IAS evakuerer medarbejdere i Nubabjergene i Sudan
Der er opstået voldsomme kamphandlinger i Nubabjergene, hvor International Aid Services driver et vandprojekt og et uddannelsesprojekt.
Heftige kampe mellem nordsudanesiske styrker og bevæbnede modstandsgrupper i staten Syd Kordofan har drevet tusindvis af mennesker på flugt.
Kampene er blusset op efter et omstridt guvernørvalg i maj, og urolighederne i Nubabjergene har nået et sådant omfang, at IAS må indstille arbejdet med vand, sanitet og specialundervisning og evakuere medarbejdere fra området.
Undervisningen af børn med særlige behov – og kampen for deres rettigheder – fortsætter indtil videre gennem den lokale partner i den arabiske del af staten, hvor urolighederne ikke har samme omfang.
IAS Danmark er i tæt kontakt med IAS i Sudan, som følger situationen nøje, indtil arbejdet kan genoptages.
Sydkordofan hører til Nordsudan, men er placeret på grænsen til Sydsudan. Staten har tidligere været hærget af kampe under borgerkrigen mellem nord og syd. Borgerkrigen endte med en fredsaftale i 2005, hvor IAS var den første organisation, som kom de nødlidende til hjælp.
IAS har været til stede lokalt siden da og bl.a. boret hundredvis af brønde til rent drikkevand for befolkningen.