Kirken heler Zimbabwes sår
Interview med Fradereck Chiromba, der er præst og generalsekretær for organisationen Zimbabwe Catholic Bishops Conference.Zimbabwes sår skal heles, og det skal kirken hjælpe til med. Sådan fortæller Fradereck Chiromba. Han er præst og generalsekretær for organisationen Zimbabwe Catholic Bishops Conference.
Fradereck Chiromba deltog for nylig i en stor konference, hvor danske NGO´er og gæstetalere fra civilsamfundet i Zimbabwe debatterede, hvad der kan gøres for at bringe landet frem mod mere demokrati og større respekt for menneskerettigheder. I sin funktion af præst satte Chiromba fokus på kirkens rolle som fortaler for fred og forsoning i det uroplagede land.
Chiromba er en karismatisk herre. Rolig og fattet. En mand der vælger sine formuleringer med eftertanke, når snakken falder på den politiske vold.
Og det er ikke uden grund, for det er risky business at engagere sig i politik i Zimbabwe. Mange tusinde er dræbt under præsident Mugabes 30-årige regime, hvor vold og undertrykkelse har kendetegnet det land, som på papir kaldes for demokratisk.
Det har efterladt en blødende nation både åndeligt og fysisk, og sårene er langt fra helet:
Kirken forsøger at hjælpe med at overvinde den kulturelle vold ved at fortælle folk, at der er en alternativ måde at bilægge stridigheder på gennem dialog, forklarer Fradereck.
Nationen skal heles for al den uretfærdighed, som har været begået under kolonitiden og efter landets selvstændighed, forklarer Chiromba.
Og netop den nationale helings-proces står centralt i Fraderecks budskab:
Kirken arbejder for fred og forsoning. Det er en del af kirkens rolle at bringe folk sammen, at bidrage til at folk lever sammen i harmoni.
Selvom det lykkes at bringe de skyldige for en domstol, og selvom ofrene får erstatning, er vores ønske, at de stridende parter igen kan leve sammen som brødre og søstre, forklarer han og fremhæver, at mens civilsamfundsorganisationer forholder sig til de juridiske aspekter af helings-processen, ser kirken det som sin rolle at genskabe brudte bånd.
Samtidig kan kirken i Zimbabwe operere mere frit end de udenlandske NGO´er, da den ikke er underlagt landets nye NGO-lovgivning, som forbyder organisationer at arbejde med fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og emner relateret til politisk ledelse:
Kirken er allerede forankret i civilsamfundet, hvorimod NGO´er ofte først skal finde en målgruppe at arbejde for og med. Det giver kirken en komparativ fordel, forklarer han.
Zimbabwes forskellige trosretninger er gået sammen i en fælles union for at presse på for en national helings-proces. Sideløbende er den kirkelige sammenslutning i gang med at kortlægge konsekvenserne af landets tumulter og voldelige historie:
Freds- og forsoningsprocessen begynder med sandheden. Derfor nedskriver vi folks vidnesbyrd. Lytter til hvad der er sket med dem. Det er den første fase i arbejdet med sandhed.
Når først sandheden er etableret, vil der være indikationer på, hvilke områder der blot kræver tilgivelse, hvilke emner der skal for en domstol, og i hvilke situationer folk har behov for rådgivning eller traume-heling, forklarer Fradereck.
Valget sidste år bragte Zimbabwe et skridt nærmere sandheden. I 2009 lykkedes det landets opposition at komme til magten ved et særdeles voldelig valg, hvor Mugabe med al magt forsøgte at hindre et brud med hans mange år som enerådig monark.
Oppositionspartiet Movement for Democratic Change (MDC) fik 16 af parlamentets 31 pladser.
Det giver MDC mulighed for at sætte den politiske dagsorden og afvikle det undertrykkelsesapparat, som Mugabe har ladet vokse frem de senere år. MDC´s leder Morgan Tsvangirai blev indsat som premierminister og Robert Mugabe som præsident. Samlingsregeringens usikre og skrøbelige samarbejde skal blandt andet føre til en forfatningsreform og udskrivelse af valg i slutningen af 2010.
Fradereck forklarer, at den nye regeringskoalition på sin vis har stabiliseret landets situation og kalder samlingsregeringen for et udgangspunkt for at bringe landet tilbage på fode rent mentalt.
Som et resultat af valget i 2009 nedsatte regeringen efter pres fra den styrkede opposition en komité, som skal udarbejde retningslinjerne for en national helings- og mæglingproces. Men selvom komiteen for fred og forsoning er nedsat af regeringen, er det endnu ikke lykkedes at give komiteen de nødvendige juridiske kompetencer. Derfor lobbyer kirken for, at der nedskrives en juridisk ramme, der skal sikre, at også toppen af det zimbabwiske samfund det vil sige Mugabe og hans parti kan stilles til ansvar for forbrydelser mod menneskerettighederne. Men det er en lang proces.
Der er folk, som er modvillige over for komiteen for national healing og forsoning, fordi de føler sig truet; men gradvis skal sandheden ud. Retfærdigheden skal forkyndes og sandheden fortælles, hvis vi skal skabe fred, forklarer Fraderack.
Toke Nyborg er kommunikationskoordinator i Caritas Danmark