MUSIK
Når sangerne i et gospelkor
bliver gravide…
Gunnertoft Gospel Singers er kommet i lidt af en knibe, efter flere af gospelkorets kvindelige sangere er gået hen og blevet gravide…For mange gospelkor ligger udfordringen nok snarere i at ramme tonerne rent end at få medlemmer. Men for det professionelle gospelkor Gunnertoft Gospel Singers er det lige modsat.
Gospelkoret er nemlig kommet i underskud af kvindelige solister, efter flere af korets kvindelige sangere er blevet gravide.
Det har fået Jakob Gunnertoft, der leder gospelkoret, til at lede med lys og lygte efter dygtige kvindelige sangere, helst med kirkelig baggrund. Og helst uden planer om at få børn, i hvert fald lige med det samme…
Selvom gospel-feberen langt fra har lagt sig i Danmark, har det vist sig at være sværere end som så at finde dygtige musikere til koret.
– Det er svært at finde egnede sangere inden for kirkens mure. Men jeg leder ihærdigt med lys og lygte for at støve talenterne op, siger Jakob Gunnertoft, der har opstartet Gunnertoft Gospel Singers tilbage i 2009.
– Jeg har i mange år spillet som pianist for en række gospelkor. Med tiden kunne jeg mærke, hvordan det gibbede mere og mere i mig for at lave mit eget kor. Derfor brugte jeg mit netværk fra konservatoriet og blandt musikere til at stable et professionelt kor på benene, siger Jakob Gunnertoft, der også blev inspireret af at se en amerikansk gospelkirke i New Orleans i forbindelse med en tur med musikkonservatoriet.
Modsat mange andre gospelkor er Gunnertoft Gospel Singers et professionelt kor, og det sætter både krav og giver fordele.
– Det, at koret er professionelt, betyder, at alle sangere og musikere får løn for at optræde med koret. Selvom flere af sangerne er vant til højere løn, sikrer det alligevel, at de ikke tager andre jobs ind, og at de prioriterer vores koncerter. Og så er jeg af den holdning, at gode musikere er deres løn værd. Udfordringen i den anden ende kan så være at skabe jobs. Prisen løber jo hurtigt op med sangere, musikere, lyd og lys, forklarer Jakob Gunnertoft og tilføjer:
– Men indtil videre har det heldigvis kunnet lade sig gøre at have koncerter i kalenderen.
Koret har indtil videre udgivet to cder, hvor den seneste, A Merry Little Christmas, var med Søs Fenger og Erann DD som gæstesolister. Den blev sidste år solgt i 185.000 eksemplarer til Krifa samt i musikbutikker rundt i landet.
– Jeg tror, det er første gang, at en dansk gospel-cd kommer så vidt omkring, siger Jakob Gunnertoft, der har indført den tradition altid at bede med koret inden hver prøve eller koncert, selvom ikke alle i koret er personligt troende.
– Jeg synes, det er helt oplagt, når det er gospel. Gospel er nogle gange ren lovsang og andre gange en bøn, men for mig er det grundlæggende en taknemmelig respons – fra skabelsen til skaberen, siger Jakob Gunnertoft.
Gunnertoft Gospel Singers består af sangere fra hele landet, hvoraf de fleste har en konservatoriebaggrund som studerende eller undervisere. Flere har medvirket som solister eller korsangere i tv-shows og som medlemmer i kendte danske orkestre, på indspilninger mm., ligesom koret også har optrådt i landsdækkende tv og med gæstesolister som Julie Berthelsen, James Sampson og Martin Brygmann.
Udover forskellige arrangementer og koncerter i løbet af året planlægger Gunnertoft Gospel Singers en større juleturné rundt i landet til december – hvis det altså lykkes at få fat i nogle kvindelige solister…