Ildsjæle åbner nyt soldaterhjem

KFUMs Soldatermission åbner nyt soldaterhjem i Libanon med et garvet lederpar i spidsen. ”Kuffen” kalder soldater kærligt soldaterhjemmene, hvor de kan komme og slappe af og få en kop kaffe og et stykke kage. Det kan de udsendte soldater i Libanon nu også få glæde af.

Bodil og Christian Nielsen inden afrejsen.

Bodil og Christian Nielsen, som skal lede det nye soldaterhjem, er allerede landet i Libanon og kan nu gå i gang med arbejdet blandt de 150 danske soldater, der er udsendt på FN-missionen UNIFIL i Libanon.
Hold 4, der ankom til den danske lejr i Naqoura, bliver altså de første danske soldater i Libanon, der kan nyde godt af KFUMs Soldatermissions arbejde.
– Vi er blevet modtaget rigtigt godt hernede, siger Christian, og fortsætter:
– Der var endda flere af soldaterne, som vi kender i forvejen fra andre udsendelser. Det er rigtigt hyggeligt og dejligt at se dem igen.

Ildsjæle

Soldaterhjemmet er endnu ikke helt færdigbygget, men det er kun positivt, for så har Christian og Bodil kunnet nå at få en finger med i spillet om indretningen.
Blandt andet i køkkenet, hvor Bodil vil bage boller og kage, som soldaterne så kan købe. Det vil helt sikkert være et tilbud, som bliver benyttet, da messen ligger to kilometer væk fra dansker-lejren.

Det er et par veteraner udi soldaterhjem, som KFUM har sendt afsted til Libanon.
Bodil og Christian Nielsen, der til dagligt bor i Nr. Nissum, har stor erfaring med at lede soldaterhjem. Fra 1972 – 1990 var ægteparret soldaterhjemsledere i Værløse. Senest har de været udsendt som soldaterhjemsledere i Kosovo både i 2007, 2008 og igen i 2010.
– Vi er helt bidt af dét her liv, siger Christian.
– For os er det en af de største muligheder for at forkynde evangeliet, forklarer han.

Behov for et hjem

I det halve år soldaten er udsendt, løber arbejdstid og fritid ud i et. Det adskiller sig i forhold til i Danmark, og det stiller andre krav til KFUMs Soldaterhjem uden for Danmark.
– Soldaterne kan altid kigge forbi. Vi har åbent hele tiden, og de kan altid komme og få en snak og slappe af, siger Christian.
– De har brug for et hjem. Et sted, hvor de kan føle sig hjemme, få en kop kaffe og noget kage og ikke være soldat.
Det er et arbejde, som de begge nyder at tage del i.
– Vi skal bare være os selv. Vi går ikke rundt og spørger soldaterne om, hvordan deres forhold til Jesus er. Har de spørgsmål, kan de bare spørge, og så fortæller vi gerne. Vores formål er at være til tjeneste og skabe nogle gode rammer for soldaterne, siger Bodil.
Der vil blive holdt andagt hver aften på soldaterhjemmet, og det kan soldaterne deltage i, hvis de har lyst.
– Så slukker vi for fjernsynet i opholdstuen og ser, om der er nogle, der vil være med. Hvis ikke, så holder vi selv en stille stund, siger hun.

Hvor Gud er

Både i Danmark og i udlandet plejer der at herske en naturlig respekt om soldaterhjemmene. En respekt soldaterne tager med sig, når de træder ind over dørtærsklen.
– Dybest set så er soldaterhjemmet et sted, hvor Gud er, og det kan soldaterne også mærke, siger Christian.
Det er Bodil enig i.
– De dæmper sig helt automatisk, når de træder indenfor, siger hun.
– Tonen kan godt være rå mellem soldaterne, men når de kommer indenfor hos os, så sker der noget. Nogle har undrende spurgt, hvorfor de ikke bander så meget i soldaterhjemmet. Men det må jo være på grund af Helligånden, for vi gør ikke noget for at rette på dem, fortæller Bodil.
Det er fællesskabet, nærværet og evangliet, der flere gange har lokket ægteparret Nielsen med til udlandet sammen med soldaterne.
– Vi har i mange år været spejdere, og at være udsendt kan godt sammenlignes med at være på lejr. Man er fælles om alting og er sammen med mange forskellige mennesker. Det er berigende, siger Bodil.

Tradition for soldaterhjem

KFUMs Soldatermission har tradition for at etablere soldaterhjem for de danske soldater på internationale missioner.
Efter 2. verdenskrig var der soldaterhjem for de danske soldater i Vesttyskland, og i 1990’erne var der soldaterhjem forskellige steder på Balkan.
KFUMs Soldatermission har også haft soldaterhjem i Irak.


Artiklen fortsætter efter annoncen: