Historisk tradition for åndsfrihed i Danmark
En stor gruppe religiøse personligheder har formuleret 21 teser om åndsfrihed.
Af Carsten Hjorth Pedersen
Daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut
Dansk demokrati har siden grundloven i 1849 været nært forbundet med åndsfrihed. Der har været bred enighed om, at ingen kan fratage andre retten til at udtrykke deres egen mening om, hvad der er sandt og ret i samfundslivet og i det enkelte menneskes liv. Det er ikke alene en mindretalsbeskyttelse, men også en måde at holde mulighederne åbne for fornyelse og inspiration, ved at man kan se, hvorledes andre livsholdninger end flertallets kan gennemleves.
Forenklet kan man kalde en hovedlinie i dansk demokratisk tradition for »mindretalsdemokratisk«. Man har holdt fast ved, at sandheden om den rette forståelse af forhold vedrørende menneskeliv og samfundsliv ikke kan afgøres ved afstemning. Mindretallet eller endog den enkelte kan lige så vel have ret som flertallet.
Demokratiet er en ramme om samfundets fællesanliggender. Det betyder, at når man ikke kan forhandle sig til enighed om en løsning, må man ty til flertalsafgørelser. Det har man gjort i erkendelse af, at man ikke kender nogen bedre metode til at træffe beslutninger om fælles anliggender. Men forståelsen af, at mindretallet eller den enkelte lige så vel kan have ret i sin forståelse som flertallet, betyder, at flertallet må give mindretal plads til at udtrykke deres forståelse og leve den ud.
Med baggrund i denne demokratiopfattelse blev der efter 1849 vedtaget love om skole, kirke og samfundsforhold, der gav mindretal store rettigheder, og, hvad der er lige så vigtigt, gav et mindretal ikke blot den principielle mulighed for, men også økonomisk støtte til at gøre, hvad det fandt rigtigt.
Historisk set har åndsfrihedens udspring, betingelse og udfordring været frigørelse af den enkelte eller grupper af mennesker. Med udgangspunkt i en kristen eller humanistisk forståelse af det enkelte menneskes værd, har oplysningsfilosoffer og andre (fx N.F.S. Grundtvig) fra midten af 1700-tallet og fremefter arbejdet for at frigøre det enkelte menneske.
Gennem oplysning og gensidig respekt skal mennesker gøres fri af undertrykkelse, hvad enten den er af fysisk, religiøs, økonomisk eller ideologisk art. Revolutioner, magtomvæltninger og demokratiske ordninger samt omfattende oplysningsprogrammer (fx nye skolesystemer) fulgte i kølvandet på disse frihedsbestræbelser.
Hvis denne stadige udvidelse af kravet om større frihed for de enkelte og for de mange grupper med modstridende interesser skal blive konstruktiv, er det nødvendigt, at den er båret af en fælles forståelse af åndsfrihed, hvor den enkeltes frihed tænkes sammen med respekten for de andres frihed.
Åndsfriheden vil derfor altid være udfordret, fordi et menneske eller en gruppe af mennesker vedvarende står i en spænding mellem det, de selv vil, og respekten for, at andre vil noget helt andet. Hertil kommer, at nogle aktuelle forhold sætter åndsfriheden under pres:
I dag udfordres åndsfriheden ved, at der breder sig en ligegyldighed i forhold til værdien af dette frihedsprincip. Det sker utilsigtet, fx når ønske om kommunal harmonisering af plejetilbud på børne- og ældreområdet fører til opsigelse af overenskomster med private, værdibaserede aktører. Og det sker mere tilsigtet, når borgere herunder politikere af frygt for det anderledes er parate til at gå på kompromis med åndsfriheden. Der er ikke længere en almindelig fælles forståelse af, at dansk demokrati skal være »mindretalsdemokratisk«, og at demokrati ikke indebærer, at flertallet nødvendigvis har ret.
I dagens Danmark ses også en tendens til at ville afgrænse sig og lukke andre ude på en række områder i samfundslivet.
Der er en udbredt opfattelse af, at den måde vi (en bestemt gruppe) handler og organiserer samfundet på, er den eneste rigtige. En sådan selvoptagethed indskrænker forståelsen af det rimelige i og dermed også viljen til at skulle tage hensyn til mindretal.
Siden terrorangrebene i USA i 2001 er en ny og afgørende begrænsende faktor for åndsfriheden vokset frem i samfundet, nemlig frygten for terror. Denne frygt kommer ofte til at tjene som legitimation for at begrænse menneskers ret til at udtrykke deres mening.
Selv om åndsfriheden i en del lande har meget ringere kår end i Danmark, fortjener spørgsmålet dog også hos os fornyet opmærksomhed, fordi en række enkeltsager tilsammen viser en tendens til begrænsning af åndsfriheden. Denne tendens viser sig i følgende eksempler:
I forhold til islams og muslimers tilstedeværelse i Danmark har der de seneste år været en del politiske udmeldinger med forslag om begrænsninger og kontrol, der ville have været et brud med religionsfriheden og dermed åndsfriheden dersom de var blevet gennemført:
Forbud mod tørklæder og burka i det offentlige rum.
