Steven Curtis Chapman oplevede den værste sorg

I 2008 oplevede sanger og musiker Steven Curtis Chapman den værste sorg, man som forældre kan forestille sig. Mary Beth Chapman er gift med musikeren Steven Curtis Chapman. Hun fortæller udførligt sin historie i bogen “Choosing to see”. Her giver hun redskaber til at bearbejde sorg og skyld.

I 2008 oplevede sanger og musiker Steven Curtis Chapman den værste sorg, man som forældre kan forestille sig. Da deres 17-årige søn kørte ind i indkørslen, løb den kun 5-årige Maria ham i møde. Men han så hende ikke, hun var for lille.

Ulykken kostede Maria livet og kastede hele familien ud i dyb sorg og skyld. I lang tid følte Steven Curtis Chapman sig ude af stand til at synge eller skrive nye sange. Men halvandet år efter ulykken udgav han albummet Beauty will rise. Albummets 12 sange handler alle på den ene eller anden måde om Maria og om de følelsesmæssige stadier, familien har været igennem siden tragedien.
Chapmans kone Mary Beth fortæller her sin historie og giver redskaber til at bearbejde sorg og skyld.

– Det var den 21. maj 2008. Det var forår, himlen var blå, og vi var alle otte i familien i fuld gang med at planlægge både et bryllup og en eksamensfest. Som forældre til seks dejlige børn, heriblandt tre små adoptivdøtre fra Kina, følte vi stor taknemmelighed over at være beriget med denne skønne flok. Vores 23-årige datter Emily havde forlovet sig fire dage forinden, og dagen før havde vi været ude at se på brudekjole. Jeg var lykkelig – indtil jeg hørte skrig i gården!
Det var ikke glade skrig af legende børn, der lød, snarere paniske skrig. I samme øjeblik kom vores otteårige Shaoey løbende op ad bagtrappen og råbte: “Mor! Will er kørt ind i Maria med bilen!”

Jeg styrtede ud. Min 17-årige søn Will stod i nærheden af garagen og holdt sin lillesøster Maria i armene. Der var blod overalt. “Maria”, græd Will, “Maria! Vågn op!”

Hvad var der sket? Min mand Steven havde godt set Will dreje ind i indkørslen. Han kørte langsomt og talte heller ikke i telefon. Men Maria, som lige var blevet fem, løb glad bilen i møde. Hun var for lille. Han kunne ikke se hende!

Jeg tog Maria i armene. Hendes krop var helt slap, som om hun sov. Jeg løb tværs over indkørslen og lagde hende ned på græsset. Jeg forsøgte at give hende kunstigt åndedræt, men hun reagerede ikke. Hjertemassage turde jeg ikke forsøge med på grund af det megen blod, og jeg vidste ikke, om der måske var brækket nogle knogler.

Kort tid efter kom min mand løbende rundt om hjørnet og skreg: “Åh, Gud!” Han overtog forsøget på at genoplive Maria, mens jeg løb ind i køkkenet for at ringe efter vagtlægen.

Will havde fået et chok, løb ned ad indkørslen og derpå tværs gennem haven. Han ville bare væk. Vores 18-årige søn Caleb styrtede efter ham og fik ham til sidst indhentet ved den lille dam foran huset. “Jeg kan ikke blive her!”, skreg Will. Caleb holdt ham fast. “Jamen, hvor vil du så tage hen?” skreg Caleb. “Vi holder jo alle af dig!” Han greb ud efter Wills skjorte, som var fuld af blod. “Du skal tage den der af,” græd han. “Nej!” hulkede Will, “alle skal vide, at det er mig, der har gjort det her!” Og så sloges de videre. “Jeg har gjort det!” Caleb fik til sidst fat i Wills hvide t-shirt, rev den af ham, krøllede den sammen og smed den ud i dammen.

På skadestuen

Snart hørte vi lyden af hylende sirener. Ambulancen kom, og redningshelikopteren landede kort efter på en mark. Mens Maria blev transporteret i helikopteren, skulle vi følge efter i ambulancen. Min mand rullede vinduet i passagersiden ned og brølede, så højt han kunne: “Will, glem ikke, at din far elsker dig!”
Da vi ankom til akutmodtagelsen, skete alt som i slowmotion. En kvindelig ansat kom hen til os. “Jeg skal be’ jer følge med denne vej”, sagde hun. Jeg veg tilbage. “Nej! Nej!”, skreg jeg. Jeg tror, at jeg allerede i dette øjeblik inderst inde godt vidste, at Maria var død. Men jeg håbede stadig væk, at lægerne havde genoplivet hende i redningshelikopteren. Jeg fattede slet ikke, hvad der egentlig skete, men forsøgte igen og igen fortvivlet at hive mig selv ud af dette mareridt.
Vi blev ført hen til et lille lokale bag ved skadestuen. Så sagde lægerne: “Vi har forsøgt alt. Men vi har ikke kunnet bringe hende til live igen.”
“Åh, Gud”, græd min mand. “Jeg be’r jer. Prøv igen med kunstigt åndedræt. Fortsæt med at prøve på at bringe Maria til live igen!” Han vidste, at Gud kunne det, hvis han ville. Og det troede jeg også. Men et eller andet inderst inde sagde mig, at Gud havde helbredt Maria på en måde, som vi ikke havde villet gøre det på.

