En kulturbegivenhed af de store
De sidste fem af 17 bind i Taarnborg og Kristeligt Dagblads Forlags flotte salmebogsserie er udkommet.Her er så de sidste fem bind i det fornemme salme-bibliotek, som Kristeligt Dagblads Forlag og Taarnborg gavmildt har præsenteret den danske læse- og kirkeverden for siden 2010.
Det er altsammen såre godt, men også såre trist. Det er nemlig afskedens time. Serien stopper her.
Erik Norman Svendsen skriver denne gang om Kingos Rind nu op i Jesu Navn, som er en del af digterens berømte Aandelige Siunge-Koor (1674). Det er skrevet i slemme tider for landet: der er stadige krige med svenskerne, landet er flere gange besat, pesten hærger, og enevælden bliver indført i 1660.
Kingos værk er en ny-skabelse: indtil da havde størstedelen af den danske salme-litteratur været bearbejdelser fra tysk. Kingo lever stadig i bedste velgående i sine salmer, også denne: Der er naturligvis ord og begreber, som vidner om, at salmen har mange år på bagen. Men hjertet, der banker bag digtet, er på mange måder vores eget med dets bekymring for tilværelsen og fortrøstning til Guds kærlighed (s. 34).
Per Bak Jensen har illustreret med en foto-suite af hav-billeder, variationer over et tema: Herrens bestandighed.
Provst Elof Westergaaard har valgt K. L. Aastrups salme Gør dig nu rede, kristenhed, og her fokuserer han på lyset som tekstens gennemgående tema: fra nytårsmorgens lys over hele verden til det lille lys i stagen inde i kirken. Det er ikke blot et symbolsk lys, skriver han; det er det Lys, der har overvundet verden.
Per Skov Sørensen har fremragende illustreret med tegninger, tydeligt inspirerede af klassisk kirke- og altertavlekunst.
Else Marie Bukdahl har skrevet en lærd, men alligevel tilgængelig indføring i Kingos (og barokkens) verden, hvor hun bl.a. også inddrager malerkunsten, filosoffen Pascal og jesuitter-faderen Ignatius Lloyolas pointering af vigtigheden af at bruge sine sanser i den religiøse disciplin. Kingo hæver sig ud over sin egen tid og viser os, at der stadig er håb i en verden, der ellers tit kan forekomme trøstesløs.
Fotografen Kirsten Klein har med sit vanlige, suveræne blik for detaljen og for storslåetheden i naturen akkompagneret billedmæssigt.
Og så har sognepræst Margrete Auken skrevet et stærkt personligt bidrag til serien. Det handler om Grundtvigs salme Tag det sorte Kors fra Graven. Ved dødslejet for et af sine sognebørn erfarer hun for første gang de mægtige, billedskabende elementer i salmen og dens store brugsmuligheder. En livsglad øjenåbner!
Jytte Rex har illustreret med tilsvarende livsglade farver; et overordentlig fint supplement.
Endelig bryder litteratur-professor Anne-Marie Mai lidt seriens udgangspunkt ved at tage en næsten ukendt salmedigter under sine vinger – nemlig Birgitte Boye (1742-1824), der de sidste ti år ikke har været at finde i Den Danske Salmebog. Det rådes der bod på med Mais gennemgang af hendes Med største Pragt Naturen gik(1778), og samtidig får man en interessant gennemgang af samtidens andre kvindelige salmedigtere.
Salmen er en hyldest til Guds forsyn og Skaberværk: [Boyes] forestilling om det guddommelige økosystem burde ikke være fremmed for en nutid, hvor mennesket har gjort sig til en trussel mod grundlaget for alt liv på jorden, den engang så yppige Frugtbarhed, som mennesket kunne elske og glæde sig over (s. 37).
Benny Dröscher understøtter suverænt bogens tekstdel med sprælske, farverige øko-litografier.
Den fornemme bogserie er som sagt nu ved vejs ende. Små 550 sider er det blevet til; 7 x Grundtvig; 3 x Brorson; 3 x Kingo og 1 x henholdsvis Birgitte Boye, B. S. Ingemann, Jakob Knudsen og K. L. Aastrup. Alle bindene har været skrevet af fortælle- og formidlingsglade forfattere, og selvom ikke alt har været banebrydende, har der alligevel hver gang været nyt at hente.
I sandhed imponerende. Tak er kun et fattigt ord.
Erik Norman Svendsen: Thomas Kingo – Rind nu op i Jesu Navn
Elof Westergaard:
K. L. Aastrup – Gør dig nu rede, kristenhed
Else Marie Bukdahl: Thomas Kingo – Som dend gyldne Sool frembryder
Margrete Auken:
N. F. S. Grundtvig – Tag det sorte Kors fra Graven
Anne-Maie Mai:
Birgitte Boye – Med største Pragt Naturen gik
Pr. bd.: 32-40 sider 99 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag