MEDMAGT & MODMAGT (forts.)

Delkonklusion på afsnit om sprogbrug og konklusion på hele opgaven

De 78 læserbreve vi har gennemgået i case, bekræfter undersøgelsen i jouretnik.dk, at læserbreve stort set repræsenterer en helt anden verden end journalisternes artikler. Men kun stort set. Der er overlap, især hvor læsere tydeligt reagerer på mediernes temaer og i et vist omfang overtager deres ordbrug.
Derimod fungerer læserbreve som en ressource med ny viden, anledning til perspektivering og fornyet overvejelse – og dermed stof til flere artikler med nye vinkler og beslægtede emner.

Journalistisk objektivitet skal sikre, at læserne får både overblik (bredde) og baggrundsviden (dybde) nok til at danne sig en kvalificeret mening om et emne. I et demokratisk samfund er læserne ikke kun medieforbrugere, men selvstændigt tænkende individer, hvis mening har ret til indflydelse i de demokratiske processer. Hvor journalistikken savner objektivitet udøves magt over læsernes meningsgrundlag, der dermed indirekte påvirker demokratiet. Læserbreve er den ventil, som giver mulighed for modspil fra læserne generelt og supplement fra oversete eller udeladte eksperter. Såfremt avisernes debatredaktioner tillader dette modspil, også når der fremkommer synspunkter i strid med avisens linie eller direkte kritik af det skrevne, giver der i anden omgang mulighed for en kvalificeret meningsdannelse fra den offentlighed, der udgøres af læserne.
På baggrund af journalisters objektivitetsideal må konkluderes, at journalisterne lod sig tage ved næsen og drive rundt i manegen af den medievante Moses Hansen. At det også skete i forhold til den underligt tavse muslimske befolkning på Nørrebro, kan enten skyldes, at disse har lært at administrere magt i et demokratisk samfund, ikke kun gennem ordbrug med demokratiske konnotationer, men også med det de undlader at sige. Eller så er journalister i den grad påvirket af dansk konsensus, dvs. en ikke-blanden-sig i andres sager og et forsvar for de svage. Moses Hansen og hans følge blev overeksponeret, for nu at blive i billedet med kameralinsen. Og muslimerne fortonede sig i en fjern uskarp baggrund.
Der blev formidlet viden fra alle grupper, dog kun et minimum fra muslimske organisationer. Der blev ikke givet den fornødne baggrundsviden fra den seneste historie hverken i forhold til muslimske eller kristne holdninger og aktioner og der blev slet ikke perspektiveret historisk eller sammenlignet med lignende fænomener i andre lande, vi normalt sammenligner os med. Journalister fik ikke anskaffet sig en kopi af den famøse løbeseddel, hvorfor den heller ikke blev underlagt en grundigere undersøgelse. Der blev heller ikke foretaget en undersøgelse af muslimers, især sufimuslimers, hjemmesider, hvor lignende udtalelser er at finde. Det blev dog udbedret en smule ved læserbreve fra ”eksperter”. En brøler er det også at påstå, at Moses Hansen har udtalt, at muslimer bruger små børn som kød i deres shawarma. Det er lidet sandsynligt – og er det sandt, er det bestemt værd at forfølge.
På baggrund af samfundets demokratiideal må konkluderes, at journalister gjorde et prisværdigt forsøg på at se sagen fra ”manden på gulvet”. Der blev fulgt med i demonstrationen på gadeplan, ligesom der blev lavet reportager fra Nørrebros gader, parker og butikker om folks almindelige holdninger til begivenhederne. Men er det journalistens opgave at være mere end offentlighedens øjne og ører og lægge mærke til hvad der ikke er lige for øjnene af én eller slet ikke sker, ja, så har de svigtet.
Men der blev ikke set på demokratiets begrænsninger, ikke på det horisontale plan boret i hvor langt politikere og politi var parate til at gå i beskyttelse af yderliggående demonstrationer. Ikke på det vertikale plan boret i, hvad der kan få lov til at ske i det skjulte, hvad man kan komme af sted med at sige, når bare det ser ud til at være i orden på samfundets overflade.
Sidst, men ikke mindst, kan det diskuteres om en sag som denne burde have så stor mediebevågenhed. Ligesom en læser bemærkede, at den omfattende politiescorte blev taget fra andre vigtige politiopgaver, blev også offentlighedens opmærksomhed fjernet fra andre vigtige sager i nyhedsperioden.
På baggrund af magtudøvelse af hhv. aktører og journalister må konkluderes at begge aktører benyttede demokratiets magtmuligheder optimalt. Desværre løb journalisterne med, selv om de brugte deres journalistiske værktøjer til at holde historien så langt nede på jorden som muligt. Men nogle af værktøjerne, ordene, blev også brugt til at skære alle fundamentalister over en kam og dermed antyde, at alle bogstavtro kristne og muslimer er yderligtgående fanatikere, altså den samme fejl vi finder i Egon Clausens føromtalte bog om kristne fundamentalister. Dette er farligt, fordi læseren kastes ud i en slags anarkiens ingenmandsland. Hvis det er forkert at finde sig et fast ståsted i tilværelsen, hvis alt er lige meget, hvad er der da tilbage at leve for? Og hvis det alligevel er tilladt, hvad kan Clausen og andre humanister så tilbyde som erstatning? Hvis man vælger dette grundlag, mon det så ikke står på skrift et eller andet sted, og hvis man så vælger at tro fuldt og fast på dette skrift, vil man så ikke risikere en gang i fremtiden at blive kaldt fundamentalist? Og blive slået i hartkorn med kristne, muslimske – og fascistiske – fundamentalister?
Sprogbruget er afslørende for journalisters holdninger, sproget formidler en tone, ikke kun en vinkling af begivenheden. Der er to akser i anvendelsen af ord, den ene er religiøs, den anden politisk.

Den religiøse er, med de mildeste øverst og de mest rabiate nederst:
(VÆKKELSES) PRÆDIKANT
MISSIONÆR
RELIGIØS MAKSIMALIST
FUNDAMENTALIST
HYSTERISK
FANATISK
RELIGIONSFANTAST
DUMDRISTIG MESSIAS
KORTOGSRIDDER
HELLIG KRIGER

Den politiske ligeså:
REAKTIONÆR
RABIAT
PÅ HØJREFLØJEN
NAZIST
RACIST
MENTAL SELVMORDSBOMBE
TALEBANER