Første gnist til revolution i Iran

En begyndende opstand i Iran mod regimet er et af de mest interessante fænomener i den tsunami, der fejer over Mellemøsten fra land til land, begyndende med Tunis og med Egypten som det foreløbige højdepunkt.En fremtrædende israelsk sagkyndig i iranske anliggender, Menashe Amir – tidligere Israel Radios speaker på Farsi (det iranske sprog. red) – siger, at protestdeltagerne i Egypten har givet befolkningen i Iran en klar lektion: “Når du søger ud på gaden, skal du ikke gå hjem”.

Mens der rapporteres om sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i en række byer i Iran, spørges det, om iranerne har lært af det egyptiske fortilfælde og er parat til at prøve at kopiere det.

Amir mener, at der er tale om mere end en genoplivelse af protestdemonstrationerne efter valget i 2009.

– Efter et års stilhed troede mange, at oppositionen var død, siger Amir. En anmodning om tilladelse til at demonstrere blev nægtet, og så trak de prosterende sig tilbage. Denne gang gik de fremad, til trods for afvisningen.

Om præsident Mahmou Ahmadinejad siger Amir, at man kan undre sig over, hvordan han kan sige “ja” til de arabiske folks rettigheder, men afvise dem for sit eget folk.

Han siger, at så længe sikkerhedsstyrkerne ikke skyder på demonstranterne, vil stadig flere komme til.

Fra officiel iransk side er “Tel Aviv” blevet beskyldt for at have ophidset til uro, hvilket har fået styret til at retfærdiggøre brug af magt mod demonstranterne.

Gnist

– Måske vi oplever den første gnist til en revolution, siger Amir, som imidlertid tilføjer:

– Men for at det skal lykkes, må demonstranterne ikke være skræmte. I 2009 gik de hjem. Egypterne har givet dem en lektion: gå ikke hjem. Hvis den iranske hær gør det samme som den egyptiske og ikke skyder på protestdeltagerne, vil der blive flere af dem – og så vil regimet have et problem.

Ifølge Amir er det iranske folks krav ikke længere begrænset til omstændighederne ved et valgresultat, men at iranerne ønsker et virkeligt systemskifte. Som det var kravet i Egypten og Tunis.

Desperation

Hos palestinenserne er en ny tid også på vej. Mange af dem mener, at præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, ikke er meget forskellig fra Egyptens Hosni Mubarak og Tunis’ Zine El Abidine Ben Ali. Ligesom disse to fordrevne dikatorer beskyldes Abbas også for at have været en amerikansk marionet.

Begivenhederne i Tunis og Egypten har lært Abbas, at USA’s støtte ikke er nok til til at garantere, at hans regime overlever på Vestbred-området. Han ved, at hvis han ikke har støtte af et flertal af palestinensere, vil han måske blive konfronteret mede en folkeopstand

I Israel er der en følelse af lettelse over, at fredsaftalen med Egypten holder, og man noterer sig, at der ikke var nogen anti-israelske og anti-amerikanske slogans og plakater,
og at der ikke var islamiske tilkendegivelser.

– Dette viser en politisk modenhed og mådeholdenhed, som man ikke før har oplevet i den arabiske verden, siger en israelsk politisk kommentator.