Erfaren chef for ny juridisk afdeling i Krifa
Juridisk Centerchef Mette Stevn, Randers, tiltrådte 1. august som chef for en ny juridisk afdeling i Kristelig Fagbevægelse.
Afdelingen skal bestå af specialister inden for arbejdsskader, sociale sager, arbejdsmiljø og jobtrivsel. Den kommer til at ligge i Krifa Aarhus.
Mette Stevn er 46 år, uddannet som cand.jur. og har arbejdet i Kristelig Fagbevægelse som jurist i 17 år, de seneste fire år som centerchef for et af Kristelig Fagbevægelses tre juridiske centre.
Tidligere har hun været jurist i Randers Erhvervsråd og Dansk Journalistforbund.