Gravid som 16-årig

Sine Munksbøl Christiansen blev gravid som 16-årig. Hun håber med sin historie at skabe debat om unges forhold til kærlighed og sexSom hun kommer trækkende der med sin sølvgrå Kildemoes cykel, ligner hun en ganske almindelig ung pige. Men barnestolen bagpå adskiller hende fra hendes jævnaldrene. Og når hun åbner munden, er det tydeligt, at denne 20-årige pige allerede har en livserfaring og modenhed, som er sjælden i den alder.Sine Munksbøl Christiansen blev gravid som 16-årig. Hun valgte at få barnet fremfor en abort. Det var ikke et nemt valg og bestemt ikke omkostningsfrit at blive mor i så ung en alder. Men som hun selv udtrykker det:

– Min historie er en solstrålehistorie, fordi jeg i dag er den, jeg er, og har et godt liv. Men vejen dertil har ikke været let, siger Sine Munksbøl Christiansen.

– Det var det værd! Jeg ville have fortrudt en abort. Men jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg fik Victoria.
Victoria hedder Sines nu tre- årige datter. Navnet kommer fra det engelske ”Victory”, som betyder ”sejr”, og er samtidig titlen på bogen om Sines historie, der fornylig udkom på Lohses Forlag.
Bogen har allerede påberåbt sig stor medie-opmærksomhed. Medierne har især haft fokus på rollen som teenagemor. Selv håber Sine, at bogen også kan være med til at skabe debat om unges forhold til sex og kærlighed.
– Unge i dag taler meget om sex. Antallet af 13-årige piger, der bruger p-piller, er stigende. For har man en kæreste, er det nærmest naturligt, at man går i seng sammen. Sådan oplevede jeg det i al fald, siger Sine, der selv gik på en kristen efterskole, da hun blev gravid.
– Hvem har ikke allerede som 14-årig set adskillige gå i seng med hinanden på film? Problemet er bare, at det er ikke oplysning, man får via film, men falsk reklame. Det har ikke hold i virkeligheden. Man loves noget, som måske ikke kan holde i virkeligheden, og det er sjældent, følelser og konsekvenser bliver behandlet.
– Sex er en helt ny verden at træde ind i. I medierne ser det ud som en leg. Men det kan blive en alvorlig leg. Det blev det i al fald for mig! fortæller Sine åbenhjertigt. Hun er lige fyldt 20 år, læser HF og bor med sin datter i en lejlighed i Frederiksværk.

Ikke klar til sex

Sine er opvokset i et kristent hjem, og fra sine forældre og sin kirke (Missionsforbundet i Frederiksværk, red.) kendte hun godt til den kristne moral, der hedder ”vent med sex til ægteskabet”.
Men selv havde Sine svært ved som teenager at sætte sine grænser.
– Jeg havde lagt Gud lidt på hylden i de år. Jeg ville gerne leve et ”normalt” ungdomsliv med alt, hvad det indebar. En del af det handlede om, at jeg ville finde ud af, hvem jeg selv var. Men uden Gud gik det lige modsat. Jeg blev mere trist og levede nærmest som to personer – den, jeg viste frem udadtil, stemte ikke overens med den, jeg var indeni.
– Ubevidst følte jeg mig presset af mine omgivelser, af kammerater og af frygten for, at hvis ikke jeg gik i seng med min kæreste, så risikerede jeg at miste ham. Selvfølgelig havde jeg også selv lyst til sex. Hormonerne pumper jo rundt i kroppen på én i de år. Men alligevel følte jeg mig ikke helt klar. Følte mig som halvt barn, halvt voksen indeni.
Sine mener i dag, at teenageårene netop burde være en tid, hvor man fik lov at finde ud af, hvem man selv er, og hvad man mener og tror på. Hun mener, at unge i dag alt for tidligt bliver presset ind i en voksen-verden, hvor de skal forholde sig til blandt andet kærester og sex.
– Det mangler der en diskussion om. Men i det her samfund har sex fået en ophøjet stilling, og ingen tør sætte grænser, fordi vi tror, det er det samme som at begrænse sig. Men grænser er ikke at begrænse sig, men derimod at have noget at forholde sig til.
– Hvis det hele bliver flydende og frit, og man ikke har noget at forholde sig til, så oplever man fortvivelse og tomhed. Så kan man hurtigt miste sig selv. Det var det, jeg oplevede ved ikke at have de kristne grænser, fortæller Sine, der ville ønske, der var voksne – dengang og nu – der turde tage emnet op og sætte ord på, hvad der er normalt, hvor langt man bør gå, og hvorfor, når det drejer sig om sex og kærlighed.

