Seks dage med indre helbredelse
Når synden bekendes og sårene læges, bliver personligheden fri. Her er indtryk fra Helbredende Bøn konferencen i København.
Helbredende Bøn konferencen samlede omkring 100 deltagere i København forrige uge.
Hovedtaler var Lin Button med et team af otte præster og vejledere fra England. Lovsangsgruppen fra Københavns Frimenighed, med Torsten Borbye Nielsen i spidsen, gjorde sit til, at det blev seks uforglemmelige dage.
Undervisningen foregik hver dag fra ni morgen til ni aften. Det hele startede med en træningsdag for forbedere, sjælesørgere, undervisere og særligt interesserede. De godt 50 deltagere på træningsdagen fik gennemgået forudsætningerne for helbredende bøn.
Lin Button kommer fra Healing Prayer School i England og satte ord på mange af de følelsesmæssige og måske uudtalte sår, der kan ligge til grund for stagnation i menneskers udvikling og dermed også i relationen til Gud. Lin Buttons vision er at hjælpe hver mand og kvinde til at opnå Guds fulde formål. Og at komme sammen og lære at bede helbredende bønner og forvente, at Gud svarer gennem Helligåndens gaver.
– Erfaringerne viser, at sår og minder fra fortiden, synder der er begået imod os og vores egne syndige reaktioner kan være barrierer for vores åndelige vækst som disciple, sagde Lin Button. – De indre dæmoner trives i ubekendt synd og følelsesmæssige sår. Gennem helbredende bøn kan Jesus komme og bringe befrielse og helbredelse, så helhed og modenhed bliver en reel mulighed.
– Fokusér på din identitet, og genopret dermed din personlighed, forklarede hun.
Behovet for helbredelse er efter alt at dømme stort. Som en af de mandlige deltagere nævnte, skal man også være klar til at lade sig genoprette. En fjerdedel af deltagerne var mænd.
Han nævnte, at en af Lean-ne Paynes bøger havde stået på reolen i mere end 10 år, men for et par år siden var tiden inde til at studere dem igen, og nu sad han her på Helbredende Bøn konference.
Konferencen er en opfølgning på tidligere Leanne Payne konferencer i Danmark. En af de seks konferencedage blev der særligt bedt for mændene. Lin Button og Randall Staley fra teamet underviste i genoprettelse af det sande maskuline og om at finde ind til den klassiske mand. Mændene fra det engelske team underviste derefter mændene separat.
Dybe emner som følelsesmæssige afsavn, misbrug, incest, begær, længsler, lidelser, afguder, bekendelse af synd og familieanliggender blev taget op på de mange konferencedage.
– De mange gamle minder og sår må blive belyst og oplevet igen som et led i helbredelsen, forklarede Lin Button.
En af de otte fra det engelske team, Anita Henser, fortalte fra sit eget liv, hvordan seksuelt misbrug, løgne, afsavn og tab havde invalideret over tyve år af hendes liv og givet hende følelsen af håbløshed, tavshed, skam og isolation. Først da hun begyndte at modtage helbredende bøn, indså hun, hvor syg hun var. Det har taget mange år at komme fri. I dag er hun underviser og administrator i Healing Prayer School, og hendes vidnesbyrd bevirkede, at mange mænd og kvinder modtog forbøn.
Lin Button har skrevet bøgerne Father Matters og Mother Matters, der begge handler om, at vores erfaringer fra tilknytninger eller mangel på samme i vores tidlige år, kan hænge sammen med vores opfattelse og forhold til Gud. Hvert kapitel indeholder undervisning, personlige historier og bøn for helbredelse.