Forbud mod badeforhæng og børns faste i folkeskolen.
Forbud mod parabolantenner i ghettoområder.
At disse forslag ikke har kunnet samle tilstrækkelig politisk tilslutning er set fra åndsfrihedens synsvinkel glædeligt; men alligevel vidner fremsættelsen af forslagene om, at en del politikere og vælgere vægter andre hensyn højere end hensynet til religionsfriheden og dermed åndsfriheden.
Når Integrationsministeriet gennemfører en undersøgelse af og udgiver en rapport i foråret 2011 om hvilke holdninger private koranskoler (svarende til kristne søndagsskoler) formidler, er det også at sætte åndsfriheden under pres.
Men der findes også eksempler på, at nogle muslimer sætter åndsfriheden under pres. Det ses fx i form af:
Påklistring af mundkurv på muslimske folketingskandidaters valgplakater.
Afvisning af islamkritik og -satire.
Ønske om at indføre sharia/religiøs lov i et boligområde.
Flere muslimske lande modarbejder også religionsfrihed og åndsfrihed, når de fx forbyder kritik af islam og diskriminerer, fængsler eller henretter konvertitter. At noget tilsvarende kan siges om nogle hinduistiske, kommunistiske og kristne samfund, gør ikke problemet mindre.
Men det forhold, at nogle muslimer og muslimske lande modarbejder åndsfriheden, retfærdiggør ikke, at vestlige demokratier indskrænker muslimers religionsfrihed og vice versa.
Der findes endvidere eksempler på, at den frie skoletradition i Danmark og dermed åndsfriheden er under pres. Det viser sig ved det i 2010 indførte tilsyn med fokus på frihed og folkestyre det såkaldte ekstremisme-tilsyn på de frie grundskoler.
Fem skoler pr. år bliver over fem år udtaget til tjek for, om de i deres undervisning bidrager til at udbrede ekstremistiske synspunkter.
Dette tilsyn, som ligger ud over det almindelige tilsyn som også er blevet skærpet skal utvivlsomt ses i lyset af frygten for ekstremisme på de muslimske friskoler og er således et eksempel på, hvorledes terror- og ekstremismefrygt indskrænker åndsfriheden. Dertil kommer, at tilsynet rammer alle frie grundskoler, og at ekstremismefrygten dermed kommer til at bidrage til en almindelig indskrænkning af åndsfriheden i denne skolesektor.
Frie skolers frihed er desuden nøje koblet til spørgsmålet om økonomiske tilskud. Spørgsmålet er: I hvor høj grad kan disse skolers økonomiske tilskud beskæres, før det reelt betyder, at det frie skolevalg kun bliver en frihed for de mest velstillede forældre?
Lovgivning vedr. frie skoler er grundlæggende mindretalshensyn, men altså et hensyn, som kun er reelt, dersom staten yder et tilskud, der betyder, at skolerne kan drives pædagogisk forsvarligt og således, at forældre, som vil prioritere det, kan sende deres barn på en fri skole.
Det er ikke i sig selv et anslag mod åndsfriheden at beskære de frie skolers økonomiske tilskud. Man kan også acceptere, at forældre, der vælger at sætte deres børn i fri skole, må betale et vist beløb for dette valg.
Men pointen er, at der findes en økonomisk smertegrænse, og hvis den overskrides, bliver det et anslag mod forældrenes frie skolevalg og dermed mod åndsfriheden.
I forhold til ateister er det tilsvarende vigtigt, at samfundet sikrer deres frihed til at tale og argumentere ud fra deres grundholdning og til at praktisere denne holdning. Det er imidlertid ikke muligt at skabe religionsfrie rum, fordi et folks og lands historie, kultur og traditioner er forbundet med dets religion. Ateisme er ikke en mere neutral position end gudstro.
På de områder, hvor religiøse og ateister er fælles om samvær, hvor forskellige grundholdninger naturligt indgår i den daglige rytme, fx i skoler, må man i gensidig respekt lægge vægt på at give frihed til, at forskellige grundholdninger kan leve ved siden af hinanden, og at ingen bliver presset til at tage del i religiøse eller ideologiske ceremonier, der strider mod deres overbevisning. Det kan fx ske ved fritagelsesordninger i forhold til morgensang, hvor der er bøn.
På den ene side vil det af mange opleves som et overgreb mod dansk tradition og historie og dansk kristendom, hvis et neutralitetshensyn skulle stille sig hindrende i vejen for, at man fx kan have Jelling-stenen i det danske pas. På den anden side må man også her være opmærksom på ikke at påtvinge mindretallene brugen af kristne symboler inden for deres private sfære.
På områder som disse tilsiger begrebet om åndsfrihed den størst mulige gensidige hensyntagen, vel vidende, at der ikke gives mekaniske løsninger i spørgsmål af denne art.
