I Jesus ser vi Guds ansigt

Af Anne Røndal Kjeldsen der er sognepræst i Engesvang.
Da jeg begyndte i 1. klasse, fortalte lærer Andersen os bibelhistorie. Og når han havde fortalt, skulle vi tegne.

Anne Røndal Kjeldsen

Vi tegnede det hele. Hver en stump af bibelhistorierne. Og Gud var altid med. Han sad i en sky i det modsatte hjørne af solen. Et ansigt med hvidt hår og skæg, en overkrop klædt i hvidt og måske med arme, mens resten var skjult bag skyen. Næsten ens på vores ellers forskellige tegninger.

Selv om mange af os har dette billede fra 1. klasse siddende i os, så ved vi godt, at Gud ikke er som på tegningerne. Barnetroen med de trygge, enkle billeder kan bære os langt, men de fleste oplever før eller siden, at barndommens tanker om, hvem og hvordan Gud er, kommer til kort i forhold til livets modgang.
Hvis Gud virkelig sad på en sky og holdt øje med alting, så var han jo ikke en særlig succesfuld Gud. For verden er af lave, lidelsen findes, sorgen og ulykken og smerten findes.
I søndagen tekst er det alt dette, der er på spil: Hvem er Gud? Og hvordan kender vi Gud?
De kloge og de velansete vil have Jesus ned med nakken og udfordrer ham med spørgsmål om Gud og om troen. De håber inderligt, at Jesus vil svare forkert. Det minder lidt om en politisk duel på tv, hvor man med ét eneste forkert svar kan tabe det hele på gulvet og afdække sin dumhed og uforstand. Det er sådan et svar, de håber at få fra Jesus, så de kan gå derfra og sige, at manden ikke er rigtig klog.
Men Jesus falder ikke i fælden. Han svarer rigtigt, og endnu værre bliver det, da Jesus tager deres udfordring op og stiller dem et spørgsmål, der sætter dem til vægs ved at bruge deres egne våben.
”Hvad mener I om Kristus?” spørger han. Bag hele samtalen ligger det store svar og vibrerer, svaret på, hvem Gud er, og hvordan vi kender Gud.
Svaret er, at Gud kender vi fra Jesus. Sådan som Jesus er, sådan er Gud. I hvert fald det af Gud, som vi kan gennemskue og forholde os til med vores begrænsede fatteevne.

”Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?” Jesus svarede: ”Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med hele dit liv og med alle dine tanker. Det er det vigtigste og største bud.”
Matthæusevangeliet 22, 36-38.
Maleri af Peer Laigaard.

Det giver os ikke svar på alting. Vi får aldrig et færdigt og helt tilfredsstillende svar på, hvorfor der findes så meget ondt i verden, og hvorfor vore liv ind imellem kan være så helt umulige. Det må vi altid bakse med. Men gennem Jesus får vi fortalt, at Gud er en Gud, der er hos os som en ven der er mere tålmodig, mere overbærende, mere forstående end nogen ven, vi ellers har mødt. Og at han er mest hos os, når livet er mest vanskeligt. Sådan er Gud, siger Jesus.
Vi kan ind imellem blive vrede over, at Gud ikke tryller virkeligheden om, og over, at livet kan være så svært. Måske kan det oven i købet være befriende at skælde Gud lidt ud engang imellem, når vi ikke synes, vi magter mere. Men virkeligheden er, som den er. At trylle den om, er ikke Gud måde at gøre det på. Han er der bare, helt tæt på. Og eftersom han har prøvet den værste smerte, der findes: torturen, forladtheden og døden, så kan vi ikke opleve noget, han ikke kender til. Han ved altid, hvordan vi har det, og forstår vore motiver og vores måde at tænke på. Han deler vores sorg og kan se, når vi føler os krænkede.
Gud sidder ikke på en sky og vinker ned til os, mens verden går sin skæve gang. Det kristne billede af Gud er derimod billedet af en lidende mand på et kors. Et billede, som frem for alt fortæller, at Gud ikke går sin vej, når noget bliver for svært eller gør for ondt eller er for farligt; han bliver der. Og han er her, usynligt er han tilstede hos enhver.
Han er her, Gud er i verden, som vores ven og ledsager. For i stedet for at hænge i skyen har Gud i Jesus bundet sig til jorden og til alt det jordiske. Og i Jesus ser vi Guds ansigt, kærlighedens ansigt.