Dansk missionær får hæderspris i Thailand

Peder Jørgensen blev hædret med prisen ”Friends of Thailand Award” ved en fornem begivenhed i Thailand i slutningen af 2010.
Ruth Eleonora og Peder Jørgensen har i mange år været missionærer i Thailand, og deres hjerter brænder stadig for landet, folket og evangeliets udbredelse i Thailand.

Tidligere missionærer i Thailand, Ruth Eleonora og Peder Jørgensen i Bangkok, hvor Peder blev
hædret med prisen ”Friends of Thailand Award”.

Peder Jørgensen har gjort meget for at skabe interesse for Thailand i Danmark. Den den 27. september, på Peder Jørgensens 75 års fødselsdag, blev han i Bangkok hædret med prisen ”Friends of Thailand Award”. Prisen uddeles hvertandet år til udlændinge, private og organisationer, der i særlig grad har virket for udvikling af og kendskab til landet. Kort før nytår 2009 fik Peder Jørgensen at vide, at han ville blive nomineret. Han var indstillet af Dr. Supapun Ongglorpisit og anbefalet af Dr. Weerachai Nanakorn, The Crown Property Bureau og 2. Vice President af The Siam Society samt hoteldirektør Chookiat Srivatjanapong.

Peder Jørgensen fortæller om oplevelsen:
– Det var en usædvanlig fejring. Jeg fik rejsen derud på business class (Ruth måtte selv betale), blev modtaget ved udgangen af flyet og strøg lige gennem immigrationen ud til den ventende limousine. Tre dage på et femstjernet hotel og et veltilrettelagt program over tre dage foruden den store ceremoni, hvor der blandt meget andet var tale af premierministeren. Overrækkelsen blev foretaget af ministeren for udvikling og turisme. Noget lignende har jeg aldrig prøvet før, så jeg var både benovet og beæret.

Om årsagen til indstillingen til denne hæder, siger Peder Jørgensen:
– Jeg har gennem en lang årrække arrangeret ture til Thailand for Felix Rejser, Kristeligt Dagblad og Stavanger Aftenblad (dog kun en tur om året). Jeg har fået udgivet bogen ”Det kongelige siamesiske provinsgendarmeri og dets danske officerer” af major Erik Seidenfaden (1881-1958) på Povl Kristensens Forlag med støtte fra en lang række fonde. Jeg fandt manuskriptet i Bangkok hos en tidligere direktør i Thai Airways, Niels Lumholdt. Et halvt år efter døde han, og manuskriptet ville uden tvivl være forsvundet, hvis ikke jeg havde fået fingre i det. Arbejdet med bogen var en medvirkende årsag til, at jeg blev bedt om at være med til at sætte udstillingen ”Four Centuries of Friendship” op på nationalmuseet i Bangkok i forbindelse med Dronning Margrethes, Prins Henriks og Kronprinsens statsbesøg i Thailand. I forbindelse med Hans Majestæt Kong Bhumibol Adulyadejs 60 års regeringsjubilæum var jeg med til at arrangere udstillingen ”Thailands Lys – en konge og hans folk” på Moesgård museum. Jeg er desuden livsvarigt medlem af The Siam Society og har skrevet forskellige artikler og holdt mange foredrag om Thailand.

Det hele begyndte i 1962, da Ruth og Peder Jørgensen blev udsendt af Det Danske Missionsforbund til Thailand. Ruth var uddannet jordemoder, og Peder Jørgensen var uddannet diakon fra Kolonien Filadelfia. De kom først og fremmest til at virke på The Christian Hospital i Manorom. Peder Jørgensens indstilling til missionærgerningen var præget af et stærkt socialt engagement.

Det fik ham til at skaffe senge fra Danmark til hospitalet i Nongbua. Det fulgte med i det daglige arbejde i Manorum. Mens de var der, tog han initiativ til, at tre kristne piger kom til Danmark for at uddanne sig til sygeplejersker. Det skete dog ikke uden skepsis i Danida. Det var et eksperiment, men alle tre afsluttede uddannelsen med et fint resultat. Der stod ry om de tre piger, og flere gange var de gæster hos daværende udenrigsminister, Poul Hartling.

