Rebekka var en gave

I 19. graviditetsuge fik Karin og Thomas Højberg at vide, at deres datter var svært handicappet, men de sagde nej til at få en abort. Parret er taknemmelige for, at familien fik otte timer med Rebekka, inden hun døde roligt i Karins arme.”Jeg kunne godt blive lidt vred over, at lægen tilbød os en abort. For det var jo vores datter. Det var forfærdeligt, at nogen kunne mene, at hun ikke burde leve”, siger Karin Højberg.I sommeren 2004 var Karin gravid med familiens andet barn, og hun glædede sig over at skulle være mor igen.
Til en rutinescanning i 19. uge på Herning sygehus brød verden sammen. Fosteret havde vand i hovedet, så Karin og Thomas blev straks henvist til Skejby sygehus.
Her blev Karin scannet af en læge, som gennemgik alle fosterets organer og kropsdele. Lægen konstaterede, at fosteret – en pige – var svært handicappet. Det var uvist, hvor længe hun ville leve. Derfor blev Karin og Thomas tilbudt en abort.

”Det var en kæmpe hjælp for os, at vi med det samme kunne sige, at vi ikke ville have en abort. Det var ikke noget, vi skulle tænke over eller diskutere. Det er vores holdning, at hvert liv er en gave fra Gud fra undfangelsen. Og vi har ikke ret til at tage et liv, som Gud har skabt”, siger Karin Højberg.
For Karin og Thomas var valget om at gennemføre graviditeten let, men den resterende ventetid frem til fødslen blev svær. Den var fyldt med blandede følelser som afmagt, angst og håb. Det var, som om tiden stod stille. Familien kunne ikke længere lægge planer for fremtiden, da de måske ville få et svært handicappet barn.
Karin fik foretaget flere scanninger på Skejby sygehus. De viste, at fosteret voksede normalt og trivedes inde i Karins mave, men at hun fik mere og mere vand i hovedet.
”Det var en stor sorg at miste drømmen om vores raske datter og vide, at hun i stedet ville være svært handicappet. Jeg kunne ikke rigtig snakke med Gud, men ind imellem kom jeg med grådkvalte skrig, hvor jeg bad ham gøre et mirakel. Det trøstede mig meget, at Gud gang på gang mindede mig om, at vores datter var i hans hånd”, forklarer Karin Højberg.

Den 15. november 2004 fik Karin foretaget et planlagt kejsersnit på Skejby sygehus. Hun fødte en pige, som fik navnet Rebekka.
Pigens vejrtrækning var ustabil lige fra fødslen, men Rebekka fik lov til at være i fred uden indgreb af nogen slags. For uanset hvad der blev gjort, så ville Rebekka ikke være i stand til at leve særlig længe.
Den nyfødte blev centrum i familien i de otte timer, som hun levede. Karin og Thomas, bedsteforældre, faster og onkel kunne nyde at sidde med Rebekka på skift: At dufte til hendes mørke hår, mærke varmen fra kroppen og lytte til hendes små vellyde.
”Det var en stor gave for os at få Rebekka, selvom det også var forbundet med stor smerte.
Der var så meget fint omkring hendes fødsel. Hun havde det godt hele tiden. Hun nåede ikke at blive sulten eller ked af det. Min svigerfar, der er præst, holdt en barnevelsignelse, og det var en meningsfuld stund for hele familien.

Personalet på afdelingen var helt fantastisk. De udviste stor omsorg og respekt for både Rebekka og os”, fortæller Karin Højberg.
En sygeplejerske kom med mellemrum ind på stuen og tjekkede, om hun kunne være behjælpelig med noget. Der blev taget hånd om hele familien, men naturligvis først og fremmest om Rebekka. Hun fik taget hånd- og fodaftryk til en dagbog, som personalet skrev i hele dagen, og som Karin og Thomas senere fik med hjem.
Efterhånden blev pauserne mellem Rebekkas indåndinger længere. Sidst på eftermiddagen stoppede indåndingerne, og Rebekka døde, mens hun lå i Karins arme.

”Hele min biologi var indstillet på, at jeg skulle have et barn. Når jeg gik ud, så jeg babyer alle steder og savnede den datter, som jeg skulle amme, skifte og holde i armene. Men Gud var god i forhold til de mennesker, som han havde sat omkring os. Jeg følte mig meget forkælet”, forklarer Karin Højberg.
Mange deltog i begravelsen og viste Rebekka den anerkendelse. Hun fik et væld af smukke blomster til graven. For Karin var det en hjælp, at der ikke blev sagt så meget, da det var nærværet af familie og venner, der trøstede.
I tiden efter var der flere, der udviste omsorg ved at lave mad og gøre rent, eller ved at bede for Thomas, Karin og Daniel. Det er Karin meget taknemmelig for, fordi hun ikke selv magtede det. Salmerne i Bibelen gav Karin ord til at udtrykke sin sorg og frustration over for Gud. Som par havde Karin og Thomas glæde af at deltage i gruppesamtaler på Skejby sygehus for forældre, der havde mistet et barn. Men først da Karin blev gravid, begyndte hun at opleve små tegn på glæde igen.
”Det betyder meget for os, at familie og venner respekterer Rebekka for den hun var, selvom hun var svært handicappet. Og at hun stadig bliver anerkendt som en del af vores familie. Fx gør det mig glad, når nye venner gerne vil høre Rebekkas historie”, siger Karin Højberg.

Den 15. november 2012 ville Rebekka fylde 8 år og have gået i 2. klasse. Hun har en naturlig plads i familien, ligesom sine tre brødre Daniel, Filip og Kaleb. Selvom Karin ofte tænker på og savner Rebekka, så går hverdagen sin gang, og her fylder de tre sønner naturligvis mest. Karin og Thomas har derfor erfaret, at det er godt at have en tradition, hvor der sættes tid af til at mindes Rebekka som familie.
”Til Rebekkas fødselsdag laver jeg lagkage, og vi har en stund, hvor vi snakker om Rebekka. Så kan de to små også lære hende lidt at kende. Der må gerne råbes hurra og synges fødselsdagssang, hvis børnene har lyst til det. Mine forældre sørger for, at graven ser pæn ud, og at Rebekka får blomster på fødselsdagen. Det kan vi ikke gøre, fordi vi nu bor i Asien”, fortæller Karin Højberg.
I familiens stue i Asien hænger et lille kunstværk, der forestiller en baby, der bliver holdt i et par hænder. Det minder dagligt Karin om, at Rebekka er i Guds hånd.
Af Malene Strandkvist