Helligånden helliggør
Helligånden har fået fornyet interesse i kirkerne, hvor nogle mennesker søger efter dybere tro og forhold til Gud, og nogle ønsker at blive fornyede. Her spiller Helligånden en helt afgørende rolle.
Førhen var der mest tale om Gud og Jesus, mens Helligåndens plads i Treenigheden ikke fyldte så meget. Helliggørelse var til gengæld på tale.
Af Edith Theis-Nielsen
Teologistuderende på SALT-akademi i Malmø.
I dag vokser de karismatiske menigheder overalt på kloden; de lægger vægt på den personlige oplevelse af Helligånden, og at man dyrker Åndens frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, ydmyghed og selvbeherskelse (Gal. 5,17 og 5,22). Hvordan får vi så alle fat på det?
Pinsedagen indledte en ny tid i frelseshistorien, hvor Gud åbenbarer sig i forskellige kulturer til forskellige tider. Hans åbenbaring er ikke afsluttet med Kristi liv og død; Gud ønsker en relation til mennesker, hvor han kan formidle sin kærlighed og visdom. Især når kirker gennemgår en brydningstid og omvæltninger, oplever man Helligånden.
Det aktualiserer, hvem der afgør, hvad der kommer fra Gud som sandhed. Er det fx lægmænd eller kirken? Hvad er den ydre grænse for, hvad der er guddommelig åbenbaring, og hvordan manøvrerer man mellem yderpunkterne? Og er det legitimt, at mennesker får en uformidlet kontakt med Gud?
Da der i kirkehistorien har været en tendens til, at Helligånden går amok, forklarer det måske, hvorfor læren om Helligånden har været nedtonet som selvstændigt dogme og i stedet har været et tillæg til læren om kirkerne og nåden.
Da Helligånden blev udgydt på Pinsedagen, blev det set i lyset af løfter i Det Gamle Testamente om, at Helligåndens virkefelt ville blive udvidet til mennesker generelt, ikke kun til udvalgte profeter (Es. 44,3, Joel 2,28 ff). Apostlen Peter udlagde netop Pinsedagen,som Joels profeti, der gik i opfyldelse.
I de første århundreder efter Jesu liv og død var kirkeledere karismatiske. De levede og erfarede Helligånden uden at gøre sig teologiske refleksioner, omend de troede stærkt på, at Gud talte direkte til dem gennem sin hellige Ånd. Men så begyndte man at interessere sig for at definere Helligånden og udvikle en lære om Helligånden som en del af Treenigheden for at imødegå gnosticismen.
Helligånden garanterer kontinuiteten mellem profeterne og Jesus, og mellem Jesus og hans efterfølgere, dvs. den kristne kirke. Fra begyndelsen var det klart, at Helligånden var Kristi Ånd (Johs 20,22). Læren om Helligånden, Kristus og kirken er klarest beskrevet i Apostlenes Gerninger og i Lukasevangeliet. Der er en parallel mellem Ånden i Jesu liv og Ånden i kirkens liv. Ligesom Ånden befrugter Maria, sådan fødes kirken ved hjælp af Ånden. Åndens liv er ikke noget, som sker én gang for alle, men er en vedvarende proces – en kamp. Resultatet af Åndens liv er poetisk udtrykt Åndens frugter. Det knytter de troende til Jesus og skaber nyt liv og fællesskab med ham.
Helligånden er knyttet til helliggørelse. Ånden er den kraft, som gør det muligt for den enkelte kristne at leve et helligt liv. Ifølge Paulus har Åndens helliggørende kraft dog ikke kun været til den enkelte. De frugter og færdigheder, som Ånden udruster med, er altid beregnet på at blive brugt for at tjene de troendes fællesskab. Paulus taler om Åndens gaver og hvilke forskellige funkti oner, de tjener. De vigtigste gaver er tro, håb og kærlighed, men størst er kærligheden (1. Kor. kap. 12-14).
Ånden er det, som giver nyt liv ifølge både Gammel og Ny Testamente, og Ånden forener kirken og knytter den til Kristus.
Det kristne liv er baseret på Guds nåde i Jesus Kristus, som man bliver forenet med gennem Helligåndens kraft. Det kristne liv bliver ved Åndens kraft en dynamisk proces med forvandling, så man bliver mere lig Kristus, dvs. helliggjort. Og det er Gud i sin nåde, der sætter det i gang.
Det begynder med retfærdiggørelse, dernæst helliggørelse og fører over i tjeneste. Retfærdiggørelsen sker ved, at Gud tilgiver vore synder, og vi tager imod det gennem tro.