Et andet socialt initiativ fra Peder Jørgensen var en landsomfattende indsamling af brugte briller til fattige i Thailand. Flere aviser gav projektet opbakning. Flere danske optikere istandsatte brillerne uden vederlag, og i alt blev der indsamlet mere end 13.000 par briller i løbet af få måneder.

Peder Jørgensen siger til Udfordringen:
– Når jeg ser tilbage på min tid i Nongbua, Nakhornsawan og Manorom, Chainat, mindes jeg tiden som den bedste i mit liv. Jeg står i dyb taknemmelighed til Dr. Christopher Maddox, som vi kan takke for, at Ruth og jeg kom med i samarbejdet med det gamle hædersvundne missionsselskab China Inlands Mission, senere Overseas Missionary Fellowship, som Missionsforbundet havde en associeringsaftale med i Kina. Et af hovedprincipperne for dette selskab var, at det forventedes af missionærerne, at de blev tæt inddraget i befolkningens livsstil. Noget de danske missionærer Nicoline og Johannes Jensen, der var missionærer i Kina, udsendt af Missionsforbundet, lærte til fulde. Det var også noget, som Chatherine og Christopher Maddox selv efterlevede. De var de bedste eksempler på denne leveregel, og de har betydet meget for os i vores tjeneste.

I en periode var Ruth og Peder Jørgensen hjemme i Danmark, og Peder Jørgensen arbejdede nogle år for Dansk Santalmission. I 1984 blev Ruth og Peder Jørgensen spurgt, om de kunne tænke sig at begynde et arbejde i Nordøstthailand, Isan, for Det Norske Misjonsselskap. Peder Jørgensen fortæller:
– Jeg følte meget stærkt, at Gud åbnede en dør tilbage til det Thailand, som jeg var kommet til at skatte så højt. Mit kendskab til Isan var på anden hånd, og der var meget, som jeg skulle sætte mig ind i. Jo dybere jeg gravede, desto større og flere forskelle fandt jeg mellem befolkningen her og befolkningen i det nordlige Centralthailand. Det var mennesker, som jeg kom til at holde meget af, ligefremme og usammensatte, som de fleste var.

Peder Jørgensen fortsætter:
– Fra begyndelsen fik jeg et godt forhold til myndighederne i Ubon provins. Jeg fik etableret mange projekter i landsbyskolerne, blandt disse gravningen af over 100 fiskedamme. Jeg oplevede en fattigdom, som jeg ikke havde set i Centralthailand. Af de socialbetonede projekter anser jeg oprettelsen af skolekollegiet Immanuelshjemmet – Ban Immanuel – for det vigtigste. Et barn på tolv-tretten år født i et usselt hjem i en fattig landsby i Isan, Thailands underudviklede nordøstregion, færdig med skolen som tolv-trettenårig og ingen mulighed for at fortsætte de næste tre år i overbygningen for da slet ikke at tale om de næste tre år i mathajomplai, overbygningens anden del, svarende til gymnasiet i Danmark. Hvad nytter det så, at man har været blandt de bedste igennem alle seks år i landsbyskolen? Nej, det nytter ikke meget at have ligget i svaneæg, når man er vokset op i en andegård. Fremtiden ville være et liv som daglejer, underbetalt fabriksarbejder eller beskæftigelse på et af de store anlægsarbejder i Bangkok eller Centralthailand, ja måske i Singapore eller Mellemøsten, eller endda som glædespige på en bar.

