Ny formand for Etisk Råd går imod aktiv dødshjælp

Jeg skiftede mening, da jeg kom ud på hospicer, fortæller Jacob Birkler.
Det er en spændende ny formand, Det Etiske Råd har valgt til posten. Jacob Birkler er filosof, men ikke den højttravende af slagsen. Tvært imod har han haft fingrene i jorden i den komplicerede virkelighed som både flyttemand og truckfører. Og så har han besøgt uhelbredeligt syge og døende på hospicer og hospitaler, og det har gjort indtryk:
– Tidligere var jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, men jeg skiftede mening, da jeg kom ud på hospicer og hospitaler og oplevede, at det ikke gav mening i praksis, siger han til Kristeligt Dagblad.
Jacob Birkler er 36 år og cand. mag. i filosofi og psykologi fra Aarhus Universitet. Hans far, farfar og onkel var alle teologer, og det bevirkede, at unge Jacob Birkler fik livets store spørgsmål ind i blodet.
– De store spørgsmål har altid optaget mig, siger manden, der med de andre 16 medlemmer af Det Etiske Råd rådgiver ministre og folketing.