Graham Kendrick har mere i sig

Graham Kendrick – navnet bringer minder frem fra de glade 80’ere og 90’ere, hvor engelsk-amerikansk lovsang for alvor indtog Danmark. Mange vil forbinde ham med klassiskeren Shine Jesus Shine.
Så hvad kan man forvente, når en musiker som Gramham Kendrick udgiver sit lovsangsalbum nummer 30? Tallet i sig selv er imponerende.
I albummet Banquet får vi 12 lovsange med lyriske tekster, som berører alt det væsentlige i troen. Der er sange, om hvem vi lovsynger og hvad vi tror på, hvordan vi er kaldet til at elske, tjene, tilgive og velsigne hinanden. Det handler om, at vi skal komme sammen som fællesskab for at give, i stedet for at modtage. At vi skal stå sammen for at gøre en forskel. Så tekstmæssigt bliver vi mættet ved denne bankét, men det kræver selvfølgelig, at man giver sig tid til at lytte til ordene og måske endda læser de stærke tekster, som følger med i coveret.
Musisk er det et album i stilen blød rock, med strejf af noget keltisk, folk og akustisk. Det hele kommer hurtigt til at virke som blød baggrundsmusik, hvis man ikke vælger at give det mere koncenteret opmærksomhed. Og i så fald går man glip af dybden og budskabet i de velgennemtænkte tekster, men freden, der følger i kølevandet på Kendricks personlige lovsang, fylder under alle omstændigheder rummet.
Banquet er et godt album, som vinder terræn jo flere gange, man hører det. Det fænger ikke umiddelbart ved første forsøg, men giver man det mere tid, oplever man dybden og intensiteten. Det yngre publikum vil måske nok finde det lidt tamt, mens det mere voksne publikum med behov for et roligt lovsangsalbum vil glæde sig over musikkens dybde, bredde og fine detaljer.
Lisbeth