Skotland er mere end whisky og Loch Ness

Her fortæller sognepræst Stig Christensen om Skotland, hvor hans hustru Rhoda er født,
og som de sammen arrangerer en rejse til den 20.-27. juli 2012.Når man kommer fra det flade Danmark, er det skotske landskab en betagende oplevelse.Af Stig Christensen
Sognepræst i Sct. Marie Kirke, Sønderborg

Når man, som undertegnede, har besteget mange af de såkaldte Munros, bjerge over 3.000 fod, får man naturligvis et særligt forhold til det skotske højland, men nydelsen er også stor, når man på afstand kan nyde bjergområderne, de lyngbeklædte bjergskråninger, de store fåreflokke i dalene og de dybe maleriske søer.

Sækkepibeorkester til en af de traditionelle Highland Games, som der er mange af i sommerhalvåret.
Højland, kilte, sækkepiber og whisky

Det skotske højland er ikke kun kendt for sit smukke landskab, men også for de gamle klaner, de mangefarvede kilte, sækkepiberne og whisky produktionen.
På den tur, vi arrangerer, skal vi besøge Skotlands mindste whisky destilleri i udkanten af byen Pitlochry i det centrale højland. Byen blev berømt efter at dronning Victoria havde omtalt den, som et af de bedste feriesteder i Europa. Tæt ved byen ligger et meget smukt udsigtspunkt over søerne Tummel og Rannoch med bjerget Schiehallion i baggrunden.
Stedet er kendt som Queen´s View, efter at dronning Victoria havde besøgt stedet. Dronning Victoria købte omkring 1852 slottet Balmoral, efter at ejeren var blevet kvalt i et fiskeben, og det blev efter prins Alberts anmodning ombygget i skotsk borgstil, og siden den tid er det kendt som den britiske kongefamilies sommerresidens.

Det berømte Blair Castle

På vejen fra Pitlochry mod Inverness skal vi besøge det berømte Blair Castle. Dronning Victoria besøgte slottet i 1844 og tildelte ejerne, hertugerne af Atholl, den udmærkelse, at de måtte holde egen hær. Atholl Highlanders, som regimentet blev døbt, eksisterer stadig i vor tid. Slottet er ombygget mange gange i sin 700-årige historie, og det giver et enestående indblik i aristokratiets historie i det skotske højland. Videre nordpå gøres holdt i det eksklusive Bruar center, hvor man kan finde den bedste skotske tweed, alle de skotske delikatesser, herunder den berømte haggis, der er lavet på fåremaver.
Turen gennem Cairngorm bjergkæden er en imponerende oplevelse, hvor vi kommer til Aviemore, det skotske skisportscenter.

Loch Ness uhyret

Skotland er jo også berømt for Loch Ness uhyret. Jeg tvivler på Nessies eksistens, men min kone tror, at det eksisterer. Søslangen blev set første gang af Skt. Columba, Skotlands apostel, i 500-tallet, og det har påkaldt sig stigende opmærksomhed, efter at man i 1930´erne tog nogle ganske vist lidt uklare billeder, men dog noget der tydede på en form for søslange. Loch Ness søen er 37 km lang og meget dyb, så der foreligger mange muligheder, når man tænker på søens kulsorte dyb.

Skotsk historie både dramatisk og blodig

Den skotske historie er både dramatisk og blodig, hvilket man bl.a. får et indtryk af gennem filmen Braveheart med Mel Gibson, som frihedskæmperen William Wallace, der gjorde oprør mod englænderne i begyndelsen af 1300-tallet. Denne opstand blev fulgt op af King Robert the Bruce, der i 1314 besejrede englænderne ved et afgørende slag på Bannockburn uden for Stirling. Robert Bruce ligger begravet i klosterkirken,

Verdens rigeste mand

The Abbey, i Skotlands tidligere hovedstad, Dunfermline, hvorfra også den kendte Andrew Carnegie stammer (og ikke at forglemme også min kone!) Carnegie var omkring år 1900 verdens rigeste mand og en stor filantrop, der endte med at give næsten hele sin formue til velgørende formål, specielt biblioteker over hele Storbritannien. Berømt er vel i dag specielt Carnegie Hall i New York, og så de årlige uddelinger til mennesker, der har udført en særlig heltedåd.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den skotske kirke er anderledes

Den skotske kirke er anderledes end den lutherske, selv om begge er reformationskirker. Den skotske reformator John Knox var inspireret af franskmanden Jean Calvin, der levede i Geneve i Svejts. Den såkaldt reformerte kirke blev indført i Svejts, Holland og Skotland, som national hovedkirke. Opgøret med bl.a. billeder i kirken var langt mere radikalt end i den lutherske. I reformerte kirker vil man bl.a. bemærke, at der aldrig findes krucifikser, men kun tomme kors for på den måde at markere, at Jesus er opstanden, korset er tomt.

Reformationen

Reformationen blev indført officielt af det skotske parlament i 1560, men det medførte store spændinger bl.a. til Skotlands mest berømte regent, den katolske Marie Stuart, der bl.a. måtte høre, fra den karismatiske John Knox når han talte i St. Giles kirken i Edinburgh, at: ”en katolsk messe var farligere end 10.000 fjender, der landede et hvilket som helst sted i riget”.
Det var dog ikke den katolske tro, der medførte Marie Stuarts fald, men mordet på hendes mand, Lord Darnley, idet hun kort tid efter giftede sig med Jarlen af Bothwell, som man mente var hovedmanden bag mordet på hendes mand. Marie Stuart måtte flygte til England, hvor hendes kusine dronning Elisabeth I til sidst lod hende halshugge. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark, men blev fængslet og endte sine dage i Danmark.

Nu et selvstændigt land

Efter 300 års union med England er Skotland igen blevet delvist selvstændigt med egen regering, egen grundlov, egen mønt, eget skolevæsen og egen kirke, men man er stadigvæk fælles med England om kongehus og udenrigspolitik. Det nye parlament, der blev tegnet af en spansk arkitekt og blev over en milliard dyrere end oprindeligt budgetteret, ligger i dag smukt ved bunden af den gamle hovedgade – The Royal Mile – i Edinburgh, overfor dronningens officielle residens i Skotland – Holyrood House – hvor lord Darnley blev myrdet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udsigt fra toppen af Arthurs Hille med Edinburgh i baggrunden.
En af verdens smukkeste hovedstader

Edinburgh regnes for en af verdens smukkeste hovedstæder med den gamle store borg – som vi kender fra det årlige store tattoo – samt den gamle middelalder-del af byen og så den nye bydel med noget af 17-hundrede tallets smukkeste bygninger.

Kendte videnskabsmænd

Skotland har fostret mange betydningsfulde videnskabsmænd, fx James Watt, hvis udvikling af dampmaskinen fik helt afgørende betydning for den industrielle udvikling i Storbritannien, John Dunlop, det oppustelige dæk, Old Tom Morris, golfkøller, Kirkpatrick Macmillan, cyklen, John Logie Baird, det første tv, Alexander Graham Bell, telefonen, Robert Watson-Watt, radarmodtageren, Alexander Fleming, penicillin, og så er der Dolly, det klonede får i 1996.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Skotland et besøg værd

Skotland er absolut et besøg værd, men det er naturligvis ikke helt billigt, da prisniveauet er det samme som i Danmark, men en gang skal jo være den første, så hjertelig velkommen på denne tur.
Den nævnte rejse arrangeres af det kristne rejsebureau, Felix Rejser, Fredericia.