Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 8,50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.

Spørgsmål 1:

Jeg er sygelig jaloux

Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig, fordi jeg ønsker at bevæge mig fra sygdom til sundhed.
Min sygdom består i, at jeg er sygelig jaloux. Det er helt urimeligt. Jeg håber, at du vil bede for mig og sende en salvedug.
Min mand og jeg har været gift i 7 år. Vi har det godt både økonomisk og socialt med gode venner. Vi har vores eget hus. Så alt skulle jo være godt. Men det er det bare ikke. Vores problem er, at jeg er urimeligt jaloux. Det var jeg ikke, før vi blev gift. Men efter vi blev gift, har det været galt.
Jeg er jaloux, og det er fuldstændig urimeligt, for der er ingen grund til det. Når vi har været ude, fx til fest, og kommer hjem, bliver jeg vred og ondskabsfuld, hvis han har talt med andre af de tilstedeværende kvinder.
Det ender altid med, at jeg græder og får frygtelig dårlig samvittighed. Min mand bliver ikke vred. Han prøver at trøste mig, så godt som han formår, og forsikrer mig om, at der absolut ingen grund er til, at jeg bliver jaloux.
Inderst inde ved jeg godt, at han har ret. Han bliver sjældent vred og råber sjældent op. Alle kan lide ham, og han er stille og rolig.
Vores ægteskab er ellers på alle måder et godt ægteskab, så jeg håber, at jeg ved Guds og ved din hjælp og forbøn kan komme af med min urimelige jalousi.
Venlig hilsen
Den jaloux hustru

Svar 1:

Årsagen til vreden skal søges et andet sted

Kære jaloux hustru
Jeg har bedt for dig og for jeres ægteskab, og jeg har sendt dig en salvedug. Men jeg har også bedt specielt for din mand. Jeg synes, han har brug for hjælp. Jeg synes, at han virker meget kontrolleret. Jeg kunne godt tænke mig, at han greb jeres problem lidt anderledes an. Men mere om det senere.
Jeg kender kun dig og din mand ud fra dit brev. Derfor bliver mit svar et forsøg på at beskrive en årsag, jeg ved, der kan bringe vrede og ondskabsfuldhed ind i et ægteskab. Nemlig den, at man undertrykker følelser, og at man undertrykker kærlighed. Det er en blandt mange andre årsager. Men den fylder meget.
Der findes altid en årsag til vrede og ondskabsfuldhed i et ægteskab. Og det behøver slet ikke at have noget med utroskab at gøre. Utroskab er jo heller ikke årsagen i jeres tilfælde. Så årsagen til din vrede og ondskabsfuldhed over for din mand skal søges et andet sted.
Jeg tror, du skal tænke over, hvad det er for nogle undertrykte følelser, du slipper løs gennem det, du kalder jalousi. Fx kan det være varme, kærlige følelser, der blev eller bliver afvist, som pludselig dukker frem til overfladen under navnet jalousi. Vores varme, kærlige følelser skal nemlig ikke afvises eller undertrykkes. Men slipper vi vores afviste og undertrykte følelser løs på en negativ måde og kalder dem fx jalousi, ja, så kan de gøre stor skade.
Er der sket noget nu eller tidligere i dit liv, der gør, at du har behov for at udtrykke dine følelser på så voldsom en måde, som du gør? Er der noget, du savner? Det kan fx være, at du er opdraget i en ”pæn” familie, hvor der ikke var plads til at vise kærlige følelser?
Eller er det i jeres ægteskab, du savner varme følelser og kærlighed?
Giver du og din mand hinanden lov til at vise stærke, kærlige følelser over for hinanden?
Nogle kvinder oplever, at der ikke er plads til varme og kærlige følelser hos deres mænd. Mændene tager ikke imod sådanne følelser. Eller lad os sige det sådan: – mange mænd ved ikke, hvordan de skal tage imod kærlige følelser fra deres partner. Dette fænomen hænger sammen med talemåden: – ”Rigtige mænd græder ikke.”
Det modsatte finder selvfølgelig også sted: – at der er kvinder, der ikke kan tage imod varme følelser og kærlighed.
Varme følelser og kærlighed, som man giver til hinanden, er nu engang den bedste medicin mod vrede og ondskabsfuldhed.
Jeg synes, at din mand skal gøre en indsats for at få dine anfald af vrede og ondskabsfuldhed bragt til ophør. Som han håndterer det nu, er han alt for udglattende. I stedet for blot at trøste dig, synes jeg, han skal søge at finde den egentlige årsag til din vrede og ondskabsfuldhed, når årsagen nu ikke er utroskab. Hvis han eller I ikke griber sagen anderledes an end hidtil, ja, så kan dine anfald jo få lov til at fortsætte i årevis.
Hvis I kan bruge det, jeg har skrevet om varme følelser og kærlighed, så prøv at tale med hinanden om, hvordan I kan komme til at give varme, kærlige følelser til hinanden i stedet for vrede og ondskabsfuldhed.
Det gode ved at starte en sådan hjemme-terapi er, at trygheden mellem jer vokser, og din vrede og ondskabsfuldhed derved stille og roligt bliver sultet ud.
Orla Lindskov

Spørgsmål 2:

Kan jeg bede for andre syge?

Kære Orla Lindskov
Jeg har været med på et par af dine møder og set, hvor mange syge, du beder for. Og du gør det også gennem din Brevkasse i Udfordringen.
Engang mener jeg, du sagde noget i retning af, at det kun kunne bidrage på en god måde til ens eget liv og helbred, hvis man bad for andre syge.
Jeg er selv syg og har været det i en årrække. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har bedt for andre syge om helbredelse. Når jeg beder i mit lønkammer, beder jeg udelukkende om helbredelse af mig selv. Jeg har altid tænkt, at når jeg blev helbredt, så ville jeg begynde at bede om helbredelse af andre syge. Er min tanke forkert?
Hilsen ”Karen.”

Svar 2:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det vil være godt at bede for syge allerede nu

Kære ”Karen”
Jeg tror, det ville være til stor velsignelse for dig, hvis du begyndte at bede for syge allerede nu, selv om du selv er syg. Det kan fx være for syge i familien, syge blandt venner og naboer. Det har selvfølgelig ikke noget at gøre med, at vi så kan fortjene os til noget. Men Jesus sagde jo alligevel i Lukas kap.6, vers 38: – ”Giv, så skal der gives jer.”
Disse ord er faktisk en åndelig lov, der gælder for alle livets forhold.
Orla Lindskov

Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Jeg har tidligere bedt dig sende en salvedug til både min søster og min datter.
Begge blev glade for deres salveduge. Denne gang beder jeg dig sende en til mig i håbet om bedring af mit helbred.
På forhånd tak og tak for dit virke. Dine svar i Udfordringen giver mig glæde – ud over at de også styrker min tro.
Venlig hilsen
H.