Præst siger op i protest imod kirkeministeren

Frands N. Pedersen kvitter et godt præstejob i Hejnsvig efter 12½ år. Forholdene i folkekirken er blevet for ”træls”, skriver han til sin menighed.
Sognepræst Frands N. Pedersen, Hejnsvig, har sagt sit præstejob op. Og det sker helt konkret i protest imod kirkeminister Manu Sareens måde at være kirkeminister på og processen omkring regeringens planer om at indføre kirkelig vielse af homoseksuelle.

Frands N. Pedersens beslutning blev også omtalt i den store regionsavis JydskeVestkysten, både på forsiden og på en dobbeltside.

I et afskedsbrev til menigheden, som han har tjent i 12½ år, skriver præsten:
– At tiden er kommet til at forlade sognet som præstefamilie hænger sammen med den folkekirkelige situation.
Der er på den ene side fantastisk mange udfordringer og spændende muligheder i folkekirken, og på den anden side er der på nogle områder visse begrænsninger.

Kirken er blevet politisk

– Folkekirken er blevet sammenlignet med en supertanker, som er utrolig lang tid om at ændre kurs! Da regeringen og kirkeministeren den 23. november sidste år bekendtgjorde, at loven om kirkelig vielse af personer af samme køn vil blive gennemført i sommeren 2012, begyndte vi at spørge Gud til råds om vores fremtid.
Vi har en følelse af, at kirken er blevet mere politisk, og at hensynet til ligestillingen i visse tilfælde er vigtigere end Bibel, kirkelig tradition og trosgrundlag. Det er med et jysk ord rigtig ”træls”, at situationen er blevet sådan i den danske folkekirke, hvor vi altid har haft vores gang og har oplevet så meget som kristne og som præstefamilie, skriver Frands N. Pedersen.

Frihedssyn?

Han fortsætter:
– Det er meget fint blevet understreget, at vi i Danmark har et grundtvigsk frihedssyn, så præster og menighedsråd kan, sige ”nej” til kommende ritualer, mens andre vil hilse dem velkommen.
Men vi ønsker ikke at fremstå som ”nej-sigere”, for sådan betragter vi slet ikke os selv – tværtimod!
I forbindelse med vores ansættelse i folkekirken oplevede vi, at der blev stillet spørgsmål, om vi ville sige ”ja” eller ”nej” til bestemte ritualer.
Det virkede på os, som om disse spørgsmål i menighedsrådene var vigtigere end ansøgerens person, faglige baggrund og tro.
Det har desværre allerede taget meget fokus fra alt det positive, som folkekirken står for. Den rummelige folkekirke er på nogle måder blevet endnu mere rummelig – mens den på andre områder ikke formår at rumme alle holdninger på samme fine måde som tidligere! slutter præsten.

”De truer, men de gør det ikke”

Frands N. Pedersens opsigelse har fået stor omtale i medierne. Det er nemlig meget sjældent, at en præst direkte har sagt sin stilling op i utilfredshed med den politiske valgte kirkeminister eller politikernes indblanding i kirkens indre anliggender.
Præsteforeningens formand, Per Buchholdt Andreasen, mener aldrig, det er sket før.
Som adjunkt i religionsvidenskab ved Århus Universitet, Marie Vejrup Nielsen, siger til Jydskevestkysten: ”Højrefløjen i folkekirken plejer at true med det, men de siger aldrig op, når det kommer til stykket.”
(Udtrykket højrefløjen henviser ikke til det politiske højre, men bruges i kirkelig sammenhæng om præster, der er bibeltro eller konservative.)
I samme avis kalder den lokale provst, Lillian Høegh Tyrsted, sin underordnede Frands N. Pedersen for ”en god kollega og en ildsjæl”. Og hun respekterer hans beslutning og siger: ”Der er et politisk klima, hvor man synes, det er okay at skælde ud på kirken”.

Nyt job i frimenighed

Selv om Frands N. Pedersen siger, han har fået nok af folkekirken, fortsætter han med at være præst. Han skal fra 1. juli være præst i en frimenighed i Silkeborg. Det er dog hverken frimenigheden ”Kirken ved Søerne” (som er tilknyttet Luthersk Mission) siger formanden, Kaj Kristensen. Og det er heller ikke Silkeborg Oase, oplyser præsten Ruben Dalsgaard.
Der ser således ud til at være en ny frimenighed undervejs i søhøjlandet omkring Silkeborg.
Men det har ikke været muligt at få det bekræftet.

Den radikale kirkeminister Manu Sareens måde at håndtere folkekirken på, har vakt vrede både blandt præster, som er imod det nye vielsesritual, og blandt andre præster. Man mener, at kirkeministeren behandler folkekirken, som var den en almindelig forvaltning og ikke et trossamfund.