Flere afghanere ser kristent tv
– Jeg plejede at være så overlykkelig over at få én opringning fra Afghanistan, at jeg fejrede det hele ugen. Men nu får vi fra 50 til 55 opringninger hver måned, fortæller Sara Afshari fra den persisk-sprogede del af SAT-7.
Norea Radio Norge fortæller, at afghanere bosat i flere lande reagerer på udsendelserne på sprogene farsi og dari ved at ringe til stationen. Kun de færreste afghanere kan læse. Det er derfor gennem tv-programmerne, at afghanerne får kendskab til Bibelen og lærer om Jesus.
Afshari ønsker også at nå mennesker i det central-asiatiske land Tadjikistan ved at tilbyde programmer på farsi-dialekten tajik.
Norea Radio samarbejder med tv-selskabet SAT-7, som sender kristne programmer til Mellemøsten og Nord-Afrika. Mellem ti og tolv millioner mennesker ser jævnligt SAT-7.