Hun blev berømt som krimiforfatter: Intro til Sayers
Mange danskere har læst en eller flere bøger af den berømte engelske krimiforfatter Dorothy S. Sayers succesromaner om Peter Wimsey. Toni Liversages nye letlæste biografi er en udmærket, om end ikke den første danske, introduktion til personen og hele forfatterskabet.
Dorothy Sayers (1893-1957) er formentlig en af de kvinder, der har ladet flest mennesker slå ihjel – nemlig de mord, som helten, aristokrat-detektiven, Lord Peter Wimsey, i hendes 11 krimier skal opklare. Hendes verdensry hviler på disse bøger, som hun skrev over en 20-årig periode, for derefter at stoppe brat. De er både udgivet på dansk i samtiden og genudgivet, fire af dem fx bare inden for de sidste to år.
Sayers var en af de første universitetsuddannede kvinder i England, en fascinerende personlighed med en sjælden intellektuel formåen og et stort mod: stærk, beslutsom, hurtig, myndig, humoristisk og utålelig over for fx bornert og hyklerisk kristendom – samt slet arbejde. Og havde en eminent sproglig udtryksformåen. Hendes ry for at være ikke-køn modsiges dog af portrættet af den smukke unge kvinde med det selvbevidste og kløgtige udtryk på forsiden af bogen. Krimien De ni klokkeslag, der gjorde hende berømt sågar langt ind i klokkenistkredse for dens tekniske saglighed, er den kendteste af alle hendes krimier, og solgtes straks i 100.000 eksemplarer i England. Hun var i øvrigt i krimi-forfatter-klub med Agatha Christie og G. K. Chesterton.
I slutningen af 30erne begyndte hun med begejstring at skrive kirkespil, der blev flittigt opført i domkirkerne. Disse fulgtes på opfordring op af 12 radio-hørespil for børn om bibelske emner, og var utrolig polulære. De blev både genudsendt mange gange i årenes løb og kom i bogform (oversæt dem til dansk!). Her insisterede hun på en personbeskrivelse af Jesus som en karsk, usentimental flamme (der) skar gennem Judæa.
I de senere år er der kommet flere betydningsfulde biografier og ikke mindst 4 bind med breve, der kaster nyt lys over mennesket Dorythy Sayers. Hun havde i sine yngre dage flere stormfulde kærlighedsforhold til mænd, insisterede på seksuel afholdenhed før ægteskabet, men det gik galt med Bill White, der blev far til hendes søn. Det var hendes sit livs hemmelighed. Først i de senere år fik sønnen, som hun dog havde kontakt med hele livet, at vide, at hun var hans biologiske mor. Sayers senere ægteskab med den alkoholiserede A. O. Fleming blev ulykkeligt og stærkt konfliktfyldt. Hun døde af et hjerteslag og efter at være faldet ned fra en trappe, 64 år gammel i 1957.
Sayers redelige, sandhedssøgende, kompromisløse, men yderst intellektuelle tilgang til kristendommen gør sig også gældende i bogen The Mind of the Maker (essays om det kreative skabersind – burde oversættes til dansk!) og i bogen Christian Letters to a Postchristian World (samling af trosrelaterede essays samlet og udgivet efter hendes død – omtales mærkeligt nok ikke i Liversages biografi). Sayers var højt agtet i vide kredse for sin anderledes og utraditionelle fremstilling af kristentroen. På hendes mindeplade står der: Kun det kristne arbejde er godt, som er godt udført.
Toni Liversage: Dorothy L. Sayers – en biografi
146 sider 199 kr.
Rosenkilde & Bahnhof