Pornoskuespiller fortæller sandheden bag løgnen
Shelley Lubben blev narret af løgnen om glamour og rigdom bag porno, nu advarer hun andre.- Da jeg lavede min første voksen-film, kom der noget meget mørkt ind over mig. Jeg kunne næsten høre djævelen sige: Se Shelley, jeg vil gøre dig berømt og SÅ vil alle elske dig.
Shelley Lubben er i dag grundlægger af organisationen Pink Cross. Hør hende fortælle sin barske historie:
– Jeg blev født i 1968 og voksede op i det sydlige Califonien. Som lille pige kendte og elskede jeg Jesus.
Sådan fortsatte det ikke. Da Shelley var ni, flyttede hendes familie væk fra venner og kirke og kom også på afstand af hinanden. Samtidig var Shelley tidligt seksuelt bevidst.
– Jeg blev introduceret til sexualitet af en pige og hendes teenagebror, da jeg var ni, og det blev starten på mange blandede seksuelle forhold før jeg blev 18, fortæller hun og konstaterer:
– Det var først langt senere, jeg forstod, at jeg var blevet seksuelt misbrugt.
Teenageårene blev fulde af skænderier med hendes forældre, hash og alkohol, indtil de opgivende smed hende ud som 18-årig.
Hun endte i San Fernando-dalen, hvor en venlig mand introducerede hende til at sælge sig selv.
– Jeg var stadig så vred, fordi mine forældre sparkede mig ud, at jeg var ligeglad. Så jeg solgte mig selv for 35$ og begyndte et liv i prostituion, fortæller Shelley.
De næste otte år fortsatte hun denne livsstil, og det blev værre og værre.
– Jeg følte ikke, jeg havde noget sted at gå hen, og jeg ignorerede Jesu stille bank på mit hjerte.
Shelley blev mere og mere afhængig af alkohol og stoffer.
– Jeg begyndte at se mig selv som en ren fiasko. Jeg mistede min selvrespekt fuldstændigt.
I begyndelsen af halvfemserne stiftede Shelley bekendtskab med pornoindustrien.
– Jeg lærte, at jeg kunne lave hurtige, nemme penge, og det virkede sikrere og mere lovligt end prostitution. På dette tidspunkt var jeg hardcore alkoholiker og narkoman og ikke i stand til at træffe rationelle beslutninger, forklarer hun og fortæller om det mørke, som kom over hende, når hun udførte pornofilm.
– En stærk fremmed kraft gjorde mig i stand til at spille skuespil på et intenst niveau, og når jeg så faldt ned igen, fandt jeg mig selv knust over skammen og nedgørelsen. Jeg elskede opmærksomheden, men hadede mig selv samtidigt. Jeg elskede at høre, hvor fantastisk jeg var, men hadede den brutale sex, fortæller Shelley.
Hun begyndte at medvirke i mere hardcore og ødelæggende pornofilm og måtte tage mere alkohol og flere stoffer for at komme igennem dem.
– Det var, som om jeg skulle bevise, at jeg var noget, over for alle, som havde såret mig. Og da pornofamilien åbnede sine store arme mod mig, fandt jeg endelig accept. Men prisen, jeg betalte, var mit liv. Jeg solgte, hvad der var tilbage af mit hjerte, sind og min femininitet til pornoindustrien, og kvinden og mennesket i mig døde fuldstændig på pornofilmsættet.
Mens hun var i pornoindustrien, mødte hun Garret, som var på stoffer. En dag besluttede de sig for at komme tilbage til Jesus, som de begge havde troet på som børn, og så giftede de sig. Men deres liv var stadig kaos.
Garret kom ind til militæret, hvor han fik hjælp til at komme på fode igen, og de endte i en kirke i Tacona, som hedder Champions Centre. Shelley var stadig alkoholiker på det tidspunkt.
– Kirken er kendt for at skabe Champions (vindere) for livet gennem Guds ord. Jeg lærte, hvordan jeg kunne klare alt med Gud. Hos Gud var der sand tilgivelse for alle mine synder og en chance for at vokse til en hel ny person, uden at jeg skulle blive perfekt først. Det var en lettelse! Jeg lærte, at Gud elskede mig ubetinget og uafhængigt af min fortid og endda havde en plan for min fremtid, fortæller hun.
– Fra at vandre ind på Champions Centre brudt og i småstykker den første dag, kunne jeg otte år senere gå ud som en Champion-kvinde. Helbredt og spændt på livet!
Ud over at Gud helede Shelleys psyke fra både posttraumatisk stress og bipolar lidelse, helbredte han også hendes krop for herpes, som er en uhelbredelig kønssygdom, og han genoprettede hendes seksualitet. I dag lever hun i Guds gode fremtid for hende, som ikke er helt normal.
I januar 2008 grundlagde Shelley og hendes mand Pink Cross Foundation.
Pink Cross er en offentlig organisation, som er dedikeret til at nå ud til arbejdere i pornoindustrien og tilbyde følelsesmæssig, finansiel og overgangshjælp.
– Vi fokuserer primært på mennesker fanget i pornofilmindustrien, men ønsker også at hjælpe dem, som kæmper med afhængighed, forklarer Shelley.
På deres hjemmeside
www.thepinkcross.org fortæller flere pornostjerner, hvordan de har fået hjælp gennem Shelleys organisation, og hun rejser rundt i hele USA og fortæller sandheden bag den glamourøse fantasi om porno.