Fodbold giver fattige børn en fremtid
Nelson Castillo fandt i Honduras vej ud af bandemiljøet ved fodboldens hjælp. I dag arbejder han på den dansk-støttede foldboldskole Viva Deportiva og lærer slummens børn om fodbold og Gud. Fattigdom tvinger ca. 20.000 børn til at leve på gaden i Honduras. Her bliver de en del af kriminelle bander eller involveret i prostitution for at overleve.
Det er børn med en vanskelig fremtid. Men et nyt initiativ inspireret af Impact Summer Team er med til at skabe et alternativ til det hårde gadeliv.
I sig selv er den ikke noget særligt, den runde bold, som kaldes en fodbold. Men hvis du tager den op og begynder at spille med den, så kan den mere end meget seriøs undervisning og boglig læring formår. For samtidig med, at den runde bold fanger opmærksomheden hos de fleste børn, giver den også mulighed for at få taleret ind i børnenes liv.
Siden 2007 har juli måned været ekstra spændende for børnene, der bor i slumkvarteret, Nueva Suyapa, i Honduras. De sidste fire år har slumkvarteret nemlig haft besøg af danske Impact Summer Team, der i samarbejde med det lokale hjælpeprojekt laver soccer camp for børnene og giver dem sjove sommeroplevelser.
Nueva Suyapa er et af de fattigste områder i hovedstaden, og dermed også et af de områder, hvor mange gadebørn kommer fra. Derfor er der et stort behov for at give børnene nogle muligheder, der skal afholde dem fra at søge bandemiljøerne på gaden. Impact Summer Team opstod som et tiltag, der både skulle give børnene oplevelser, men også tilbyde værdibaseret læring. I dag har den tre ugers soccer camp udviklet sig til en permanent fodboldskole under navnet Viva Deportiva. Ved hjælp af dansk økonomisk støtte har man ansat to honduranske trænere, der tilbyder børnene ugentlig træning.
En af de ansatte trænere, Nelson Castillo, er selv født og opvokset i Nueva Suyapa. Som fattigt slumkvartersbarn havde han en stor drøm om at blive professionel fodboldspiller. Mange timers træning bragte ham tæt på målet, men af økonomiske årsager måtte han vinke farvel til sin drøm. I kølvandet på det nederlag oplevede han, hvor nemt det var at finde sin identitet i et kriminelt bandemiljø, hvor stoffer og tyverier var hverdagskost. Nelsons kærlighed til fodbold blev hans redning. Han begyndte at spille på et hold, hvor en del af træningen var af moralsk karakter. Her blev spillerne opfordret til at passe på sig selv og deres skolegang, hvis de ville fortsætte med at være en del af holdet.
Ligeså var det fodbolden, der bragte Nelson i kontakt med den kristne tro. Han begyndte at komme i en kirke, fordi man spillede fodbold efter gudstjenesten. Gudstjenesten interesserede ham ikke i begyndelsen det var den efterfølgende fodboldkamp, som var hans motivation for at komme! Men efterhånden blev budskabet om Jesus alligevel så stærkt for ham, at han kom til tro.
Nelson brænder for de dårligt stillede børn i Nueva Suyapa. Han er taknemmelig for, at Gud bruger ham til de ting, han holder mest af: at arbejde med børn og fortælle om Jesus. For Nelson er det vigtigt, at fodboldtræningen ikke kun handler om fodbold, men også bliver undervisning i Biblens lære om respekt, næstekærlighed, ansvarlighed og fremtidsorientering.
– Målet med Viva Deportiva er, at børnene ikke kun bliver bedre fodboldspillere, men også bedre studerende. Der skal være en sammenhæng mellem den disciplin, børnene viser i skolen, og deres mulighed for at deltage i fodboldtræningen, fortæller Nelson.
– Fodboldskolen bliver en måde at motivere børnene til at uddanne sig, så de får flere fremtidsmuligheder. De fleste børn har, ligesom jeg selv havde, en drøm om at blive professionelle fodboldspillere. På et tidspunkt vil mange af dem indse, at den drøm aldrig bliver opfyldt, men til den tid har de deres uddannelse. Børnenes drømme er med til at skabe deres fremtid, slutter Nelson.
Af Maria Solhøj