Et sidste kys

Jeg stillede mig hen bag min mand og lagde beskyttende min hånd på ryggen af ham. “Vi må give slip på hende, min kære”, hviskede jeg. “Det er i orden at give slip på hende. Det er på tide at give slip.”

I dette ufattelige øjeblik stod det Steven og mig klart: Vi stod lige foran Himmelens port og lagde vores lille datter forsigtigt i armene på Jesus. Vi måtte ganske enkelt stole på, at hun var tryg og i god behold der, indtil vi selv ville komme senere.
Et sted i det fjerne hørte jeg Stevens stemme, som forklarede lægerne og sygeplejerskerne i lokalet, at det her drejede sig om et evighedsøjeblik, nemlig det punkt i ethvert menneskes liv, som det til syvende og sidst handler om.

Steven og jeg bøjede os frem og gav Maria et kys på panden. Min hånd sitrede ukontrolleret, da jeg strøg hende over ansigtet og en sidste gang lagde en uregerlig hårtot på plads bag øret. Så forlod vi lokalet for at gå ud til vores venner og påbegynde vores lange sorgens vej og vente, indtil vi selv skulle gå ind ad porten til Himmelen.

Tegn fra Himmelen

Da vi kom hjem, havde jeg hårdt brug for et tegn fra Gud, fordi jeg ellers ikke troede, at jeg nogensinde igen ville kunne leve i dette hus. Jeg gik ovenpå i Marias værelse. Jeg lagde mig i hendes etageseng og indsnusede duften af min lille harekilling. Jeg lå bare og hulkede og hulkede og ville aldrig mere væk derfra. Men på en eller anden måde lykkedes det mig alligevel at stå op.
Også min mand og vores søn Caleb bad: “Gud, vi be’r dig, giv os noget håndgribeligt, så vi kan vide, at Maria er hos dig! Lad os se dig i alt det her. Vi be’r dig, giv os noget.”

Min mand gik ganske langsomt en tur igennem huset, fulgte endnu en gang de skridt, Maria var gået den dag, ulykken skete. Da han kiggede hen på Marias legebord, fik han øje på et stykke papir fra et skrivehæfte. Maria havde tegnet en blomst med seks blomsterblade. Kun et af bladene var farvelagt. Med blåt. Det var Marias yndlingsfarve. Midten af blomsten var malet orangefarvet. Min mand så, at der var noget på bagsiden af papiret, som skinnede igennem, og vendte papiret om. Maria havde der tegnet en sommerfugl og skrevet et ord, som hun aldrig før havde skrevet: SE.

“I skal bare se det!”

Steven stirrede på Marias lille kunstværk og fik tårer i øjnene. Det var, som om Maria ville tale til ham fra Himmelen og sige: “Kan du se det? Alt bliver godt. Jeg er her hos Jesus. Jeg har det godt. Himmelen er virkelig. Evangeliet er sandt. I skal bare SE det.” Kun tre måneder tidligere havde hun taget imod Jesus som sin frelser, nu var hun allerede hos ham.

Da jeg senere tegnede Marias kunstværk efter på et stykke hvidt pap, var der noget, der slog mig: Blomsten havde seks blomsterblade. Sådan som jeg havde seks børn. Og kun ét af bladene var farvelagt. Som om kun ét af mine børn allerede var sikkert i Himmelen og hjemme hos Jesus. Og det blomsterblad, som var sikkert, var blåt – Marias yndlingsfarve.
Mange mennesker anser den slags bagateller for at være et tilfælde. Men for os var disse små tegn som spor af brødkrummer i den mørke skov, der viste os den rigtige vej. Jeg kunne kun se et par meter frem, og havde jeg kunnet se længere frem, ville den vej, der lå foran mig, have gjort mig for bange. Men Gud viste mig alt det, jeg havde brug for at se, altid kun et par skridt … skænkede mig små glimt af håb – når jeg var parat til at SE dem.