Helliggørelse er den proces, hvor man vokser i kristen kærlighed, når Helligånden arbejder i ens liv. Retfærdiggørelse og helliggørelse er uløseligt forbundet med hinanden, for gennem tro bliver man forenet med Kristus. Man bliver helliggjort gennem Guds Ånd, så man kan dyrke et nyt liv, der retter sig ind efter Kristus. Helliggørelse er først og fremmest en gave fra Gud, og kun da bliver det til et kald for mennesker.
Det kristne liv er – ud over frelsen – personlig forvandling og tjeneste i Helligåndens kraft. Nådegaverne er udrustningen som formidlet gennem Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. Forskellige elementer bidrager til, at man kan vokse og modnes i det kristne liv, om end det ikke altid sker som en systematisk proces.
Man vokser ved læsning af Bibelen, både Det Gamle og Det Nye Testamente, gerne i nye bibeloversættelser og fortolkninger; både i enrum og i et fællesskab. Bibelen er kirkens vidnesbyrd om Guds kærlighed, som afsløret i Jesus. Guds Ånd bruger Bibelens vidnesbyrd til at forme og omforme kristent liv og til at bygge og styrke en kristen karakter, så man kan leve budskaberne ud i sit eget liv.
Man vokser i bøn, som er et konkret udtryk for kærlighed til Gud. Det er personlig kommunikation med Gud,som man kan tale direkte til – ikke blot tale om – og i tillid. Bøn er en ny frihed til at have partnerskab med Guds Ånd.
Fadervor viser rækkefølgen i de bedeemner, Jesus anbefaler. Enhver frugtbar handling er rodfæstet i bøn om Guds Rige, om Guds tilgivelse og Guds udrustende nåde.
Man vokser også i frihed ved at leve i kraft af Guds Ånd. Det betyder frihed fra loven som selvretfærdiggørelse. Frihed fra syndig levevis, som kun er en søgen efter egen vilje frem for andres velfærd. At favne Guds nåde og tilgivelse gør, at man bliver sat fri til at tilgive andre. Hvis man elsker Gud over alt andet, så vil man i frihed ønske at gøre Guds vilje, elske ham og sin næste. Alt dette indebærer frihed til at tjene Gud og andre – samt tjenester, som kan indebære lidelse. Indirekte bliver det et element i processen med helliggørelse.
Man vokser ved at være solidarisk med andre, tage hensyn til dem og vise kærlighed ved at være mere inkluderende over for anderledes mennesker.
Man vokser ved at være taknemmelig og tage imod den glæde, som kommer af at være afhængig af Guds nåde, og derfor kan man prise ham af hjertet. Nadveren i Kristi nærvær og menighedens fællesskab – er vigtig både som led i tjeneste og som forventning om en glædelig messiansk fest. Midt i livets kampe og kors-oplevelser viser man sig som en moden kristen, når man evner at takke og prise Gud og glæde sig, samtidig med at man er parat til et discipelskab, der koster.
Det kristne liv er en opfyldelse af Guds formål. Vi vokser, når vi beder og arbejder for, at Guds rige må komme; at Guds vilje sker, uden at vi opgiver verden og samtidig med, at vi er bevidste om, at håbet ikke hviler på vores egen evne til at bygge Guds Rige på jorden, for det kan kun Gud gøre. Kirker kan også vokse i helliggørelse, når medlemmerne vokser i modenhed. Når menigheden har masser af bøn, og de kristne er i enhed med hinanden også på tværs af kirkesamfund. Desuden er alle kirker afhængige af Helligåndens kraft, som oprindelig blev givet til den mission at vise hen til Jesus Kristus. Det kan så føre til kirkevækst og dermed oplæring af nye kristne til helliggørelse.
I nyere tid har man måttet lægge de akademiske teorier ned, for de karismatiske kirkers globale vækst har givet stof til ny teologisk refleksion inden for de traditionelle kirker. Flere faktorer er bag Helligåndens opblomstring, men det ser ud til, at Gud er initiativtageren til et fornyet fokus på Helligåndens virke, samtidig med at det er vigtigt at erkende Jesus, Guds Søn, som centrum for kristentroen.
Man kan konkludere, at læren om Helligånden, som Guds åbenbaring over for menneskene, ikke er slut med Kristus, samtidig med at Helligånden ikke lader sig snøre inde i teologiske teorier.
Måske var det dét, som evangelisten Johannes tog højde for, da han skrev: Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden (Johs. 3,8).
Det antyder, at det ikke står i menneskers magt at afgøre grænserne for Åndens rækkevidde, som også kan være uden for kirkerne. Derfor bør vi måske være forsigtige med at være alt for hurtige til at affærdige fremmedartede eller udfordrende udtryk for kristen tro og refleksion som vildfarelser eller fejlfortolkninger.
Det handler måske mere om at være kritisk nysgerrig, lydhør, ydmyg og fantasifuld i forvaltning af troen. Samtidig er det kirkens ansvar at udøve dømmekraft til at skelne mellem Guds Ånd og alle andre ånder.