Kæresteri som forspil

– Hvis jeg som følge af bogen bliver inviteret ud på efterskoler for at tale med unge om sex og kærlighed, vil jeg lægge vægt på at tale om, hvorfor det er godt at vente med sex til ægteskabet.
– Jeg er ligeglad med, om det bliver opfattet gammeldags, for det handler om, hvad der er bedst for mennesker, pointerer Sine, der nu er teenageleder i Missionsforbundet i Frederiksværk.
– Selv om jeg har haft sex før ægteskab, så har jeg nu besluttet at vente, til jeg bliver gift. Jeg har ikke haft en kæreste de sidste to år, fordi jeg har haft brug for ro til at finde mig selv. Men det er mit håb, når jeg får en kæreste igen, at vi kan være sammen om at sætte grænser og to om at holde dem. At vi kan se kæresteriet som et langt forspil. Man kan sagtens være hinanden nær uden at have sex.
– Jeg ved godt, at nogle vil sige: ”Jamen, hvordan kan man så vide, om man passer sammen?” I dag er det normalt, at man har sex sammen og så først bagefter lærer hinanden at kende. Det burde være modsat. At man lærer hinanden at kende, før man har sex. For sex er noget meget intimt, hvor man kommer helt tæt på hinanden.
– Hvis man er gift, så ved man, at kærligheden er der. Man skal ikke præstere eller bekymre sig om kønssygdomme eller om risikoen for at blive gravid, for hvis det sker, er man to om at få barnet. Bekymringer, frygt og usikkerhed er ødelæggende for et seksualliv. Jeg tror at for at få et godt seksualliv er det nødvendigt at kende hinanden godt, for så har man har lettere ved at give sig hen til hinanden.

Ingen fordømmelse

Men Sine Munksbøl Christiansen ønsker hverken med sin bog eller debatten at fordømme andre unge, der har haft sex før ægteskab eller fået foretaget en abort.
– Jeg skal være den sidste til at fordømme. Jeg forstår jo netop og kan leve mig ind i, hvad andre unge føler. Det er også derfor, jeg kan tale med unge om de her aspekter af livet som ung.
Sine har ikke selv oplevet nogen form for fordømmelse fra hverken forældre, venner eller menighed.
– Jeg har oplevet fordomme fra læger og sygeplejersker i systemet, fordi jeg var ung og valgte at få barnet fremfor en abort. Og folk gloede efter mig på gaden, da jeg var højgravid. Men til al held har jeg haft et godt netværk, som har bakket mig op og vist omsorg.
Det er Sine taknemmelig for.
– Da jeg blev klar til det, bad jeg Gud om tilgivelse for det liv, jeg havde ført, og for at jeg havde vendt ham ryggen. Men jeg har ikke følt skyld eller skam over at have fået et barn. Jeg ved, Gud vil mig det godt. Det har han vist, og jeg kan nu fortælle om, hvilken velsignelse det er at følge ham og hans bud.
– Jeg ville ønske, jeg havde haft Gud med i mine teenageår, for der er intet tidspunkt, man har mere brug for ham end i de år. De er svære, fordi man prøver at finde sig selv, siger Sine og smiler. Men samtidig er der et alvorsudtryk i hendes brune øjne.
– Min historie er en solstrålehistorie, fordi jeg i dag er den, jeg er og har et godt liv. Men vejen dertil har ikke været let, siger Sine Munksbøl Christiansen.

Victoria – Sine og Kims historie fortalt til Benna Asmussen Hørlück
64 sider
99 kr.
Lohses Forlag