Ny andagtslitteratur
De to gamle missionsbevægelsers forlag har nyligt udgivet hver en andagtsbog, som begge trods alt skiller sig lidt ud fra så mange andre af slagsen.
Den første af dem er udgivet på Credo Forlag, Kristeligt Forbund for Studerendes forlag, der nu hører under Indre Misions forlag, Lohse. At det er Credo, der udgiver den, er der god mening i, idet det er KFS nuværende generalsekretær, Robert Bladt, der har skrevet den. Hans andagtsbog Anno Domini indeholder Daglige refleksioner over kirkeårets tekster.
Det fremgår af hans forord til bogen, at han som tidligere præst i en valgmenighed gennem kirkeårets tekster har oplevet at få værdifuld hjælp til livet med Gud, til at følge troens og livets vej. Og denne hjælp videregiver han fint i bogen med udgangspunkt i alle de tekster, der hører til 1. tekstrække – suppleret med indledende kommentarer til de tre store højtider og til perioderne i kirkeåret, fra advent til trinitatis.
Den anden andagtsbog, Ordet til liv og tro, kommer fra LogosMedia, Luthersk Missions forlag. Andagterne er skrevet af ægteparret Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen, tidligere mangeårigt præstepar på Fur.
Andagterne har allerede været trykt i Kristeligt Dagblads rubrik Ordet, som Frøkjær-Jensen-parret skrev gennem to år, og det er altså ca. halvdelen af disse, der nu er samlet i bogform. Der er 366 nummererede andagter, opdelt i temaer, og det er dagligt brød for troen, godt formidlet endnu en gang. –
Og så må det for god ordens skyld nævnes, at Bibelselskabet har udgivet grundbogen med et helt nyt, opdateret omslag og i to farver: den gule er standardudgaven, den lilla har også Apokryferne med.
NJV
Robert Bladt: Anno Domini
440 sider 299,95 kr.
Credo
Hanne og Flemming
Frøkjær-Jensen:
Ordet til liv og tro
386 sider 329,95 kr.
Logos Media
Bibelen 249,95 kr.
Bibelen med Apokryferne
299,95 kr.
Bibelselskabet