Lider af kræft
Brev:
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig på vegne af min mand, da han ikke skriver så godt dansk. Han er fra Chile.
Han har haft den glæde at møde dig et par gange, sidst i Randers, hvor du efterfølgende sendte ham en salvedug.
Han lider af lymfekræft; men salvedugen og hans tro på Jesus hjælper utroligt meget. Imidlertid er der opstået en ny krise i hans liv, idet hans mor har fået konstateret en sygdom, der hedder myecosis multiple. Det er en form for knoglekræft. Sygdommen har angrebet hendes arm, og røntgen viser også en opklaring i kraniet. Heldigvis er familien ikke dårligt stillet økonomisk, så de vil være i stand til at få foretaget evt. nødvendig strålebehandling og kemoterapi. Alligevel vil det være en utrolig hjælp, hvis du vil bede for hans mor og sende en salvedug, som vi så kan sende ned til hende.
Hun har selv en stor tro på Jesus, og jeg ved, det vil glæde hende meget. Det vil også være en måde, hvorved vi kan føle, at vi hjælper, nu hvor vi ikke fysisk kan være hos hende.
På forhånd tusind tak for din hjælp.
Med venlig hilsen
H. og D.
Jylland

