Et helt liv i mission

Gudrun Vest har den 3. februar 30 års jubilæum i Karagwe stift i Tanzania, hvor hun har arbejdet for at styrke kvinders rettigheder og levevilkår. Faktisk har Gudrun Vest givet mere end 35 år af sit liv til missionsarbejdet i Tanzania, hvor hun er udsendt af Danmission. I 30 år har sognemedhjælper Gudrun Vest mobiliseret kvinder i grupper – også helt ude i bushen. Her kan kvinderne lære og dele viden om familieplanlægning, ernæring, håndarbejde og tale om deres fælles problemer. Som gruppe kan kvinderne få mod og styrke til at løse deres problemer.
Efter et langt liv i mission vender Gudrun Vest tilbage til Danmark i foråret 2004.
– Gudrun har en stor indlevelsesevne og stor sans for mennesker. De er så interessante, synes hun. Når man taler med hende, er hun til stede i samtalen, uanset hvor travlt verden omkring hende har, og hun går klogt og direkte til sagens kerne.
– Hendes rolige og omsorgsfulde personlighed nyder stor tillid hos alle, hun møder. Den rejsetrætte gæst, der når frem til Bushangaro hviler ud både i krop og sjæl, når Gudrun overtager programmet. På forunderligste vis strækkes et døgns besøg i bevidstheden til flere dages velgørende fred.
– Hvad Tanzania har givet Gudrun, giver hun rigt tilbage, beskriver Krista Rosenlund Bellows, missionssekretær for Afrika, Danmission.