Kommunikation ønskes!

For omkring et år siden skete en af de mest omvæltende begivenheder i mit liv fra den ene dag til den anden.
Pludselig var jeg mor til og ansvarlig for en lille bitte hjælpeløs baby, som ikke kunne sige et kvæk. Kun græde. Han kunne ikke engang smile, da jeg fik ham. Så dybest set, vidste jeg ikke så meget af, hvad der foregik inde i ham.
Heldigvis er babyer ikke så komplicerede. Hvis han græd, var der ca. fem ting, der kunne være galt.
1) Måske var han sulten.
2) Måske var han træt.
3) Måske trængte han til en ren ble.
4) Måske ville han bare være tæt på mor eller far.
5) Måske havde han ondt et sted.

Alligevel var det en meget frustrerende oplevelse for undertegnede kommunikationselskende kvinde at få leveret sådan en størrelse. For selvom jeg måske kunne regne ud, hvad der skete, ville jeg så gerne kommunikere med ham om det.
Den lille purk udvikler sig hele tiden, og i dag kan han meget bedre med pludren og latter, babytegn eller hidsighed vise, hvad der foregår inde i ham. Men samtidig er antallet af problematikker også blevet større, så min tjekliste for muligheder er meget længere. Og jeg glæder mig SÅ meget til, at vi kan begynde at snakke sammen en dag.
Min egen længsel mindede mig om Gud. Nogen gange tænker jeg – hvorfor skal vi be, hvis han alligevel ved alt, hvad der sker i os. Nu ved jeg selvfølgelig ikke alt, hvad der sker i min søn. Men ligesom Gud kan jeg alligevel kende mange af hans behov, også før han siger dem. Men det er jo ikke nok!!! Jeg elsker jo min søn og længes efter, at han kan fortælle mig mere om, hvem han er indeni.
Hvor meget mere må Gud, som har skabt mig, så ikke længes efter, at jeg snakker med ham om, hvem jeg er, og hvad der sker i mig.