Gud, hvorfor sover vi?
Retten til Liv hanker op i det kristne
menneskesyn ved årsmøde den 9. april.
Et menneskesyn, der mister sin menneskelighed! Det er en af de skæbnesvangre konsekvenser af en abortlov, der nu i årevis har tilladt, at små menneskeliv slås ihjel.
Det siger landsleder Ellen Højlund Vibe i indbydelsen til Retten til Livs årsmøde i Løsning Kirkecenter ved Hedensted lørdag den 9. april.
Retten til liv er en forening, der kæmper mod abort.
Årsmødet følger dagsordenen om formiddagen, men om eftermiddagen er der frit slaw med foredrag, debat og bøn. Rejsepræst og lektor ved Menighedsfakultetet Leif Andersen taler over emnet: Gud, hvorfor sover vi? Et menneskesyns dødsstød.
Og netop menneskesynet optager Retten til Liv:
– Vi har brug for at besinde os på et menneskeligt menneskesyn. Og så har vi brug for at klæde os på i abortkampen med argumenter, der holder også når det er svært, siger landsleder Ellen Højlund Vibe.
Dagen afsluttes med bøn for de ufødte ved sognepræst Henrik Højlund.