At give og modtage

Del 3/3: Forstå Guds tanker for de åndelige rytmer i vores liv. Tredje og sidste del i serien handler om de to sidste hemmeligheder i nadveren.
Karen Kirk fortsætter sidste uges undervisning med at forklare om nadverens to sidste hemmeligheder.
Af Karen Margrethe Kirk,
referat af undervisning på Pinsekirkernes Sommercamp 2011

Det tredje punkt i nadveren har været et afgørende punkt for mig. Jesus tog et brød, og så brød han det i stykker.
Det betyder, at ud over at vi må vide, vi er udvalgte og velsignede, så må vi også leve med vores brudthed. Det kan ofte opleves som mislykkethed. Mange af de store ledere i det Gamle Testamente var også brudte.

De store helte, som fx Kong David, var virkelig velsignede. Men læs Davids familiehistorie – den er ganske tragisk. Den rummer vold, incest, jalousi og drab. Og læs om Davids personlige nederlag. De rummer så meget brudthed og så meget mislykkethed. Men slutter det så ikke, efter at Jesus kommer?
Nej, også i Det Nye Testamente er der masser af eksempler på det. Og også op gennem den første kirke. Paulus, der om nogen stolede på Gud, han troede om nogen på Guds trofasthed og hjælp. Han prøvede at sulte, han prøvede at mangle tøj. Paulus var bekymret, selvom han skrev: ”Vær ikke bekymret.”
Derfor synes jeg, der er så meget trøst at hente der. Specielt 2. Kor. kap. 11 og 12 er nogle barmhjertige kapitler, der lige præcis er gode for dem, der må opleve sig mislykket i liv og tro.
Vores brudthed er også dybt personlig og helt unik. Og derfor kan vi også kun sammenligne os med hinanden et stykke hen ad vejen. Jeg tror, der for hver eneste af os er et lille stykke, som vi må gå helt selv. Et sted, hvor ingen andre kan følge os. Og det er sådan, det må være, det er i orden.

Og grunden til, at vi kan sige det med frimodighed, er fordi vi kan spejle os i Jesus. Jesus gik sammen med sine disciple i tre år.
Og de delte rigtig meget sammen. De var virkelig tæt forbundne, så man skulle tro, de kunne forstå hinanden. Men da det virkelig var allersværest for Jesus, i Getsemane Have, hvor han græd og var bange, der kunne selv de bedste disciple ikke følge ham. Der måtte han gå det sidste stykke alene.
Og derfor synes jeg, det er en stor hjælp, når man kan finde værdighed og respekt i, at det er sådan, det er. Vi kan følge hinanden et stykke hen ad vejen, og der er et stykke, vi må gå selv. Og det er i orden.

Hvad kan vi gøre med det, det der er mislykket i os? For mig at se, så er der to ting, vi kan gøre ved det: Vi kan acceptere det og sige: Sådan er det.
Og så kan vi aflevere det og lade det blive velsignet.

Martin Luther har sådan et fint sjælesorgråd, hvor han siger: ”Giv alt til Gud som om det kom fra ham, så han kan gøre noget godt med det.” Peter Halldorf siger det på en anden måde:
”I stedet at fornægte de mørke sider i dig selv, så lad Guds lys skinne på både det gode og det grimme.

Det sidste punkt i nadveren er gensvaret. Jesus gav. Det handler om de gaver, vi kan give hinanden, og som vi alle sammen kan give. For hvad er det egentlig, vi selv ønsker at modtage, når det kommer til stykket? Er det materielle ting?
Det tror jeg ikke. Jeg tænker, at det jeg allerhelst vil modtage af andre, er venskab. Det er tillid, overbærenhed, tålmodighed, trøst og håb. Nogle gange kan man låne lidt håb hos hinanden. Alt det er gaver, som jeg allerhelst vil modtage, og gaver, som jeg selv har mulighed for at give.

Det sidste nøgleord i denne sammenhæng er rækkefølgen, Jesus startede sin tjeneste med i udgangspunktet: Han var elsket. Og der starter vi alle sammen. Det er ikke en kronologisk rækkefølge, det er en tilbagevendende kontinuerlig rytme.
Vi må ind og modtage og ud og give, men det skal vi gøre igen og igen. Kræftens bekæmpelses logo er en sløjfe. Men det er ikke bare en sløjfe, det er en sløjfe, der hele tiden går ind i hinanden. Prøv at lægge mærke til det, næste gang i ser den. Sløjfen fortsætter ind for at modtage, ud og give, ind og modtage, ud og give osv. Og den rækkefølge tror jeg, er nødvendig og rigtig sund. Den livs-
rytme lærte Jesus faktisk også sine disciple. De gik sammen og lærte af ham, de modtog af Jesus i lang tid. På et tidspunkt sagde Jesus til dem: ”Nu skal i gå ud – to og to – og bruge det, i har lært.” De havde lært, og nu skulle de ud og give. Og så kommer de senere tilbage igen og fortæller meget begejstret om alt det, der er sket. Om alt det, de har givet og gjort.

I sådan en situation kunne det måske være fristende at sige: ”Fortsæt bare, hvor er det dejligt.” Men det gør Jesus ikke.
Han indfører dem i sit eget livs rytme, hvor han siger (Mark. 6,31): ”I trænger til at hvile jer. Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.”
Jesus lærer dem at komme tilbage til ensomheden og stilheden for at kunne give noget igen. Ind i bønnen og ud i verden, ind i bønnen og ud i verden. Det har noget med åndens rytme at gøre.

Der er en præst, der hedder Leif Lundtofte. Han var præst i næsten halvtreds år. Og han fortæller om, hvordan han har nydt at give, nydt at være til og nydt at være udadvendt. Men han har også haft nogle faste følgesvende og store udfordringer. Blandt andet en sygdom, som han har haft hele sit liv, siden han var barn: Han har lidt af daglige stærke smerter næsten hele livet. Det kan man slet ikke sætte sig ind i. Når han skal opsummere sin livserfaring og sin troserfaring, så er der især en enkelt sætning jeg lægger mærke til:
”Når alt er lagt sammen, så må jeg bare konkludere, at alt kan ramme os, men intet kan skille os fra Guds kærlighed.”
Alt kan ramme os, ja. Men intet kan skille os fra Guds kærlighed. Hvilen i at være elsket er et fantastisk fundament for at gøre og være og leve. Og rækkefølgen er vigtig at huske på.