Et andet vigtigt projekt for Peder var bygningen af kirken i Phibun Mangsahan. Den er tegnet af en arkitekt i Skive, og det ottekantede forsamlingshus i Øster Jølby på Mors har været model. Om dette projekt fortæller Peder:
– Søndag den 5. september 1993 havde vi grundstensnedlæggelse. Når den vigtigste bygning, ”bot” eller ”ubosot” i et buddhistisk tempel skal opføres, finder man første centrum for bygningen, herfra udmåler man kompassets otte punkter, i centrum og i de otte punkter nedgraves en stenkugle, en såkaldt ”lug nimith”, og over de otte punkter uden for bygningen rejses otte grænsesten, såkaldte semaer. En ”sema” er altså en af de otte grænsesten ved den helligste af alle templets bygninger, kun inden for grænsestenene kan en ordination foretages. Ni kugler (ikke synlige) og otte grænsesten. På kirketomten målte vi også centrum ud, og her blev nedlagt en marmorplade med indskriften (på thai naturligvis):
Phibun Mangsahan kirke
Grundstensnedlæggelse 4. september 1993.
Adjan Uthai Phuphan
Adjan Peder Jørgensen
Ingeniør Nicom Santaveesuk, Pattana Pongsit Engineering Co. Ltd.
På denne klippe vil jeg bygge min menighed, og dødsrigets porter skal ikke få magt over den. Mattæus 16,8

– Kirkeklokken er en gave fra Hjortshøj sogn. Prædikestolen er fra det nedlagte missionshus Ephata i Vallerbæk, og døbefonten er en model fra Davinde Kirke ved Odense. Så der er mange forbindelsesled til Danmark, beretter Peder.

Pinsedag 1994 kunne kirken indvies, og det blev biskop Banjob Kusavadees første officielle handling.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

Peder Jørgensen hilser her på thailandske Riab, som blev kristen gemmen OMFs spedalskhedsarbejde.

Udfordringen har bedt Peder Jørgensen om at fremhæve nogle særlige oplevelser fra tiden som missionær i Thailand, og han fortæller:
– Det er jo sådan, at mange ting står svagere i erindringen end andre, og til slut udviskes meget, som burde være husket. Jeg har desværre aldrig ført dagbog. Havde jeg gjort det, havde der været meget, der kunne få en hel nøjagtig tids- og stedsangivelse. Dog er der ting, som altid vil stå lysende klart i mindet.
– De mennesker, der gjorde stærkest indtryk på mig, var de spedalske. Langt de fleste af dem levede i samfundets periferi, og mange måtte ernære sig som tiggere. En af dem, jeg fik meget med at gøre, var Riab, som var blevet en kristen gennem OMFs spedalskhedsarbejde. Riab var meget musikalsk og spillede på en hammer dulcimer eller citar og på et tostrenget instrument kaldet ”saw duang”. Riab skrev mange kristne sange på traditionelle thailandske melodier. Efterhånden var hans hænder så ødelagte, at han ikke kunne holde på hamrene til citaren eller på buen til det andet instrument. Jeg byggede et lille hus til ham af bombekasser, som jeg hentede på den amerikanske base i Thakli. Som tak forærede han mig sit kæreste eje, og nok det eneste af værdi, han stadig havde, sin saw duang. Den hænger på min væg. Sidste gang jeg så Riab, var i 1999. Senere besøgte jeg hans grav på den kristne kirkegård i Chainat, hvor også dr. Maddox ligger begravet.
– En anden spedalsk, som jeg havde meget med at gøre, var en mor til en lille pige. Manden havde forladt hende, da det blev konstateret, at hun havde spedalskhed. Hun tjente føden som daglejer. Engang havde hun arbejde med at bære jord fra en udgravning. Det foregik jo dengang med to kurve båret i et bambusåg på skulderen. En dag kom hun til hospitalet. Åget havde slidt et dybt sår i hendes ene skulder, og her havde en spyflue lagt sine æg, og nu var såret vrimlende fyldt af maddiker. Da jeg skulle rejse hjem, kom hun med en hat, der var lavet specielt til mig. Hun vidste, at jeg var glad for almindelige brugsgenstande, og her havde hun en typisk ngob fra Centralthailand, men meget flottere end dem man kunne købe, med en stor roset på toppen og med forgyldt papir flettet ind i skyggen. Hatten har fået sin plads på væggen i vores stue, slutter Peder Jørngen.

Ruth og Peder Jørgensen kan se tilbage på et langt og godt liv som missionærer i Thailand, og Ruth har netop skrevet og udgivet bogen ”Fra Limfjorden til Mekhong – en flod af udfordringer”, som anmeldes i et af de kommende numre af Udfordringen.