelig, at alle gendøbere skulle slås ned som hunde? Var det ikke kun de voldelige anabaptister, som skulle dræbes?
I sin salme: Vor Gud han er så fast en borg, taler han om djævle (anabaptisterne), der myldre frem på jord for at tage gods, ære, liv og viv. Var det ikke kun dem, han ville have renset samfundet for? Eller var det også den fredelige reformatoriske retning, der havde Dr. teol. Balthasar Hübmaier som leder, der var imod vold, krig og dødsstraf? Eller så han ligesom mange af vor tids forskere anabaptister som ét skidt? Det er i al fald sikkert, at lutheranernes reformator var baptisthader. Men det er også sikkert, at baptisternes reformator var jødehader.
Da Hübmaier virkede i den katolske kirke, bifaldt han 1516, at jøderne blev fordrevet fra byen, han var præst i, og at deres synagoge og huse i den blev brændt ned til grunden. Om han bibeholdt sit syn på jøder efter sin omvendelse til en radikal reformatorisk kristendomsforståelse, vil jeg ikke gøre mig klog på. Men han gik i al fald senere i modsætning til de andre reformatorer i døden for sit radikale reformatoriske og bibelske standpunkt, som gik på, at kirken skulle skilles fra staten, og at dåben skulle være bekendelsesdåb. Efter sin omvendelse blev han, hvis jeg husker rigtigt, også imod vold, krig og dødsstraf. Noget sådant var Luther ikke imod.
Og det var danske lutherske filosof cand. teol. Søren Kirkegaard måske heller ikke. Men ifølge en lærd mand, som har skrevet en tyk bog om den kendte dansker, som snart udgives, så er der ingen tvivl om, at Søren Kierkegaard var antisemit.
Det siger pressen også, at han var. Men er det rigtigt at fremstille den kendte samfundsrevser som en indædt jødehader? Måske. Men havde Balthazar H., Martin L. og Søren K. (ikke Krarup, men reformatoren) levet i dag, så havde de sikkert bare sagt undskyld. Men den mulighed har de ikke. Der er Lene E., Helle T. S. og Ole S. nu bedre stillet. Eller er de? Ifølge Johannesevangeliet er det Helligånden, der skal overbevise om synd. Men kan modstanderne, pressen og partifællerne ikke i dag klare den sag? Jo, men så bliver resultatet også derefter. Jeg syntes i al fald ikke, at alle politikernes syndsbekendelser og undskyldninger udsprang af en ærlig selverkendelse. De var nemlig mere motiveret af frygt for straf. Vælgernes straf end af noget andet. Men hvem krævede sådanne bekendelser og undskyldninger? Det gjorde politiske modstandere og pressen. Kierkegaard var antisemit. Men var han ikke bare et barn af sin tid?
Jeg vil gerne forsvare min verdenskendte landsmand. For han forsvarede mine baptistiske aner, som her i landet kæmpede for trosfrihed i 1840erne. Ordensmagten og lutherske præster sørgede dengang for tvangsdåb af baptist-børn. Samtidig idømte agtværdige dommere baptister lange fængselsophold, foranstaltede tvangsauktioner og anden statsautoriseret forfølgelse. Men noget sådant syntes Søren Kierkegaard ikke om. Derfor gik han til angreb på den kongelige autoriserede og privilegerede lutherske statskirke. Men præsterne fik af ham også det glatte lag. På mange måder har jeg meget sympati for både Martin Luther og Søren Kierkegaard, men når de taler om at dræbe baptister og forfølge jøder, så står jeg naturligvis af.
Men var de virkelig sådan? Mon ikke de kun, ligesom Ole Sohn, var børn af deres tid? Måske. De havde i al fald ikke været vidner til Hitlers systematiske etniske udrensning af jeg ved ikke hvor mange millioner jøder. Om Luther havde hørt, at der også var ikke-voldelige baptister, ved jeg ikke. Men hvis vor tids presse og teologiske/filosofiske modstandere kunne tage dem under behandling, så ville de sikkert kunne få både reformatorerne og den store filosof til at sige undskyld og til at bekende deres synder.
Henning Olsen,
baptistpræst, Aars.
