Artikelserie: Dyk ned i den kristne historie 5
Gud findes i bøn og Bibel

– Præster og paver kritiseres i 1300-tallet af de troende for grådighed og umoral.
I 1300-tallet topper verdsliggørelsen af kirken, og kritikken vokser. Der er efterhånden langt mellem den pavelige administation og kirkens grundidé.Af Jette Vibeke Madsen
uddannet folkeskolelærer.

Den svenske Birgitta af Vadstena og den engelske John Wycliffe kritiserer kirkens praksis. Kirken er blevet en pengemaskine. Paven finansierer sit nye palads i Avignon gennem afladshandel og afgift på alt mellem himmel og jord.

Korstogene ebber ud i 1200-tallet. Paven og den tyske kejser strides om magten, og paven vælger at knytte sig til den franske konge, som kan give ham beskyttelse. Paven flytter fra Rom til byen Avignon, som ligger tæt på Frankrig. I Avignon bygger han et moderne og pragtfuldt palads og udvikler en moderne skatteadministration, der kan drive penge ind til at finansiere paladset og det luksusliv, han lever der. Den pavelige administration bliver et forbillede for de verdslige fyrster.

Den svenskfødte Birgitta af Vadstena

Mange mener, at paven synder mod Gud, når han ikke bor i Rom. Han er jo i virkeligheden Roms biskop, så hvordan kan han bo i Avignon? Pesten breder sig i Europa og tolkes af mange som Guds straf over kirken, som er ulydig mod Gud.
Den svenskfødte Birgitta af Vadstena (1303-73) havde startet et kloster i Rom. Hun var frygtløs og kompromisløs i sin kamp mod kirkens forfald. Hun fik guddommelige åbenbaringer og så det som sin opgave at få paven til at rejse tilbage til Rom. Hun skriver bl.a. til paven om, præster og munke der
… bryder alle kirkens love, går i korte kjoler med sværd og brynje under kjolen og vanærer munkedragten; uden at skamme sig omfavner de deres elskerinder, sønner og døtre, nonneklostrene er bordeller … aflad er en handelsvare, som Judas sælger de Kristus. Præsterne er blevet vilde som ulve … de er dumme som æsler, skamløse som skøger …

Efter langvarigt pres vender paven da også efter 70 år i Avignon tilbage til Rom. Men han dør kort efter. Man kan ikke bliver enige om, hvem den nye pave skal være og havner i et skisma med flere samtidige paver. Frankrig støtter én. Italien og England støtter en anden. Der gøres flere tilløb til at reformere kirken, men det lykkes ikke på dette tidspunkt.

Avignonpavedømmet satte skred i en centralisering af kirken. Når biskoppen i Rom kunne bo i Avignon, så kunne en biskop i Århus også bo i Paris og en sognepræst i Gudbjerg kunne bo i København. I praksis inkasserede man sin løn og ansatte så dårligt uddannede og dårligt betalte vikarpræster i sognene. På denne måde drænes yderområderne åndeligt, kulturelt og økonomisk. Kirken havde længe været formidler af uddannelse og kultur, men nu koncentreres alt i store kirker i de store byer, og pengestrømmen går fra periferien til centrum.

I virkeligheden havde man under reformpaverne i begyndelsen af årtusindet forbedret præsternes uddannelseniveau.
Vikingerne havde overtaget den kristne kultur og identitet, og danske præster blev uddannet på universiteter i Paris, Oxford eller Cambridge. Kirken var et internationalt netværk, som blev knyttet sammen gennem det latinske sprog og fælles uddannelsesteder. Men i sidste ende var internationalisering med til at øge afstanden mellem kirkeligt uddannede og lægfolk.

For almindelige mennesker har troen på det evige liv stor betydning. Man håber at nå til Himlen, men skærsild og helvede truer. Tilgangen til troen er ikke fornuftsmæssig. De færreste kan læse. Kristendommen kommunikeres igennem billeder i kirkerne. Man kan købe gode gerninger, når ens egne ikke rækker til, og dermed stiger sandsynligheden for frelse. Jesu og alle helgenernes gode gerninger administreres og sælges nemlig som en handelsvare. Fænomenet kaldes afladshandel. Det viser sig at være en god forretning, og Avignonpaverne har brug for mange penge.

Europa har en todelt magtstruktur. Den verdslige fyrste på den ene side og kirken på den anden. Når de to samarbejder, har man et stærkt styre, som kan undertrykke befolkningen. Samfundet er et legeme. Kongen er hovedet, og kirken er sjælen. Når de to magtinstanser er i strid, er der plads til kritik, og den kommer.

Mester Eckhart (1260-1328), som var tysk teolog, lærte, at mennesker kunne gøre personlige erfaringer med Gud. Gud kunne genføde det enkelte menneske, som derved ville få del i Guds natur og blive et Guds barn. Når den kristne således blev født på ny, ville det komme til udtryk i gode gerninger. Men Eckharts lære betød, at den kirkelige institution blev overflødig. Man kunne møde Gud uden for kirken. Eckhart blev også anklaget for kætteri og drog personligt til paven i Avignon for at forsvare sig. Hans lære blev fordømt af paven, men først efter hans død i 1328.

Teolog John Wycliffe

I England gjorde teologen John Wycliffe ((1330-1384) sig bemærket ved at kritisere kirken. Wycliffe sammenligner Bibelen med den praksis, som han ser i kirken, og finder meget lidt overensstemmelse mellem de to. Altså må kirken reformeres, så den igen kommer til at ligne det, Bibelen foreskriver. Kirken skulle ikke være bundet af traditioner og gamle fortolkninger af kristendommen. Bibelen skulle være kirkens eneste rettesnor. Den var Guds ord. Når Bibelen var så vigtig, var det også nødvendigt at oversætte den fra latin til engelsk, hvilket Wycliffe arbejdede ihærdigt på. Wycliffe kritiserede paven og afladshandelen og blev derfor fordømt. Han sagde, at pavens aflad var
… ren blasfemi, eftersom han påstår at besidde en næsten grænseløs magt til at frelse mennesker …

Oxford Universitet blev af paven beordret til at stoppe Wycliffes lære, ellers ville universitetet blive lukket. Men i lang tid stod Wycliffe under den verdslige magts beskyttelse. Wycliffe mente nemlig, at den verdslige magt var indsat af Gud til at forvalte de jordiske anliggender. Kristus og ikke paven var kirkens overhovede, og han havde indsat fyrster og konger til at regere på jorden i verdslige anliggender, derfor skulle de kristne adlyde konger og fyrster.
Tre år før Wycliffes død blev hans lære og hans bøger dog forbudt i England. Wycliffe blev aldrig fanget og dømt som kætter, og hans indflydelse bredte sig i Europa.

I Prag var professor Jan Hus (1370-1415) inspireret af Wycliffe. Hus kritiserede også den verdsliggjorte kirke og præsternes levevis. Samtidig fremhævede han betydningen af, at evangeliet blev forkyndt på folkets sprog og ikke på latin. Hus blev anklaget for kætteri. Da han fik lovning på frit lejde, mødte han op ved kirkemødet i Konstanz. Men løftet om frit lejde blev brudt, og Hus blev fængslet og dømt for kætteri. Han blev brændt på bålet i år 1415. Som martyr vandt Hus stor folkelig opbakning i sit tjekkiske hjemland, og hans tanker bredte sig.
Kritik af kirken og ønsker om reformer vokser frem i 1300-tallet. Der er tale om mange af de samme kritikpunkter, som Luther peger på i 1500-tallets reformation, hvor kirken endeligt splittes.