Hvad kan jeg stille op, når min kone aldrig er tilfreds med det, jeg gør?

Kære Filip

Jeg føler, at min kone aldrig er tilfreds med mig. Hun kommenterer på næsten alt, hvad jeg gør – hvordan jeg hjælper til derhjemme, hvordan jeg er sammen med børnene, og selv små ting kan ende i kritik. Jeg prøver efterhånden mest at undgå konflikter og holder mig tilbage, fordi jeg føler, at det alligevel bliver forkert. Jeg elsker hende, men jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere fjern. Hvad gør jeg, når jeg føler, at jeg aldrig kan gøre min kone tilfreds?

Hilsen A.

Kære A

Det lyder, som om du er havnet i en ond cirkel, hvor du forsøger at gøre det rigtige, men samtidig oplever, at det næsten uanset hvad ender med kritik. Og når man over tid får følelsen af, at man ikke kan gøre noget rigtigt, sker der ofte noget vigtigt: Man holder op med at prøve. Ikke nødvendigvis fordi man er ligeglad. Men fordi det bliver for sårbart at blive ved.
Du skriver, at du efterhånden mest forsøger at undgå konflikter og holder dig tilbage. Det giver faktisk god mening.

Når vi oplever kritik igen og igen, begynder vi naturligt at beskytte os. Problemet er bare, at det, der på kort sigt beskytter dig mod ubehag, på længere sigt kan skabe endnu større afstand mellem jer. For når du trækker dig, oplever din kone måske, at du er ligeglad. Hun kritiserer måske endnu mere for at få dig til at engagere dig. Og jo mere hun kritiserer, jo mere trækker du dig, og så er I fanget.

Det interessante spørgsmål er måske ikke kun, ”Hvordan får jeg min kone til at holde op med at kritisere mig?” Det kan også være ”Hvordan er vi endt med at have det sådan sammen?” Bag kritik ligger der ofte noget andet. Kritik er sjældent bare kritik. Den kan være et klodset forsøg på at få kontakt, blive set eller få noget vigtigt fra den anden. Det kan for eksempel være: ”Jeg savner dig”, ”jeg føler mig alene”, ”jeg har brug for, at du tager mere ansvar” eller ”jeg føler mig ikke vigtig for dig”.

Det gør ikke kritikken mere behagelig, og det betyder heller ikke, at du bare skal acceptere at blive talt grimt til. Men det kan være værd at blive nysgerrig på, hvad der ligger under den. Og det er enormt svært, når man ikke oplever sig ordentligt behandlet. Du skriver, at du forsøger at undgå konflikter. Det kan være forståeligt, men måske er det netop en del af problemet. For hvis du bliver tavs, trækker dig eller gør tingene på en måde, som, du tror, vil forhindre hendes kritik, kommer du let til at opgive dig selv i forsøget på at skabe fred. Og fred er ikke det samme som et godt parforhold.

Et godt parforhold skal kunne rumme uenighed. Det skal være muligt at sige: ”Det her er jeg ikke enig i”, uden at den anden oplever det som et angreb. Og det skal være muligt at sige: ”Når du taler sådan til mig, får jeg lyst til at trække mig”, uden at samtalen straks bliver til endnu en kamp. Du bliver nødt til at fortælle hende, at du oplever, at der er meget kritik af dig. Og at få det sagt, uden at det lyder som kritik, er virkelig svært. Du skal også fortælle hende, at du er klar på også at høre hendes side.

Måske vil hun fortælle dig, at hun føler sig alene med ansvaret derhjemme. Måske oplever hun, at hun har bedt dig om bestemte ting mange gange uden at føle sig hørt. Måske savner hun initiativ fra dig. Eller måske handler noget af hendes frustration slet ikke om dig, men om hendes egen oplevelse af ikke at slå til. Du behøver ikke være enig i hendes oplevelse for at være nysgerrig på den. Og her er noget vigtigt: At tage ansvar for sin egen del er ikke det samme som at tage skylden for det hele. Det er en forskel, som mange par har brug for at opdage.

Hvis du faktisk har områder, hvor du kunne tage mere ansvar, så gør det. Ikke kun for at få færre konflikter, men fordi du selv ønsker at være den ægtefælle, du gerne vil være. Men hvis din kone samtidig har en måde at tale til dig på, som nedgør, ydmyger eller konstant får dig til at føle dig forkert, så er det også noget, der skal tages alvorligt. Et parforhold kan ikke bygges på, at den ene hele tiden skal forbedre sig for at gøre den anden tilfreds.

”Når du trækker dig, oplever din
kone måske, at du er ligeglad.
Hun kritiserer måske endnu
mere for at få dig til at engagere dig.
Og jo mere hun kritiserer, jo mere
trækker du dig, og så er I fanget.”

Du skal heller ikke begynde at føre regnskab. Det bliver hurtigt endnu en kamp. I stedet skal du forsøge at se det mønster, I er havnet i. Problemet er blevet jeres mønster. Og et mønster kan ændres. Det kræver dog, at I begge tager ansvar. Du kan arbejde med ikke automatisk at trække dig. Hun kan arbejde med ikke automatisk at kritisere. Og begge kan øve sig i at fortælle, hvad I længes efter, frem for kun at fortælle, hvad den anden gør forkert.

Prøv derfor at stille hinanden et meget enkelt spørgsmål: ”Hvad savner du mest fra mig for tiden?” Ikke: ”Hvad gør jeg forkert?” Lyt til svaret uden straks at forklare dig selv. For måske er det i virkeligheden ikke flere diskussioner, I har brug for. Måske har I brug for at genfinde oplevelsen af at være på samme hold. Jeg ville også sige til dig, at du ikke skal vente for længe. Når et menneske gennem lang tid føler sig kritiseret, kan det begynde at lukke følelsesmæssigt ned.

Og når først man har vænnet sig til ikke at dele, ikke at spørge og ikke at række ud, kan afstanden blive sværere at få nedbrudt. Hvis I ikke selv kan finde en vej ud af mønsteret, kan et parforløb være en rigtig god investering. Ikke nødvendigvis fordi jeres ægteskab er ved at gå i stykker, men netop fordi I gerne vil undgå, at det gør. Du skal ikke forsøge at blive så perfekt, at din kone aldrig mere har noget at kritisere.

Du skriver, at du forsøger at undgå konflikter.
Det kan være forståeligt, men måske er det netop
en del af problemet. For hvis du bliver tavs, trækker
dig eller gør tingene på en måde, som, du tror,
vil forhindre hendes kritik, kommer du let til
at opgive dig selv i forsøget på at skabe fred.

Det menneske findes ikke. Målet er heller ikke et forhold uden irritation, uenighed eller fejl. Målet må være et forhold, hvor I begge kan være fejlbarlige mennesker og stadig opleve at blive rummet af den anden. Jeg håber virkelig for dig, at du tør tage hul på en meget svær samtale, måske kan I starte med at læse dette svar sammen og bruge det som udgangspunktet for jeres vej videre.
Held og lykke med arbejdet!

De bedste hilsner Filip