Carl Fr. Wisløff:
Lydighed er villighed

Den villige ånd er den egentlige prøve på den fuldstændige lydighed. Uden den villige ånd findes der i Guds øjne ingen lydighed.
I disse ord af Jesu mund: „Fader, ikke som jeg vil, men som du vil,” ligger den villige ånd, lydighedens underkastelse under Faderens vilje. Med det sindelag gik han ud af Getsemane og gik lidelsen i møde. Det svigtede ikke et øjeblik. Det var ikke et vist kvantum af smerter; men den villige ånd hos Jesus, som frelste verden!
Men var det sådan for Jesus, er det klart, at det samme gælder os. Det er viljen, det kommer an på. Sådan var det jo, den gang vi blev omvendt. Men også siden i livet er det den villige ånd, der spørges efter. Lad os se på det fra forskellige sider!

Lydighed i det daglige

Livet er en prøve på lydighed. Hver eneste dag! Prøv din lydighed, om den ejer en villig ånd. – En moder beder sin dreng om at løbe i byen for hende. Drengen er først uvillig; men han kan høre på moders stemme, at det kan ikke nytte at sige nej. Og han går! Og gør som moderen har sagt til punkt og prikke og bringer hende det, hun bad ham om. Han gør det; men han gør det med et uvilligt sind og med tunge, slæbende skridt. Var drengen lydig? Ja, han gjorde jo, hvad moderen sagde, endog uden at bede om at blive fri; og dog manglede han det væsentlige: den villige ånd.
Hvor har Gud mange af den slags børn! Vi går, fordi vi må. Det er Guds vilje, og så er der ingen vej udenom. Men under vore gerninger skriver Gud: værdiløst. Det er strå og halm, som engang skal brænde.

Villighed i menigheden

Jeg var engang på samme sted i længere tid. Forholdene var sådan, at jeg måtte ordne alt selv til møderne, skønt der var mange troende der på stedet. Men hvor var det svært. Bare jeg skulle have nogle penge indsamlet, måtte jeg spørge mig selv:
Hvem tør jeg nu bede om det i dag? Jeg vidste nok, at ingen ville sige nej; men ak, hvor jeg savnede den villige ånd. — Prædike kunne de, men ikke vidne og endnu mindre tjene!

Villighed når livet er svært

På alle menneskers vej i livet kommer der det, som ikke smager: Trængsler, sygdom, død, vanskeligheder i hjemmet, på arbejdspladsen eller lignende. Her spørges der fremfor alt om den villige ånd! Villigheden til at bøje sig under Guds Vilje, — bøje sig og takke!

Villighed til at gå hjem til Gud

Jeg besøgte en dødssyg kvinde. I dødsøjeblikket foldede hun sine hænder og bad: Fader vor. Hun nåede kun til de ord: Ske din vilje. Og så døde hun. Lykkelige kvinde.
Gud give alle sine børn den villige ånd. Villig til at leve, til at gå Herrens veje, til at lide, til at tjene, til at dø!

Carl Fredrik. Wisløff blev født 1908 i Drammen i Norge. Efter teologisk embedseksamen 1931 var han præst i Oslo og Birkenes. I 1958 blev han dr. theol.
Carl Fr. var rektor ved Menighedsfakultetet i Oslo 1947-61. Fra 1961-1975 var han professor i kirkehistorie samme sted. Med sin bibeltro teologi og altid med Jesus i centrum har Carl Fr. været en af de helt store skikkelser i norsk kirkeliv. Han har skrevet flere bøger og artikler og var med til at starte kristent studenterarbejde i Norge. D. 31. december 2003 blev Carl Fr. 95 år.
Artiklen her er fra bogen Med Ham hver dag udgivet 1934 af O. Lohse.