Når folk i dag spørger os 2 mere end tre år senere ” hvordan vi har det, siger jeg altid som det første: “Jeg ville gerne have Maria tilbage. Jeg ville ønske, at alt det her ikke skulle være et kapitel i min søns livshistorie. Jeg ønsker for alle mine børn, at de er sunde og raske og min familie beskyttet.” Det er en mors hjerte, der taler her.
Jeg tror, at Gud får bugt med mine inderste følelser, mine spørgsmål og mit raseri. Det er helt i orden, at jeg gerne vil have Maria tilbage. Det er okay at være rasende. Spørgsmålet er blot, hvad jeg stiller op med alt det. Hvad gør jeg med Gud? Tror jeg også i denne sorg, som jeg føler er ved at sønderrive mig, at alle ting tjener til bedste for dem, som elsker Gud?

Svaret på dette spørgsmål har jeg fået – og betalt dyrt for. Det gør nemlig ondt at træffe beslutningen om at se til og gennem tårerne over tabet af min datter se Gud handle og virke. Men jeg oplever også Guds venlighed og trofasthed og hans forløsende væsen. Jeg tror ikke, at en eneste af mine tårer har været udgydt forgæves.
(Marias billede viser mig tydeligt: Når dette spejl, som vi lige nu kun ser uklart igennem, splintres, vil vi være i det mangefarvede, færdige billede af Himmelen, hvor jeg vil høre den lille Maria sige: “Ka’ du SE, det er alt sammen nøjagtigt sådan, som du har sagt!” Jeg vil holde hende i armene, høre hendes hjerte slå igen og alt vil være herligt.)

Sådan overvindes skyldfølelse

Efter ulykken var vi alle plaget af skyldfølelse. Værst var det for børnene. Min søn Will græd og sad med Marias dyne presset tæt ind mod kroppen. Hans søskende og venner bad intensivt for ham: at Gud ville hjælpe Will og helbrede ham, at han ville hindre anklageren i at fylde ham med skyldfølelser. Som billede herpå vaskede de hans fødder og bad samtidig om, at det ikke måtte lykkes fjenden at få fodfæste i hans sjæl, men at Gud ville skænke ham ro og fred.
Også vores otteårige datter Shaoey havde det slemt. Hun troede, at hun var ansvarlig for ulykken, fordi hun havde sagt til Maria, at hun skulle gå hen til Will, som kunne løfte hende op på gymnastikstangen.

“Shaoey”, sagde jeg til hende, “passer det, at Maria var for tung til, at du kunne løfte hende op på gymnastikstangen?”
Ja, sagde hun. “Will legede jo altid med hende.”
”Passer det, at du råbte til Maria, at hun skulle blive stående og ikke løbe hen til Wills bil?”
”Ja”, sagde hun.
”Og passer det også, at Maria var en lille stivnakke og alligevel bare løb hen til bilen?”
”Det kan man vel godt sige”, svarede hun.

Men skyldfølelse lader sig nu engang ikke besejre af ren logik. Derfor sagde hendes terapeut til hende: ”Udsøg dig en figur i reolen, som kan stå for skylden.” Blandt de forskellige figurer, som stod i reolen – prinsesser, løver, bjørne, uhyrer og andre – udsøgte Shaoey sig et gammelt skelet af manden med leen. ”Den her er min skyld”, sagde hun. ”Sådan ville den se ud.”

”Okay”, sagde dr. Lois. ”Det er djævlen. Nu skal jeg fortælle dig noget, Shaoey. I de rum her hos mig har du lov til at sige ting, som du måske ikke ville sige andre steder. Du kan sige til ham, at han skal holde mund, eller hvad der ellers falder dig ind.”

Shaoey var overrasket og kom til den slutning, at det her tilsyneladende var ret sjovt og begyndte at lave løjer. Men da hun så beskæftigede sig med djævlefiguren, blev hun mere og mere ophidset. ”Hold mund!”, skreg hun. ”Skrub af og lad mig være i fred! Hold op med at sige sådan noget til mig!”

Derpå gav Shaoey og dr. Lois djævlen endnu en omgang bank, hvorpå de lagde ham i en kiste, som de pakkede ned i en æske. På låget skrev de: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Romerbrevet 8,1).

“Okay”, sagde dr. Lois derpå. “Nu skal vi finde noget i reolen, som står for Jesus”, hvorpå Shaoey udsøgte sig en krone med ædelsten. Sammen stillede de kronen oven på låget af æsken, og dr. Lois løftede begge dele højt op på den øverste hylde i reolen, hvor det blev opbevaret fra da af. Så kunne de igen tage æsken frem og endnu en gang skælde ud på djævlen og endnu engang begrave ham i tilfælde af, at han igen skulle begynde at drille Shaoey, og de kunne igen forkynde Jesu absolutte sejr over ham.

Af Mary Beth Chapman,
Magasinet Lydia