Livet er ikke lutter rugbrød

Jeg har købt ind til at bage rugbrød. Mest fordi min veninde flere gange har opfordret mig til det. For sundhedens skyld.
Men der er en barndomsoplevelse, der skal bearbejdes først. Jeg husker nemlig tydeligt min mors første og eneste ihærdige forsøg med hjemmebagt rugbrød. Hun blev også opfordret – af naboen, som er ekspert i den slags.
Jeg vil springe processen over og nøjes med at konstatere, at min mors rugsbrøds-eventyr endte med et meget smalt, besynderligt formet fladbrød, som vi aldrig smagte. Hun kastede det nemlig direkte ind ad brevkassen hos naboen.
Denne barndomsoplevelse gav mig forståelse for, at rugbrød ikke altid er helt ukompliceret. Så jeg går ligesom og forbereder mig mentalt i øjeblikket. Foreløbig er der gået et par uger siden indkøbet af ingredienserne.
Min mor har i øvrigt også et eller andet med lagkager. De blev ligesom bare droppet, da jeg var barn. Der var dog en enkelt fødselsdag, hvor vi mod sædvane skulle have lagkage. Da den skulle skæres, fløj lagene til højre og venstre og landede på hver side af kagefadet på stuebordet. Det er vist noget med, at kagecremen skal være kold og at lagkagen skal stå og trække, før man skærer den. Der manglede også alkohol på bundene – påpegede naboen, som også er perfekt til kager og lagkager.
Siden lagkagen tog sig en flyvetur, er der ikke blevet produceret lagkage i mine forældres hjem. Vi fik i stedet ofte krabbekløer og købedessert til mine børnefødselsdage, for min mor er god til alt med fisk. Det er naboen til gengæld ikke. Så naboen får for det meste fisk, når de er til middag hos mine forældre…som til gengæld har spist en del lagkage hos naboen gennem årene.

Jeg kom meget på besøg hos den nabo som barn – hun bagte næsten hver dag. Det gør hun stadig. Hun står også meget tidligt op, går i vandet hele året og gør rent hver dag. Det gør min mor ikke. Men der er rigtig mange mennesker, der har modtaget omsorg, støtte og gode middage i mit barndomshjem. Det er der også hos naboen.
Jeg har lært fra dem begge. Det er ikke så ringe endda. Og jeg har lært, at vi ikke behøver være ens. At vi kan lære af hinanden. Supplere og rumme hinanden.